Annonce
Debat

Debat: Hvad er det, der smager godt? Det er minderne

Hver sommer tager jeg på en budgetvenlig madrejse inden for landets grænser og under åben himmel. Jeg besøger et af de utallige loppemarkeder med rustikke keramiklamper, strikkede nisser og ridsede legetøjsbiler, mange af os elsker at frekventere, hvor sang og bløde guitartoner lyder fra en lille musiktribune, og der kan købes fadøl, brød og pølser til en frokostpause direkte på det tyndslidte græs. Genbrugsguld og gammelt fajance går jeg udenom. Jeg kommer med et bestemt formål. Jeg vil mindes den mad, jeg havde glemt, jeg kunne huske. Jeg finder den i en 60'er-årgang af ugebladet Hjemmet, en orange og brun Kenwood-håndmixer fra 1970'erne, Eksportslagteriernes Gris-På-Gaflen-kalendere og Raadvads ikoniske brødmaskine af stål og træ fra dengang, et rigtigt rugbrød vitterligt ikke kunne skæres i med brødkniv og håndkraft alene, så massivt og hårdt var det. Har vi spist schweizisk raclette i Danmark? Ja det har vi! Jeg stod i sommer med hele raclette-udstyret i hånden, den elektriske varmeplade til at stille ind på spisebordet, og de små pander i legetøjsstørrelse, som hver rundt om bordet kan tilberede sine egne grøntsager, kød og ost på. Racletten skulle være en efterligning af det bål og de redskaber, schweiziske kvæghyrder anvendte ude i bjergene til at tilberede deres aftensmad. Vi snusede til racletten i Danmark, måske i 1980'erne og glemte det igen. Apparaterne led samme skæbne som fonduegryderne. Først røg de i pulterkammeret, siden på genbrugspladsen eller loppemarkedet. Mit lykkeligste fund i år var Lilian Kaufmanns ”Fremmed mad” fra 1968 udgivet af Bo Bedre. Her fandt jeg den lammesteg, vi sværmede for i 1970'erne. Skrællede kartofler blev skåret i skiver og taglagt i en smurt bradepande, og oven på dem blev lagt en blanding af hakket hvidløg og persille. Bouillon blev hældt ved kartoflerne, og lammekøllen lagt ovenpå, så saften dryppede ned på kartoflerne under stegningen. På et kollegiekøkken en gang i 1970'erne, smagte jeg for første gang lammekød i denne ”lammekølle som i Provence”-udgave. Skulle jeg tilberede lam i morgen, ville jeg uden betænkning vælge samme opskrift. For mad har med længsel at gøre. Man kan læse en kogebog fra 1960'erne og mærke lugtene fra alle bogens sider, hvis man altså selv har levet i 1960'erne. Søren Gericke har sagt: ”Det smager godt, siger man. Men hvad er det, der smager godt? Det er det, man kan huske. Det er minder.” Hvem har ikke mærket sandheden af disse ord på egne smagsløg. Som 13-årig smagte jeg for første gang den franske ost gruyère. Det var i Paris i 1966. Rejsebudgettet var skrabet. Et kulinarisk højdepunkt blev en croque monsieur fra en typisk fransk bistro. I Danmark kendes den også under navnet parisertoast. Lykkeligvis var det gruyère, der var pakket i croque monsieuren. Det var mit første møde med smeltet ost, og gruyére havde jeg aldrig hørt om, men jeg vidste omgående, at den her smag var skelsættende, og jeg holder aldrig op med at lede efter en croque, der smager præcist som dengang. Jeg har hørt en forsker sige, at lugt og smag har forbindelse til det limbiske system i den centrale del af hjernen, hvor man mener, følelser opstår. Det kan bruges i praksis for eksempel over for gamle mennesker, der får hjulpet hukommelsen på gled med mad, de husker fra hele deres liv. En samling gamle opskrifter kan virke som et fotoalbum med billeder af alle vores kære. Dufte og smag af mad kan få os til at huske ting, vi ellers troede vi havde glemt. Om lidt vil mange af os kollektivt ride på en bølge af madminder. Duftene af Brunkagerne, risalamanden, rødkålen, de brune kartofler kan åbne for sluserne med erindringer om til strikkede nisser, selvkørende legetøjsbiler, duften af ny dukke og farmors hvide blondebluse og øjenbrynene, der pludselig var tegnet op med mørk farve, fordi det var juleaften. Hun, Esther, talte odenseansk til sin dødsdag, selv om hun boede i Nordjylland. Hun kunne sin flæskesteg til perfektion, foruden hjemmelavet rullepølse og julesild. Hvem der bare kunne stjæle af hendes kagedåse en lige en gang til.

