Annonce
Danmark

Danmark til virtuelt klimatopmøde: Hvad går det ud på?

Den grønne omstilling skal tilbage på den globale dagsorden. Præsident Biden fremlægger USA’s nye nationale reduktionsmål ved et virtuelt topmøde torsdag og fredag med 40 stats- og regeringschefer, finansministre, repræsentanter for den private sektor og for klimagrupper, herunder ungdomsbevægelsen Fridays for the Future.(Foto: Kacper Pempel/Ritzau Scanpix)
USA’s præsident, Joe Biden, er torsdag og fredag vært for et klimatopmøde med deltagelse af 40 forskellige ledere - herunder Mette Frederiksen. Forventningerne er ord og løfter, snarere end aftaler og forpligtelser. Så hvad er meningen? Avisen Danmark svarer på fem centrale spørgsmål om mødet.

Amerikanerne melder sig på ny ind i den grønne kamp. En optakt til COP26. Klimatopmøde på dyster baggrund.

Sådan lyder nogle af mediernes overskrifter om det virtuelle møde ved navn Leaders Summit on Climate. På Joe Bidens initiativ diskuterer 40 verdensledere - blandt andre Danmarks statsminister Mette Frederiksen - klimasituationen torsdag og fredag.

Avisen Danmark rejser fem spørgsmål vedrørende mødet. Og besvarer dem ved hjælp den danske regerings klimaambassadør, Thomas Anker Christensen, samt klimarådgivere fra Greenpeace og Care Danmark.

Annonce

1 Hvad er forventningerne til mødet?

Joe Biden og co. kommer ikke til at redde planeten inden weekenden. Snarere gøder de jorden for det internationale klimatopmøde i Glasgow i november, COP26.

Danmarks klimaambassadør kalder Bidens virtuelle møde for “en forudsætning for at COP26 bliver en succes”.

- Forventningen er, at det kommer til at markere et meget markant gearskifte for hele den globale samtale om klima, siger Thomas Anker Christensen.

Nogenlunde samme røster lyder fra den danske NGO-verden.

- Jeg har et håb om, at det her bliver startskuddet til, at klimaet igen bliver et centralt tema på den internationale scene, siger John Nordbo, der er klimarådgiver i den humanitære organisation Care Danmark.

De 40 verdensledere skal blandt andet diskutere målsætningerne i Parisaftalen - en stor klimaaftale, der blev indgået i 2015. Til stående ovationer vedtog alverdens lande dengang, at den globale opvarmning skulle bremses, før gennemsnitstemperaturen steg 2 grader - ja faktisk helst inden den steg 1,5 grader.

Det kræver omfattende og strukturelle omvæltninger, som verdenssamfundet endnu ikke er gået igang med. Selv om vi sidste år på grund af corona lukkede samfund ned og holdt flyvemaskinerne på jorden, gjorde vi ingen positiv forskel for klimaet. Det er konklusionen på en rapport, som FN’s meteorologiske organisation, WMO, offentliggjorde onsdag.

Nu forventes det, at statsministre og præsidenter igen skal minde hinanden om, hvor altafgørende klimakampen er - snarere end de skal lave bindende aftaler. Alligevel er der optimisme at spore hos klimaaktivisterne:

- I forhold til hvor grelt det har stået til i det globale klimasamarbejde på grund af Donald Trump og pandemien, så er vi helt klart forventningsfulde nu. Måske ligefrem forhåbningsfulde, siger Helene Hagel, Greenpeace’s klima- og miljøpolitiske leder.

2 Hvordan er landene blevet udvalgt?

Amerikanerne har selv sammensat mødets deltagere. Da Joe Biden var på kampagnesporet til præsidentvalget 2020, lovede han, at han ville prioritere klimaet højt. USA skulle gøre noget selv, sagde han. Men de skulle også have resten af verden med.

Begge løfter forsøger han at levere på. Og der er en vis logik i, hvem der er inviteret med til Leaders Summit on Climate.

Ledere fra samtlige 17 økonomier, der udgør Major Economies Forum on Energy and Climate Change (MEF), er inviteret. De 17 økonomier er tilsammen ansvarlige for omkring 80 procent af verdens udledning af CO2.

Synderne er Australien, Brasilien, Canada, EU, Frankrig, Indien, Indonesien, Italien, Japan, Kina, Mexico, Rusland, Storbritannien, Sydafrika, Sydkorea, Tyskland og USA.

- Derudover har han suppleret med ledere fra små østater, sårbare lande og nogle af de fattigste nationer, som er truede af klimaforandringerne, siger John Nordbo fra Care Danmark.

- Og så har han inviteret nogle af de lande, som kan vise vejen.

Hvilket leder os til næste spørgsmål.

3 Hvorfor er Danmark med?

For at inspirere.

Danmark er inviteret med til topmødet som et af seks EU-lande. Og Mette Frederiksen får fredag to minutters internationalt rampelys, som hun kan sole sig i. Hun skal afgive et dansk indlæg, der handler om betydningen af innovation for den grønne omstilling.

- Statsministerens invitation er en anerkendelse af, at Danmark er et af de mest ambitiøse grønne lande i verden. Ved at sætte klimabarren så højt, som vi har gjort fra dansk side af, så har vi også været med til at tegne den spilleplade, som alle andre spiller på nu, siger regeringens klimaambassadør, Thomas Anker Christensen.

Han regner med, at Mette Frederiksen vil tale om vindmøller, vedvarende energi i det danske energinet samt vores klimaplan.

Det samme forventer Care Danmark og Greenpeace. Men de håber begge på mere, fortæller de Avisen Danmark.

Care Danmark ser gerne, at statsministeren også minder verdenslederne om, at vi har forpligtet os til at bistå de fattigste lande med den grønne omstilling. Og Greenpeace ønsker, at hun vil sætte Danmarks barre endnu højere - ved for eksempel at annoncere udfasningen af sojaimport fra Brasilien og biomasseafbrænding.

Men det skal de nok ikke gøre forhåbninger om, siger klimaambassadør Thomas Anker Christensen:

- Nu har hun jo kun et par minutter at tale i, og hun er inviteret til at tale om innovation. Så jeg tror ikke, at lige præcis de emner vil ligge indenfor skiven.

4 Er USA igang med en grøn revolution?

Klimapiben har i hvert fald fået en noget anden lyd, efter at præsidenten blev skiftet ud. Hvor forgængeren Donald Trump hev USA ud af Parisaftalen, vil Joe Biden halvere landets udslip af drivhusgasser inden år 2030. Det er ambitiøst. Det er næsten en fordobling af det mål, præsident Barack Obama i sin tid satte for USA.

- Det er farligt at bruge Trump som målestok, for sammenlignet med ham klarer alle sig jo godt. Men det er gode takter, vedkender Helene Hagel, Greenpeace’s klima- og miljøpolitiske leder, der dog gerne havde set, at reduktionsmålet var 70 procent.

Positiv er også den danske regerings klimaambassadør, Thomas Anker Christensen.

- Amerikanerne ved godt, at de har tabt en del år. Og der er ingen tvivl om, at Biden og hans team er fast besluttede på, at få USA ind i en førende global position. De har gang i en grøn omstilling på turbo.

Vejen til den grønne omstilling i USA er imidlertid ikke uden gevaldige bump på vejen. Ifølge John Nordbo, der er klimarådgiver i den humanitære organisation Care Danmark, kommer Biden til at kæmpe en hård kamp mod olieselskaberne.

- Men det er ikke desto mindre imponerende, hvad Biden forsøger at gøre, siger John Nordbo.

5 Hvordan er verdens klimasituation?

Her er både forskere, NGO’er og Danmarks klimaambassadør enige: det står skidt til, og verden har travlt.

Hvis vi ikke formår at holde den globale temperaturstigning nede omkring halvanden grad, har vi sandsynligvis ikke en beboelig planet i fremtiden. I hvert fald ikke for ret mange mennesker.

- Den helt simple risiko er, at vi får sat gang i en ustoppelig smeltning af Grønlands indlandsis. Det vil skabe syv meter høje vandstigninger. 14 meter, hvis også Antarktis smelter, siger John Nordbo fra Care Danmark.

- Det vil gøre, at enorme områder bliver oversvømmet - også i Danmark.

Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Fabrik må sige nej til ordrer på grund af mangel på faglærte: - To ledige job kan barbere fem procent af omsætningen

Aabenraa For abonnenter

Bevæbnet militær ruinerede familiens hjem: Syv år senere er de fuldt integrerede i Danmark - men risikerer nu at blive sendt tilbage

Sønderborg

Nybyggeri i historisk bymidte: Firma får ja til at opføre fem etageejendomme

Tønder For abonnenter

Eksplosivt: Tyskere køber huse i Tønder som aldrig før

Sport

Chris Anker Sørensen er omkommet efter trafikulykke i Belgien

Vejen For abonnenter

Lottes lille datter kæmper med spiseproblemer: - Fagfolk siger, at hun kun lige spiser, så hun kan holde sig kørende og overleve

Danmark

Lørdagens coronatal: Antallet af indlagte falder til det laveste siden midt i august

Debat

Redaktørens stol: Nyhedsbrevet Dagens Danmark står tidligere op

Sydjylland

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Billund

Hotel Propellen er blevet solgt: Skifter ejer den 1. oktober

Haderslev For abonnenter

Kandis-sang og hunden Rocky reddede René fra at tage sit eget liv

Sønderjyske Fodbold For abonnenter

Rutineret lejesvend vil ikke bare slukke en brand. Han vil blive i SønderjyskE, og han mener ikke, at alderen er et problem

Billund For abonnenter

Se drone-video: Sådan ser Gyttegård Plantage og Grene Sande ud fra luften

Sønderjylland For abonnenter

Sønderjyder med succes: Mesterkokke med Michelin-stjerner opvokset i samme mindre by

Annonce