Annonce
Indland

Døde vildsvin ved Ærø testes ikke for frygtet svinesygdom

Gregor Fischer/Ritzau Scanpix
Syv døde vildsvin er på få dage skyllet i land ved Ærø, men de testes ikke for afrikansk svinepest.

Siden søndag er syv døde vildsvin ifølge TV2 Fyn skyllet i land ved Ærø.

De døde dyr bliver fjernet, men de testes ikke for, om de er blevet syge af afrikansk svinepest.

- For skulle de være smittede, ville der blive registreret svinepest i Danmark. Og det ville have konsekvenser for økonomien, siger chefkonsulent Stig Mellergaard fra Fødevarestyrelsen til den nordtyske nyhedsportal SHZ.

Netop afrikansk svinepest har de seneste måneder hærget i både Europa og Asien med store økonomiske konsekvenser som følge.

Danmark har valgt at opføre et hegn langs den sønderjyske grænse mod Tyskland for at holde vildsvin ude.

Stig Mellergaard siger til det tyske medie, at han ikke tidligere har oplevet så mange døde vildsvin skylle i land på én gang.

Hans teori er, at dyrene kommer fra Tyskland eller Polen.

- Formentlig er de druknet under forsøget på at krydse et vandløb og er så af strømmen blevet ført over Østersøen til Ærø, siger han til SHZ.

Syd for grænsen er der en anden praksis med hensyn til at teste døde vildsvin.

Alle dødfundne vildsvin i delstaten Slesvig-Holsten testes ifølge SHZ.

- Det er den vigtigste metode til tidligt at opdage svinepest, siger Joschka Touré, der er talsmand for det slesvig-holstenske miljø- og landbrugsministerium, til mediet.

Det vækker undren hos biolog Morten Elmeros fra Aarhus Universitet, at danske myndigheder ikke tjekker de døde dyr for afrikansk svinepest.

- Det ville være det eneste logiske skridt for at få sikker viden om vildsvinene og deres sygdomme. Men åbenbart vil de hellere leve i uvished, siger Morten Elmeros til SHZ.

Hvis der konstateres afrikansk svinepest i Danmark, vil det få store konsekvenser for landbrugserhvervet.

Hele den danske eksport af svinekød til lande uden for EU vil ifølge Landbrug & Fødevarer lukke øjeblikkeligt som en konsekvens af et udbrud.

Eksporten af dansk svinekød til tredjelande udgør 11 milliarder kroner årligt.

/ritzau/

Link til artikel på TV2 Fyn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev For abonnenter

'Emmas' far drak og kunne vende på en tallerken på et splitsekund: - Far er virkelig sød, når han er ædru

Erhverv

Barsk maj for Billund Lufthavn: Massefyringer og nedgang på 98,3 procent

Annonce