Debat

Debat: Nato-topmøde - Grønland bliver et varmt emne mellem Mette F. og Trump

Om to uger - den 3.- 4. december - mødes NATO's 29 stats- og regeringschefer i London for at fejre 70 årsdagen for grundlæggelsen i 1949. Dengang var der kun 12 medlemslande - herunder Kongeriget Danmark med Grønland og Færøerne (Island var trådt ud 1944). Den seneste tids udvikling i forholdet mellem USA og Rigsfællesskabet og USAs stigende geopolitiske interesse for Grønland og Arktis kan næppe undgå at dukke op på topmødet - dersom ikke direkte på dagsordenen - som endnu ikke foreligger - så vel sagtens i separate og mere uofficielle samtaler i margenen af topmødet mellem Mette Frederiksen og Donald Trump. Men først lidt mere om selve topmødet generelt: London husede NATO's første hovedsæde i to år, indtil dette 1951 flyttede til Paris og bliver derfor rammen om en en storslået begivenhed med Donald Trump med fru Melania i spidsen og modtagelse af Dronning Elizabeth II på Buckingham Palace. Men topmødet bliver ikke bare pomp og pragt. Der er lagt op til en substantiel debat af aktuelle sikkerheds- og forsvarspolitiske temaer herunder ikke mindst USA's krav om en mere balanceret byrdefordeling, hvor i dag kun fem-seks medlemslande med USA, UK og Polen i spidsen lever op til tilsagnet fra 2014 i Wales om at anvende to procent af BNP til forsvarsudgifter. Det fremgår tydeligt af forsvarsminister Trine Bramsens (S) referat af det seneste NATO-forsvarsministermøde den 24. - 25. oktober: Den amerikanske forsvarminister Mark Esper understregede her, at alle medlemslande senest på det kommende Nato-topmøde forventes at have "en plan for, hvordan de vil nå to procent". Danmark har indtil nu kun lovet 1,5 procent på linje med Tyskland og Holland. Men det er næppe nok for Trump. Herudover drøftedes - i følge referatet - NATO's koncept for forsvar i hele det euro- atlantiske område. Og i den sammenhæng gjorde Trine Bramsen opmærksom på de særlige forhold i Arktis og omkring Grønland og den vægt Danmark " lægger på en tættere dialog i Rigsfællesskabet om sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål ". Dette punkt kan derfor meget vel dukke op på NATO-udenrigsminister mødet i morgen onsdag den 20. november som led i topmødeforberedelserne I sidste uge mødtes udenrigsminister Jeppe Kofod (S) nemlig med sin amerikanske kollega Mike Pompeo i Washington D.C. - i øvrigt Kofods første besøg i USA's hovedstad som udenrigsminister. I mødet deltog også Grønlands minister for udenrigsanliggender Ane Lone Bagger. Kofod udtalte i den forbindelse , at "vi sammen med Grønland skal fortsætte vores konstruktive dialog med amerikanerne om udviklingen i Arktis og Grønland " Men opretholdelse af en "konstruktiv dialog" er næppe tilstrækkelig for USA, der tilsyneladende har betydelig større ambitioner med Grønland: USA har gennem de seneste år udviklet en helt ny strategi for Arktis som benævnes " Look North" . I den sammenhæng har USA fået et godt øje til Grønland - ja måske lidt for godt i følge flere danske poltikere på Christiansborg: - Et højtstående amerikanske delegationsbesøg i Grønland for nylig med eksperter fra Udenrigsministeriet, Pentagon og CIA har forhandlet direkte med grønlandske politikere og topembedsmænd. - Chefen for USAs kystbevogtning, admiral Karl Schultz, har medio oktober besøgt Grønland og drøftet øget farvandsovervågning og beskyttelse. - USAs ambassadør i Danmark Carla Sands har regelmæssigt besøgt Grønland det seneste par år og der er nu planer om at åbne et konsulat i Nuuk. Men hvad er det egentligt der gør Grønland så attraktiv for USA? Først og fremmest den strategiske beliggenhed på det nordamerikanske kontinent som en "buffer" mellem USA (og Canada) og Rusland, hvis nærmeste missil- og luftbaser kun ligger mindre end 1000 kilometer fra Østgrønlands kyster. Også Kinas arktiske ambitioner - ikke mindst i Grønland - indgår naturligvis i denne strategi. Udover rene forsvarspoltiske interesser rummer Grønland en betydelige naturresourcer i form kollosale fiske- og rejeforekomster, ædle- og sjældne metaller og ikke mindst olie og gas, som klima ændringerne efterhånden vil gøre mere og mere tilgængelige. Det samme gælder den kommercielle og strategiske besejling af Nordøst- og Nordvestpassagerne, som kontrolleres af grønlandsk søterritorium. Hertil kommer den arktiske kontinentalsokkel, som vil kunne sikre Grønland en stor bid af Nordpols-kalotten og medfølgende ressourcer. Alt i alt bliver det spændende at følge NATO-topmødet i London om få uger. Mette Frederiksen får nok sin sag for med to procents kravet og USAs udfordringer af Rigsfællesskabet. Men mon ikke London-mødet alligevel munder ud i en behørig fejring af den 70 år med den ubrydelige, transatlantiske forsvarsalliance, der har skabt så gode og stabile fredstider for Europa og den vestlige verden.

