Kolding: Den gamle, slidte og mildt skæve minigolfbane, som har ligget i Legeparken har måttet lade livet.
I stedet har en helt ny motorikbane set dagens lys, og med den kommer der helt sikkert mere hop, løb og kravlen rundt i Legeparken i Kolding, når parkens nye attraktion bliver åbnet for offentligheden på onsdag den 5. juni.
For Mette Strømgaard Dalby, der som leder af Nicolai Kultur også er chef for Legeparken, er der ingen tvivl om, at motorikbanen vil gøre det endnu sjovere og spændende at være gæst i Legeparken. Den er både for de børn, der kan lide at være vilde og bevæge sig, og for de børn, der måske tilbringer lidt for mange timer bænket ved en skærm.
- Vi ved, at der er et behov for sådan noget her, for mange børn sidder meget ned, og motorikbanen giver nogle helt andre muligheder end før. Med banen får vi et aktivitetsområde, der virkelig vil noget, siger Mette Strømgaard Dalby om motorikbanen, der slutter med både en svævebane og et stort edderkoppespind, man kan klatre til vejrs i.
Indvielsen
- Den nye motorikbane i Legeparken er blevet en realitet ved hjælp af en donation 250.000 kroner fra Salling Fondene.
- Inden planlægningen af banen har lederen af Nicolai Kultur og Legeparken, Mette Strømgaard Dalby, holdt møde med flere daginstitutions- og skolefolk om banens udformning, og hvad de mener, børn har brug for.
- Motorikbanen indvies Grundlovsdag klokken 11 i forbindelse med det store grundlovsarrangement for børn, der holdes mellem kl. 11 og 16.
Sjove udfordringer
Syvårige Ellie Pixie fra Støvring i Nordjylland og hendes fætter Storm på seks år fra Vejle fra torsdag for første gang i Legeparken, da de sammen med deres familier var til sammenkomst der.
De kunne begge rigtig godt lide de eksisterende legeredskaber og muligheder i Legeparken, for eksempel den store rutsjebane på øen og mooncarbanen.
Men den nye motorikbane er bare toppen, var de to gæster udenbys fra enige om, efter et besøg i det grønne område, hvor banen ligger side om side med skyggefulde træer.
Banen med træredskaber, hvor man blandt andet får udfordret sin balance, er sjov og består af mange forskellige slags udfordringer. Ellie Pixie kunne især godt lide de opretstående , skæve træpæle, hvor der er hugget trin i, og som man skal forcere.
En svævebane er altid et hit, mener hun og fætteren, og den kommer nok til at blive det sjoveste i Legeparken, når den åbner.
Vil gerne tilbage
Også det store edderkoppespind, der endnu er spærret af bag et hegn, bliver formentlig en succes, mener Ellie Pixie og Storm.
- Henne i min skole har vi også sådan et, og det bruger jeg rigtig tit, fortæller Ellie Pixie.
Storm ser de små træsæder, der fungerer som en slags enmands-karruseller, man selv kan få til at køre rundt. Han sætter sig, får fart og falder af med et stort grin. Op igen og igen op i fart. Det her er også lige sagen, synes han.
Ellie Pixie og Storm har næste kun ros til overs for Legeparken, og det nye motorik- og legeområde gør kun parken endnu bedre. De to vil i hvert fald gerne tilbage til parken en anden gang.
- Jeg gad gerne komme her, for den er faktisk rigtig sjov, siger Ellie Pixie, mens hendes fætter tilføjer en enkelt ting, han mangler i Legeparken.
- Der mangler ægte trafiklys på mooncarbanen, siger han, og hermed er den idé givet videre.