Annonce
Tønder

Dæk eksploderede: Voldsom brand kunne ses og høres i hele byen

Den forreste del af bygningen, hvor gummigedden stod, var overtændt, da brandfolkene nåede frem. Alligevel lykkedes det med en målrettet indsats at forhindre, at ilden bredte sig yderligere. Foto: Flemming Andersen
En årvågen hundelufter og en hurtig indsats af de lokale brandfolk forhindrede, at en farlig brand i en gummiged i en lagerhal på Sønderjysk Tørreindustri bredte sig. Direktøren hørte braget hjemme i sin seng.
Annonce

LØGUMKLOSTER: - Man skal være heldig engang imellem. Hvis hundelufteren ikke var kommet forbi, og hvis brandfolkene ikke havde været hurtige, så ved jeg ikke, hvordan det havde set ud i dag.

Sådan lyder det fra direktør for halmpillefabrikken Sønderjysk Tørreindustri A/S  i Løgumkloster, Ejnar Lange. Virksomheden på Industrivej 1 blev natten til tirsdag ramt af en brand i en af de store lagerhaller. Her stod en gummiged pludselig i flammer. En hundelufter på den nærliggende Stationsvej opdagede, at der stod røg ud af bygningen og slog alarm. Umiddelbart efter at brandfolkene fra Løgumkloster var nået frem, lød der et gevaldigt brag. En af gummigedens store dæk eksploderede og slog et hul i bygningen.

Branden blev bekæmpet med vand og skum. Indsatsen på Sønderjysk Tørreindustri natten til tirsdag stod på i næsten tre timer. Foto: Flemming Andersen

- Det kunne høres og mærkes langt væk, vurderer indsatsleder ved Brand & Redning Sønderjylland, Per Frandsen, Tønder.

Det bekræfter Ejnar Lange, der bor på Tøndervej, cirka 300 meter fra virksomheden.

- Jeg var ved at hoppe ud af min seng, fortæller han.


Hvis hundelufteren ikke var kommet forbi, og hvis brandfolkene ikke havde været hurtige, så ved jeg ikke, hvordan det havde set ud i dag.

Ejnar Lange, direktør, Sønderjysk Tørreindustri A/S, Løgumkloster


Umiddelbart efter blev han ringet op og orienteret om branden.

På stedet kæmpede brandfolkene med at begrænse ilden til den ene bygning. En af nabohallerne var fyldt med halmballer.

- Så der ville vi nødig have branden over, lyder det fra Per Frandsen.

Indsatsleder Per Frandsen, Brand & Redning Sønderjylland, Tønder, styrede slagets gang. Også politiet var kaldt til branden. Foto: Flemming Andersen

Da han nåede frem, var den forreste del af lagerbygningen overtændt, og det lykkedes at holde ilden her.  En del af facaden blev flammernes bytte, og indenfor udbrændte den ene af to gummigeder samt omkring 100 tons halmpiller. Ilden bredte sig blandt anden på grund af tomme bigbags, der lå på paller.

- De er lavet af nylon og brænder som krudt, lyder det fra Ejnar Lange.

Annonce

Tre timer

Brandfolkenes indsats stod på i næsten tre timer. Ud over de lokale brandfolk fra Løgumkloster sendte indsatslederen også bud efter forstærkning fra Bredebro samt en tankvogn og stigevogn fra Tønder. Sidstnævnte blev der dog ikke behov for.

- Da de lander, havde vi styr på det, siger Per Frandsen.

Politiet skal nu undersøge brandårsagen nærmere. For Ejnar Lange står det fast, at ilden er opstået omkring den ene af de to gummigeder. Det undrer ham.

- Vi har faste regler om, at hovedafbryderen skal slås fra for at undgå kortslukninger. Det var den også her, siger han.

Selv om branden altså var voldsom, får den ingen indvirkning på virksomhedens produktion.

- Vores produktionsanlæg er intakt, lyder det fra direktøren.

Ifølge politikommissær Thomas Berg fra Syd- og Sønderjyllands Politi er ilden opstået i noget halm tæt på gummigedden, der havde været i brug nogle timer før.

- Så vi antager, at det er varmepåvirkning derfra, der har startet branden. Vi har ikke grund til at antage, at nogen har været derinde. Hallen var låst, da brandfolkene ankom. Derfor er brandstedet også frigivet, siger Thomas Berg.

Annonce

Anden gang

Det er anden gang, at Sønderjysk Tørreindustri, der i Løgumkloster kun kaldes for "æ pillefabrik" blev ramt af en brand. Tilbage i august 2019 gik der ved højlys dag ild i et halmlager. Også her var en hurtig indsats fra brandfolkenes side afgørende for, at den potentielt farlige brand ikke udviklede sig yderligere.

Et stort opbud af frivillige brandfolk forhindrede, at ilden fra lagerhallen bredte sig til andre, nærliggende bygninger, hvor der blandt andet befandt sig et større lager af halmballer. Foto: Flemming Andersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce