Annonce
Kolding

Ansat i stor daginstitution smittet med corona: 32 børn og fem voksne sendt hjem

Det er i Børnehuset Ved Åen på Engstien, at en medarbejder nu har fået konstateret corona. Han fik svaret på sin test torsdag aften. Medarbejderen har ikke været på arbejde siden mandag. Foto: Google Street View
En ansat i Børnehuset Ved Åen er blevet smittet med corona. Børn og kolleger på den stue, hvor han arbejder, er blevet bedt om at holde sig hjemme.
Annonce

Kolding: En mandlig medarbejder i Børnehuset Ved Åen i Kolding fik torsdag aften at vide, at han er smittet med corona, og det betyder, at de 32 børn og fem ansatte, der er i den gruppe, hvor den pågældende medarbejder har haft sin gang på det seneste, i aftes fik besked på at blive hjemme fra i dag.

Børne-, uddannelses- og arbejdsmarkedsdirektør i Kolding Kommune Michael Petterson oplyser, at man i forbindelse med det stigende smittetal i Kolding igen er begyndt at dele børn og medarbejdere i daginstitutionerne op i mindre grupper for at undgå at bære eventuel smitte rundt i hele huset.

Derfor er det heller ikke nødvendigt at holde alle cirka 200 børn og 50 ansatte i Børnehuset Ved Åen hjemme, og man kan i stedet nøjes med den gruppe, som den smittede medarbejder udelukkende har haft med at gøre.

Den smittede medarbejder var senest på arbejde i mandags. Siden tirsdag har han været hjemme, efter at han tirsdag morgen blev ringet op af Styrelsen for Patientsikkerhed og fik besked om, at han i weekenden har været tæt på en, der har vist sig at have corona.

Det skete, da medarbejderen var ude at spille håndboldkamp mod vedkommende i lørdags, oplyser Michael Petterson.

Annonce

Alle forældre orienteres

Efter opringningen tirsdag blev han testet, blev hjemme fra arbejde, og svaret på testen fik han altså torsdag aften, hvorefter han straks gav lederen af daginstitutionen besked. Herefter blev de fem kolleger, han har arbejdet sammen med, og forældrene til de 32 børn i gruppen orienteret om smitten.

Medarbejderne skal nu testes, mens børnenes forældre enten kan vælge at få deres barn testet og vente på svar eller at holde deres barn hjemme i mindst syv dage.

Michael Petterson forklarer, at man fra forvaltningens side både har været i kontakt med kommunens egen sundhedsafdeling og med Styrelsen for Patientsikkerhed om, hvordan man skal håndtere situationen.

Børnehuset Ved Åens leder har været til stede i daginstitutionen tidligt fredag morgen for at kunne svare på spørgsmål, og samtlige forældre til børn i institutionen fik fredag morgen besked om, at en medarbejder er blevet smittet, ligesom de også blev orienteret om, hvordan man håndterer situationen.

Ifølge Michael Petterson er der umiddelbart ikke noget, der tyder på, at andre i Børnehuset Ved Åen er blevet smittet, men han tilføjer, at det vil vise sig endeligt i løbet af de kommende dage.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Mundbindskrav i den kollektive trafik vil gælde året ud

Annonce