Debat

Debat: 3F arbejder for lønmodtagerne - Kristelig Arbejdsgiverforening varetager arbejdsgivernes interesser.

I forbindelse med en faglig konflikt i Vestjylland er jeg blevet spurgt, hvorfor 3F blander sig i, hvilke løn- og arbejdsvilkår medarbejderne har på virksomheder, der ikke er omfattet af 3F's overenskomst? Det korte svar er, at dét præcis er en af fagforeningernes opgaver. At det er medarbejderne, der betaler prisen, når en virksomhed har overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening – og virksomhedsejerne, der tjener på det. Hvis man vil forstå, hvorfor fagbevægelsen ”blander sig”, skal man kende den over 120 år lange historie for dialog, armlægning og konfliktløsning, som præger det danske arbejdsmarked og et dansk erhvervsliv, hvor konkurrenceevnen er i verdensklasse. Eksempelvis løser 3F og vores 11.000 tillidsvalgte hvert år 30.000 små og større konflikter uformelt og lokalt på arbejdspladserne. Det er konstruktiv dialog og konkrete løsninger til gavn for både virksomhederne og deres ansatte. Når det kommer til anlægsbranchen og byggeriet, er 3F og Dansk Byggeri de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter. Når vi indgår en frivilligt forhandlet aftale om løn- og arbejdsvilkår for branchen, skal vi også påse, at brancheoverenskomsten bliver efterlevet. Det gør vi derfor både af hensyn til medarbejderne i branchen og til de virksomheder, der lever op til de aftalte vilkår. Dermed sikrer man fair konkurrencevilkår og fair løn- og arbejdsvilkår. Virksomhederne skal konkurrere på blandt andet kundeservice, kvalitet og dygtige medarbejdere, produktivitet og innovative løsninger. De skal ikke konkurrere på, hvem der kan trykke medarbejderne mest muligt på løn- og arbejdsvilkår. Det står naturligvis virksomhederne frit for at tilbyde deres medarbejdere bedre vilkår, end der er aftalt i overenskomsten, for eksempel bedre løn. De lokale forhandlinger sikrer, at løn- og arbejdsvilkår afspejler forholdene på den enkelte virksomhed, på det lokale arbejdsmarked og med hensyn til leveomkostningerne, der som bekendt er ret forskellige rundt om i Danmark. Derfor er det forkert, når Kristelig Arbejdsgiverforening påstår, at en medlemsvirksomhed vil skulle forringe vilkårene for deres medarbejdere, hvis de efterlever 3F's overenskomst med Dansk Byggeri. Tværtimod. 3F's er på 20 punkter bedre for lønmodtagerne end Kristelig Arbejdsgiverforenings, mens der er 4 punkter, hvor det er omvendt. 3Fs overenskomst angiver endvidere de aftalte minimumskrav. Vores arbejde for at få overenskomsten respekteret sker også for at beskytte lønmodtagerne på de øvrige virksomheder i lokalområdet, der efterlever overenskomsten. Deres jobs og arbejdspladser kommer i fare, hvis en virksomhed får lov til at sætte en lavere standard. Hvis en virksomhed mener, at 3F ikke i fuldt omfang respekterer de arbejdsretlige spilleregler, står det virksomheden frit for at indbringe konflikten for Arbejdsretten. Det er altså ikke en repræsentant for arbejdsgiverne i Kristelig Arbejdsgiverforening, der skal afgøre, om 3F optræder forsvarligt og efter spillereglerne. Det afgør Arbejdsretten og de fagretlige regler, som Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation har været enige om i mere end 120 år – til umådelig gavn for det danske samfund, vores virksomheder og de danske lønmodtagere. Historisk interesserede vil vide, at Kristelig Arbejdsgiverforening netop blev etableret i protest imod disse aftaler og regler. Kristelig Arbejdsgiverforening er altså på ingen måde en del af – men blev tværtimod født i protest imod – den danske arbejdsmarkedsmodel! For tiden kører Kristelig Arbejdsgiverforening kampagne, hvor de taler om frihed, men i virkeligheden ønsker et forbud mod, at vi og andre faglige organisationer kan arbejde for bedre løn- og arbejdsvilkår for lønmodtagerne på en given arbejdsplads, hvis arbejdsgiverne har bestemt, at medarbejderne skal være underlagt en såkaldt ”alternativ overenskomst”. Ønsket om et forbud vil i praksis betyde, at en virksomhed med enhver form for sølle undskyldning af en overenskomst ikke længere behøvede at leve op til de gældende standarder på det danske arbejdsmarked. Det vil åbne en ladeport for discount-aftaler og slå bunden ud af det danske arbejdsmarked.

