Annonce
Esbjerg

60-årig kørte bybus med en promille på 2,68: Slipper uden fængsel

Grundet personlige problemer havde den 60-årige mand indledt et større alkoholforbrug aftenen og morgenen forinden, han satte sig bag rattet i en bybus. Arkivfoto: Bente Staugaard
I sommers blev en buschauffør sigtet for at sidde bag rattet på en af Esbjergs bybusser med en promille langt over det tilladte. Onsdag fik den 60-årige mand sin dom.

Esbjerg: Det var en dybt berørt 60-årig buschauffør, der onsdag eftermiddag mødte op i Retten i Esbjerg. Den 30. juli 2019 var manden blevet sigtet for spirituskørsel, mens han havde siddet bag rattet af en af Esbjergs bybusser. Manden forklarede, at han af personlige årsager havde haft en rigtig dårlig dag dagen før.

- Om aftenen havde jeg drukket, og det gjorde jeg også den efterfølgende morgen, men mødte alligevel op på arbejde, fortalte den 60-årige mand i retten og uddybede, at han udelukkende havde drukket hvidvin.

Fra dagen husker manden kun at have overtaget buslinje 16, og at han havde været ude på vendepladsen ved Hedelund, hvor ruten starter. Han erindrer ikke, at han på Jagtvej, Storegade og Randersvej havde påkørt henholdsvis en personbil, en varebil og derefter endnu en personbil. En af de påkørte biler blev meldt totalskadet. Ved den sidste påkørsel, som beskadigede bussens front, bemærkede han, at noget var galt.

- Jeg holdt selv ind til siden, fordi jeg bemærkede, at jeg var kørt ind i nogen. Og så var politiet der ret hurtigt, fortalte manden.

Han husker, at to politibetjente kom ind i bussen, som ikke havde nogen passagerer med sig, da den 60-årige sad bag rattet. To af mandens kollegaer havde set en af påkørslerne og var fulgt efter.

- Jeg bliver taget ud af bussen og sat ind i patruljevognen med det samme. En af mine kollegaer får lov til at sætte sig ind ved siden af mig, hvor jeg siger til ham: "Det er noget lort det her", fortalte manden.

Annonce

På rette kurs

I bussen havde politiet fundet en Rema 1000 pose med tre flasker hvidvin á en liter ved førersædet. Samme eftermiddag fik manden taget en blodprøve, der viste en promille på 2,68.

- Jeg er dybt rystet, for det er fuldstændig vanvittigt. Jeg havde næsten håbet, at der var passagerer med, så de kunne have stoppet mig, fortalte den dybt berørte mand.

Få dage efter hændelsen indledte manden en antabus alkoholbehandling i samråd med sin læge. Og siden den 30. juli fortæller manden, at han ikke har rørt en eneste dråbe alkohol. Han deltager også i Anonyme Alkoholikere to gange i ugen.

Fordi dommeren var overbevist om, at den tiltalte var på rette kurs, undgår den 60-årige en fængselsstraf på 20 dage, som ellers er normalt i sager om spritkørsel med en promille over 2,00.

I stedet får han en betinget dom, hvor første betingelse er et års prøvetid, hvor den 60-årige ikke skal lave lignende ting. Anden betingelse er et års struktureret alkoholbehandling og tredje betingelse er et års tilsyn af Kriminalforsorgen.

- Dommen er et udtryk for, at jeg hellere vil have ham i alkoholbehandling end i samfundstjeneste eller i fængsel, konkludererede dommer Christian Notlevsen.

Udover den betinget dom, får den 60-årige mand bøder for i alt 15.000 kroner, en regning for sagsomkostningerne og så konfiskeres hans private bil også. Han er også frakendt førerretten indtil 30. juli 2022, hvor han skal op til ny køreprøve.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Annonce