Agerbæk/Grindsted/Vejen: Det var en lokal brandmand, der fandt en 20-årig mand fra Grindsted, der var kørt galt i bil ud for Agerbæk. Manden var kørt frontalt ind i en lastbil.
Ole Hillerup, politikommissærDet var den 20-årige, der kom over i den modsatte kørebane.
Brandmanden rapporterede til alarmcentralen, at bilen var helt knust. "I bilen sidder en person, i en tilstand, der er uforeneligt med liv", oplyste anmelderen.
Ulykken blev anmeldt klokken 19.13 tirsdag aften. Den skete på Tingvejen rute 30 ud for Agerbæk.
Den 20-årige mand kørte i retning mod Esbjerg i en VW Up. Lastbilen kørte i den modsatte retning - mod Grindsted.
Lastbilen blev kørt af 62-årig mand fra Vejen. Han sad fastklemt og blev overført til sygehuset i Odense med helikopter. Chaufføren blev meldt uden for livsfare efterfølgende.
Det blev på ulykkesstedet konstateret, at den 20-årige var død, da en læge nåede frem. Den 20-årige blev ikke umiddelbart identificeret, men politiet havde en formodning om, at det var ejeren af VW Up'en, og de pårørende blev underrettet. Nu er den 20-årige identificeret. Han havde bopæl i selve Grindsted by.
Der var en bilinspektør på stedet, men der er endnu ikke fastslået, hvad der kan være årsagen til ulykken.
- Men det var den 20-årige, der kom over i den modsatte kørebane, siger politikommissær Ole Hillerup fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Men det er ikke fastslået, hvorfor han kom over midten af vejen. Der er ingen vidner til ulykken, oplyser Ole Hillerup.
Lastbilen var lastet med træ, og det tog mange timer onsdag at bjærge den. Der var derfor spærret i et spor på Tingvejen hele onsdagen.