Annonce
Læserbrev

Ufølsomme og kyniske

Læserbrev: Jeg får det både psykisk og fysisk dårligt, når jeg ser billeder af; eller læser om en flok får, der er blevet skambidt af ulve. Når man forestiller sig, at de stakkels dyr slæber sig rundt med brækkede lemmer, åbne sår, indvolde, der hænger ud af deres kroppe. Når man betænker, hvilke uhyggelige lidelser, disse dyr udsættes for, når de pines i timevis. Ja, så bliver man harmdirrende vred. Hvorfor tillader vi dette? Det er jo dyrplageri i en særlig grov og fuldstændig umenneskelig udgave? Hvor slemt skal det blive, før vi stopper det? Efter min mening burde vi ikke tillade, at får og ulve færdes i samme område. Politikerne bliver nødt til at vælge, om det er ulvene eller fårene, der skal være her. Vælger man ulvene, bliver man samtidig nødt til at forbyde får. Vi kan som humant tænkende mennesker ikke tillade begge dyrearter at færdes i samme område. Fårene har ikke en chance. De er alt for langsomme. De er husdyr, der ikke er skabt til at færdes i en natur, hvor der er vilde dyr, som kan flå i dem efter forgodtbefindende. Og vi kan ikke effektivt indhegne får, der går i de store marsk- og hedeområder. Efterhånden synes jeg, at de mennesker, der på den måde bestemmer over dyrenes liv, bliver stadig mere ufølsomme og kyniske. Få nu stoppet det dyrplageri!

Annonce
Læserbrev

Marsk Camping eller Danernes verden – et hurtigt salg men i den forkerte rækkefølge

Læserbrev: Tønder Kommune burde have udarbejdet ny lokalplan for parken, inden den blev sat til salg. Så havde alle mulighed for at byde ind på samme vilkår, og man havde fået fred. Processen her er mistænkelig, og minder om aftalt spil. Jeg har netop været på studietur på Sydsjælland og hørte et godt indlæg ved stifteren af Residens Møn. Projektmageren gik til kommunen med sit projekt, men Vordingborg Kommune ville ikke sætte bygningen til salg, før der var udarbejdet en lokalplan til netop hans formål. Som de sagde, så havde alle mulighed for at byde på det samme. Projektmageren var lidt irriteret, da andre så kunne snuppe hans idé. Men der var ingen vej udenom og efterfølgende kunne han godt se, at det var den eneste måde at gøre det på. Heldigvis har ankestyrelsen fulgt op på campingpladsernes klage og har nu sendt nogle kritiske spørgsmål til kommunen. Er salget sket i henhold til den kommunale styrelseslov, på hvilke vilkår er ejendommen blevet sat til salg, opfylder køber disse vilkår, gav udbudsvilkårene mulighed for at byde ind med et projekt som en campingplads og om mæglervurderingerne indeholder muligheden for, at parken kan anvendes som et overnatningssted? Til infomødet med investorgruppen blev jeg mødt med kritiske spørgsmål; kan jeg ikke tåle konkurrencen, og jeg kunne jo bare selv have budt. Korrekt, trods meget lille belægning på vores pladser, kan vi ikke forhindre konkurrence, men vi kan forsøge at bekæmpe unfair konkurrence. Det der sker lige nu, er jo bevidst eller ubevidst subsidiering af enkelte virksomheder, da man ikke sælger til markedsprisen. som en kommune er forpligtet til. Ønsker man mere info om emnet kan man evt. tilmelde sig HOF på Facebook.

Læserbrev

Tegngivning i trafikken

Læserbrev: Cirka 80 % af samtlige bilister på de danske motorveje kan ikke finde ud af at give rigtigt tegn. Ca. 50 % begynder at blinke, samtidig med de drejer ud til overhaling. Ca. 30 % begynder først at blinke, efter de er begyndt at trække ud. Så er der stadig nogle få, der overhovedet ikke gider at blinke. Der er kun ca. 20 %, der gør det rigtige. Nu nytter det ikke noget bare at fortælle, hvordan man skal gøre, for det ved bilisterne godt. De ved bare ikke, at de selv gør forkert, fordi de bruger ikke hjernen til tegngivning. Det overlader de til rygraden/underbevidstheden/indbyggede reflekser, for så kan hjernen bruges til mere interessante ting så som at tale i telefon, sende SMS’er, tjekke e-mail og facebook, eller hvad de ellers får tiden til at gå med, når de kører bil. Det har jeg selv et godt eksempel på. Det firma, jeg arbejdede i, lå på den ene side af Vejlefjordbroen, og så havde vi en aftale med en mekaniker på den anden side af broen. En dag skulle jeg hente en kollega om morgenen og køre ham over igen til fyraften, fordi han skulle have sin bil til eftersyn. Fordi tegngivning er noget jeg går meget op i, holdt jeg selvfølgelig en forelæsning for ham. ”Når nu man skal ud at overhale, skal man begynde at blinke i god tid, inden man drejer ud”. ”Ja selvfølgelig” svarede han. ”Når nu man skal dreje fra motorvejen, skal man blinke i god tid for at fortælle bagvedkørende, at man har tænkt sig at dreje fra”. ”Ja selvfølgelig” svarede han. Nogle uger senere var det hans tur til at hente og bringe mig. Da han skulle foretage en overhaling, siger jeg til ham. ”Du begyndte først at blinke, efter du var trukket ud”. ”Gjorde jeg det” svarede han forbavset. Da vi så skulle dreje fra på den anden side af broen, siger jeg til ham. ”Du begyndte først at blinke, samtidig med, du drejede”. ”Gjorde jeg det” svarede han igen forbavset. Man kan stoppe hver eneste at de 80 %, der gør forkert og spørge dem, hvad de gjorde, da de skulle overhale, og de vil alle uden tøven svare, at de tjekkede, der var tilstrækkeligt stort hul til, at de kunne trække ud. Så begyndte de at blinke, og derefter trak de ud. Hvorfor siger de så sådan, når de ikke gør det. Det gør de, fordi de kender udmærket færdselsreglerne. Deres hjerne ved godt, hvad man skal gøre. De glemmer bare, eller de ved ikke, at de slet ikke bruger hjernen til at give tegn. Et andet eksempel, som jeg har set mange gange: Jeg kommer kørende ad en landevej og skal til venstre ned på en motorvej. Der kører en bil foran, som drejer ud i frakørselsbanen uden at blinke og kører helt hen til nedkørslen og skal måske også holde for rødt. Når han så skal til at køre ned på motorvejen, begynder han at blinke. Det er jo ikke lige det tidspunkt, man skal vise sine medtrafikanter, hvad man har tænkt sig at gøre. Det skulle man have gjort, dengang valgmuligheden, med om man skal lige ud, eller man skal dreje fra, var der. Man ser det samme inde i byerne, hvor man kommer hen mod et kryds, hvor der er frakørselsbaner til højre eller venstre. Folk vader ud i frakørselsbanerne uden at blinke. På et eller andet tidspunkt begynder de at blinke – sommetider først når de er helt henne, hvor de skal dreje fra. Man har opfundet tegngivning for at fortælle sine medtrafikanter, hvad man har tænkt sig at gøre. Så hjælper det ikke så meget, at man fortæller det længe efter, man har gjort det. Det er bare fuldkommen håbløst. Et tredje eksempel, som jeg selv har været ude for et par gange, hvor den ene gang nær havde givet buler: Jeg kommer kørende ud ad en almindelig landevej, og der er ikke særlig meget trafik; men der kører en bil foran mig med samme hastighed som mig selv. Man sidder ikke konstant og stirrer blindt på den forankørende, så øjnene flakker jo lidt rundt. Pludselig uden varsel bremser bilen foran lige netop på det tidspunkt, jeg ikke kikker på den, og jeg er lige ved at køre op i den. Der kommer så en sidevej, som den drejer om ad, samtidig med den begynder at blinke. Det er længe siden, jeg har læst færdselsloven; men jeg erindrer ikke, at der står nogen steder: ”Man skal altid begynde at blinke, før man bremser”; men det var nok en god idé, hvis der gjorde. Et sidste eksempel, som mere er til irritation end til fare for trafikken: Man holder og skal ud i en rundkørsel, men kan ikke køre ud, fordi der kommer en bil, der ikke blinker, så den skal jo derfor lige ud. Da den når hen til vejen, man kommer fra, drejer den om ad vejen uden at blinke, eller begynder at blinke, samtidig med den drejer. Frygteligt irriterende og det fremmer heller ikke afviklingen af trafikken. Kan man så gøre noget ved det: Man kan selvfølgelig sætte små skilte op langs vejkanten tæt på relevante kryds eller frakørsler, hvor der for eksempel kunne stå: Brug hjernen til at give tegn. Jeg tvivler bare på, at det har den helt store virkning, for de fleste vil bare tænke, at de godt ved, hvad de skal gøre, så det må være alle de andre, der gør forkert, hvorefter de kobler hjernen fra igen, er jeg bange for. Men der findes en endnu bedre metode, som jeg godt kunne tænke mig at slå et slag for. Samtlige mennesker, der er passagerer i biler opfordres hermed til at holde øje med chaufførens tegngivning, og hver gang chaufføren gør forkert, siger man: ”Nu blinkede du for sent igen.” Der findes ikke noget værre for chauffører end at få at vide, at de laver fejl. Specielt mænd har det rigtigt dårligt med at blive rettet, da alle mænd som udgangspunkt tror, de er verdens bedste chauffør, så hvis de får at vide tilstrækkeligt mange gange, at de laver fejl, skal de nok lære at gøre det rigtigt. Det kunne simpelthen være skønt, hvis alle begyndte at give tegn efter færdselsloven i stedet for efter deres eget forgodtbefindende.

