Friluftsliv: Sidst i 2017 flyttede Lene og Jesper Bitsch Bierbaum fra Nørregade i Haderslev til Jernhytvej i det østlige Vojens. Det aktive par, der i Haderslev ofte benyttede sig af Damparken, har her kastet deres kærlighed på de store, grønne områder ved Fuglesøen, hvor de ofte går en tur. Området ligger kun en lille kilometer fra deres hjem.
Nu har de fået en idé. Det store grønne område skal kunne tilbyde flere aktiviteter for alle aldersgrupper. Både de, der bor i nærheden, skoler, daginstitutioner og alle andre, der har lyst til at benytte sig af området.
Lene Bitsch BierbaumVi har på turene snakket om, at der manglede et eller andet, så vi fik en masse skøre ideer, og nu har vi lavet en plan.
- Vi har på turene snakket om, at der manglede et eller andet, så vi fik en masse skøre ideer, og nu har vi lavet en plan, siger Lene Bitsch Bierbaum, som ud over at være medlem af Haderslev Byråd for Venstre også sidder i Forum Vojens.
Opbakning fra Forum Vojens
I sensommeren luftede hun ideerne for Forum Vojens. Her blev de positivt modtaget, og i september gav forummet så tilsagn om at støtte projektet med 300.000 kroner, hvis Lene og Jesper Bitsch Bierbaum gennem fonde og private sponsorater kunne finde de sidste 600.000 kroner. Siden har hun og hendes mand været i dialog med forskellige leverandører, og nu er de klar til at præsentere planerne.
Torsdag aften blev de positivt modtaget af bestyrelsen for ungeuniverset i Vojens, som Jesper Bitsch Bierbaum er formand for:
- Ja, jeg lagde planerne frem, og så holdt jeg mund, fortæller han.
Daginstitutioner er blevet kontaktet, og alle andre borgere inviteres også til at give deres besyv med – blandt andet på den helt nye Facebook-side ”Fuglesøen”.
- Det er vores projekt, forstået på den måde, at vi er tovholdere, men alle må meget gerne bidrage, bakke op og støtte. Vi håber, at vi nu får sat gang i snakken og inviteret hele området til at deltage, siger Lene Bitsch Bierbaum.
- Nej, det er ikke kun en Lene og Jesper-ting. Nye ideer og tanker skal være velkomne, men nogle skal løbe det i gang, og det er os, siger Jesper Bitsch Bierbaum, der står for fondsansøgningerne.
Rækken af ideer er allerede lang. Der skal ikke blot etableres en legeplads, der skal også være bålhytter, etableres træningsmateriale, der kan bruges af både børn og voksne, når de løber rundt om Fuglesøen. Lene Bitsch Bierbaum håber også, at området aktivt kan bruges i undervisningen – eksempelvis ved, at der opsættes hvide skilte, som viser hen til forskellige naturting.
- Så det aktivt kan bruges i undervisningen, tilføjer hun.
Flere udvidelser
Over tid håber Lene og Jesper Bitsch Bierbaum, at der kan komme flere forskellige aktiviteter i form af eksempelvis en lukket fodboldbane eller hockeybane samt en scene til friluftsspil.
- Men vi er slet ikke færdige, og som sagt, så er andre velkomne til at byde ind også, siger hun og understreger, at det kun er en forholdsvis lille del af det store grønne, område, som skal lægge græs til aktiviteterne.
Lene Bitsch Bierbaum er fortrøstningsfuld i forhold til at finde de resterende 600.000 kroner:
- Vi mener ikke, det er urealistisk, siger hun.
Jesper Bitsch Bierbaum, der er tidligere byrådsmedlem - også for Venstre - er enig og lægger ikke skjul på, hvad han ønsker:
- Vojens er et attraktivt lokalområde, hvor det er fantastisk at bo. Ønsketænkningen kunne godt være, at flere flyttede hertil. Derfor synes jeg, det er godt, hvis vi kan få nogle aktiviteter, som folk kan køre til udefra, eller hvor bedsteforældre kan tage deres børnebørn hen, og hvor man kan fejre fødselsdage, siger han.
Bitsch Bierbaum-parret glæder sig til at gå i gang og skabe flere aktiviteter end det, som de to lidt triste fodboldmål i øjeblikket inviterer til:
- De bliver stående, men Fuglesøen kan blive endnu bedre, siger hun.