Bramdrupdam: Det er ikke muligt at købe brød og kager hos Seest Bageri i Bramdrupdam hverken torsdag eller fredag i denne uge. Onsdag besluttede bagermester Claus Toft Hansen nemlig at lukke sin afdeling i Bramdrupdam, da han om morgenen opdagede gnavemærker i lågen mellem bagerbutikken og selve bageriet. Det fik ham straks til at tilkalde en skadedyrsbekæmper, som har konstateret, at der er et skadedyr på spil i bageriet, men endnu ikke har haft held til at fange det.
- Det er en træls situation, men vi bestemmer ikke over alt, og nogle gange sker der sådan noget her. Nu strammer vi endnu mere op på procedurer, og vi har fået sat en ekstra liste op, så bagerbutikken er mere afskærmet fra indgangspartiet, forklarer Claus Toft Hansen.
Skadedyret er nemlig kommet ind i bageriet via hovedindgangen til butikscentret, hvorfor blomsterafdelingen også har haft lukket, mens både apoteket og SuperBrugsen er gået fri på grund af solid afskærmning.
- Vi følger myndighedernes regler, og der skal gå 48 timer uden spor og gøres grundigt rent, inden vi kan åbne igen, forklarer Claus Toft Hansen, som håber, at han kan åbne så hurtigt som muligt.
Forsikringen dækker en del af hans tab i forbindelse med den midlertidige lukning.