Annonce
Læserbrev

Svar til Karl Johan Kruse

Læserbrev: Karl Johan Kruse skriver i et læserbrev, at børnefamilierne sættes i en klemme, når åbningstiderne i daginstitutionerne fra 2020 bliver på 50 timer over hele kommunen, herunder i centerbyerne. Han beder byrådet undlade at svare, at forældrebestyrelserne kan bestemme de endelige åbningstider. Selvom de de facto kan netop det. Et alternativt til ensartede åbningstider i institutionerne havde været at forringe den generelle tildeling tilsvarende. Så kunne en forældrebestyrelse vælge at sige, at de hellere ville sænke åbningstiderne for at sikre flere varme hænder. Så ved at byrådet peger på, at åbningstiderne skal være ens for alle institutioner, så er det for at undgå, at vi beder institutionerne holde lige så længe åbent, men med endnu færre hænder ved børnene. Ingen besparelser på børneområdet er hensigtsmæssige, og i denne ekstraordinære svære situation har vi valgt at serviceniveauet ifht. åbningstiderne skal være ens for alle forældre i kommunen. Karl Johan Kruse noterer sig, at byrådet har lavet noget juks. Ja, det er noget juks, at byrådet har sparet så meget på børnene. Det kan selv jeg ikke forvare, men årsagerne til at der har været store overforbrug – der desværre medfører tilsvarende store besparelser - er ikke noget, der har været politisk kendskab til, før det allerede var for sent. Nu kan vi blot håbe, at økonomiudvalget ser positivt på eventuelle økonomiske bidrag til børneområdet via finansloven, så de kommer til at blive brugt på netop børnene.

Læserbrev

Kære medlemmer af Kolding Byråd

Læserbrev: Vi i lokalforeningen for Kræftens Bekæmpelse er meget glade for det samarbejde, vi har med Sundhedscenteret i Kolding Kommune. På det seneste møde var det især glæden over, at Kolding Kommune nu skal være en røgfri arbejdsplads, vi delte. Desuden talte vi om vigtigheden af træningstilbuddet Naturkræfter, som tilbydes kræftramte mænd Derfor er det med både stor forundring og forfærdelse vi erfarer, at byrådets flertal har fjernet tilskuddet ifbm. rygestoprådgivning og til Naturkræfter. I Kræftens Bekæmpelse arbejder vi målrettet på at hæve taksten på cigaretter for at sikre, at så få som muligt rammes af kræft pga. rygning (- 19 % af alle kræfttilfælde skyldes rygning). Det kræver, at der tilbydes god og effektiv rygestoprådgivning. Kolding Kommunes tal viser, at der har været en høj succesrate – på 66 % - i forhold til socialt udsattes rygestop. Vi er dybt bekymrede for, at denne målgruppe økonomisk ikke vil have råd til rygestop. Vi har været stolte af at høre til i en kommune, som har haft så stor opmærksomhed på at sikre lighed i sundhed. Og til kritikkerne af en stigning af tobaksprisen har vi henvist til Koldings gode resultater med at tilbyde hjælp til rygestop til socialt udsatte. På samme måde har Naturkræfter været vigtigt for os, da vi ved, at mænd i langt ringere grad end kvinder opsøger tilbud, hvor man taler om sin sygdom – til trods for, at mænd har de samme behov. Naturkræfter har knækket koden til at få mændene med. For os i lokalforeningen opfatter vi det som et kæmpe tilbageskridt, at Kolding Kommune ikke mere prioriterer økonomiske midler til at give det tilbud til nye kræftramte. Vi skal derfor indtrængende appellere til, at der findes midler til, at de to tilbud kan fortsætte.

Læserbrev

Dåser. Dum aftale

Læserbrev: JydskeVestkysten skriver igen om problemet med de pantfrie dåser i den danske natur, dåser som vi i ca. ti år har kunnet købe i de tyske grænsebutikker uden at betale pant. Ifølge avisen skulle starten på en aftale for fire år siden have resulteret i, at også butikker i Danmark skulle forpligtes til at tilbagebetale dåsepant for de i de tyske grænsebutikker købte dåser, såfremt aftalen ville blive vedtaget og der skulle betales pant i de tyske grænsebutikker. Sådan en aftale ville være at føje spot til skade. Først mister de danske købmænd handelsandele med indtægtstab og butikslukninger til følge, og så bliver de forpligtet til at bøvle med at betale pant tilbage på dåser, som de ikke har tjent på at sælge. Miljøminister Lea Wermelin vil tage kontakt til sine tyske kolleger for at genoptage forhandlingerne om aftalen. Men hun bemærker, at en anden løsning kan være, at der bare kommer tysk pant på tyske dåser, fordi det kun er ved den dansk-tyske grænse, at der ikke betales pant. Lea Wermelin peger her på en genial løsning, som jeg i øvrigt tidligere har gjort i læserbreve. Men formentlig kan det blive svært for Lea Wermelin, for Tyskland har her en gunstig aftale med Danmark. En aftale uden fornuftig begrundelse, som Danmark aldrig skulle have accepteret, og som ingen andre af Tysklands nabolande har været dumme nok til at acceptere.

Annonce
Læserbrev

Stjæl ikke de frivilliges penge - stående invitation til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen

Læserbrev: Hvad er en byfest? Skåret ind til benet, så er det en mark, hvor man mødes for at drikke en øl eller to og give nabokonen et kompliment. Det ikke er den store raketvidenskab, der ligger bag. Ikke desto mindre er en byfest vigtig for sammenholdet i et lokalsamfund og kan ligefrem betyde, at befolkningstallet stiger ni måneder efter. Og skulle der være et økonomisk overskud, vil det gå til idrætslivet til glæde for børn, unge og gamle. Det er frivillige, der slæber kassen med øl ud på marken. Nogle gange sætter de også telte op og sørger for musik. Der er mange variationer over det samme tema. Naturligvis skal myndighederne orienteres om en sådan fest. Det kræver en del skriveri. Men kommune, politi, brandmyndigheder er gode samarbejdspartnere – sådan er det i hvert fald i Haderslev Kommune. Langt væk fra virkeligheden har Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen imidlertid fået en ide. Når der skal være byfest, skal der hyres en ekstern rådgiver, som skal udarbejde en såkaldt ”pladsfordelingsplan” – altså en oversigt over, hvor bænke og borde skal stå. Beløb på langt over 10.000 kr. er nævnt for denne rådgivning (kilde dr.dk). Man kunne frygte, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har glemt, at det ikke er deres opgave at tage penge fra frivilligheden men at støtte dem og vejlede dem. Vi vil derfor opfordre til, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen træder ud i virkeligheden og ser, hvad en byfest er for noget. Og skulle I komme forbi Pins’Mærken eller Vojens Høtte, så giver vi en fadøl eller to, hvis I lader bilen stå. For mon ikke der er mere sikkerhed i at stoppe bare en enkelt spritbilist end i at udarbejde for millioner af kroners pladsfordelingsplaner? For det er jo blot en flok frivillige, der slæber en kasse øl ud på en mark for at styrke fællesskabet, idrætslivet og skabe rum til at give nabokonen et kompliment!

Læserbrev

En l a a a n g kommentar til den ulovlige skov nord for Broager Kirke

Læserbrev: Den 22. august 1940 skrev Pastor Harald Rohleder, på vegne af Menighedsrådet i Broager Sogn, under på en Frednings-Deklation som lyder: ”I erkendelse af Broager Kirkes udsædvanlige betydning for landskabet og den betydelige landskabelige værdi, som må tillægges det uhindrede udsyn til kirken, der hæver sig stolt og frit over egnen og ses viden om, samt i erkendelse af, at disse værdier bør bevares, træffer undertegnede menighedsråd for Broager Sogn, på foranledning af Naturfredningsnævnet for Sønderborg Amtskreds, følgende bestemmelse: ”De nord og nordvest for kirken beliggende parceller af Broager Ejerlav og Sogn fredes med bebyggelse af enhver art, og mod høj beplantning og andre foranstaltninger, der kan virke skræmmende overfor omgivelserne, eller hindrende for udsigten til Broager Kirke”. Når jeg kommer fra nord eller jeg kommer fra syd eller jeg kommer fra øst eller jeg kommer fra vest, ligger Broager kirke bedst, stolt og frit og knejser over min hjemstavn, og jeg bliver så glad og varm om hjertet, når jeg på lang afstand kan nyde blikket af Broager kirke i min hjemstavn. Derfor har Fredningen: Kaldet Exner Fredning sin fulde berettigelse. Det var virkelig godt set af det daværende Menighedsråd og Provst Exner, (der for øvrigt var Frihedskæmper). Denne kulturværdi , at Broager Kirke skal hæve sig frit over egnen, som Exner Fredningens bestemmelser i sin tid tog højde for, er der nu et Menighedsråd, der har utrolig svært ved at forstå værdien af. De har i hvert fald svært ved at træffe en beslutning. Ja, der er sågar medlem af Menighedsrådet, der offentlig siger:”Jeg er ligeglad med skoven”. Han siger dermed, at han er ligeglad med Fredningsbestemmelsen af 1940. Det er ret beskæmmende! Der har i Høringsprocessen været røster fremme blandt andet for bevarelse af skoven. Argumentet var,”Det er så dejligt at kunne gå i skoven og lufte min hund”. Dertil kan der siges, at området jo ikke skal lukkes, fordi det lever op til Exner Fredningen. Et andet argument var : Støj fra hovedvejen. Her kan man jo overfor Sønderborg kommune argumentere for: rundkørsel i lyskrydset ved F24, samt lægge ”stille asfalt” på vejen fra Smøl til Egeskovvej. Dette ville gavne og glæde beboerne langs Brovej . Her kunne Broager Menighedsråd jo måske komme til at spille en rolle. Tibage i 1960érne blev hverandet lindetræ omkring kirkegården fældet. Nu bliver de nulevende lindetræer stynet. Mon det ikke er for at sikre det frie ind- og udsyn til kirken. Så her overholder man altså Exner Fredningen. Vedrørende bevarelse af skoven er det svært at argumentere for bevarelse med hensynet til CO 2 regnskabet, som der også var en argumentation omkring, samt biodeversiteten. Her har Menighedsrådet intet at frygte, da området jo kan anlægges på en sådan måde, at området oven i købet så vil leve op til Sønderborg kommunes ønske om at arbejde hen imod at få prædikat af ”Bivenlig kommune”. Endvidere har Menighedsrådet mulighed for at plante en erstatningsskov på Smølmark, hvor kirken jo også ejer den jord. Man kunne endog også udnytte råstoffer/ler, forud for plantning. Afslutningsvis beder jeg Sognet tænke over, hvordan Broager Kirke vil se ud i landskabet om 25 år, når træerne omkring kirken er vokset 10 m højere, og lindetræerne omkring kirkegården får lov til at gro vildt op, uden regulering af hensyn til biodeversiteten. Derudover er Broager Kirke jo Broagers dna og pejlemærke. Såfremt Exner Fredningens bestemmelser, bliver overholdt, kan vi alle sammen synge vers nr. 3 i Broagersangen: Og på Kirkebakken stod jeg mangen gang, lyttede i andagt til den skønne sang. Hav og strand jeg skued – Dybbøl, Vemmingbund, røde teglstenstage i sol ved Egernsund. Broager er kun lille med verdens øjne set. Altid for os du i solskin ligger bredt. Svaret skal klinge til den, der spø´r hvorfor. By vi dig elsker, fordi at du er vor.