x
Annonce
112

Dengang landevejsridderen lige pludselig skulle begraves - og andre fortællinger fra 25 frivillige år

Vibeke Pedersen og Kirsten Kolby var blandt pionererne, da Tarm fik et frivilligcenter. Det blev til mange gode oplevelser for dem begge - og ikke mindst mange gode kopper kaffe i frivillighedens tjeneste. Foto: Mads Dalegaard
Fredag fejres FrivilligVests 25 års jubilæum. I Tarm fik man et frivilligcenter på forsøgsbasis fra Socialministeriet, og det lagde grundstenen til den organisation, man har i dag.

TARM: Prøv at sige følgende sætning: Modelprojekt for styrkelse af samarbejdet mellem det frivillige sociale arbejde og kommunerne!

Hvis du ikke rigtig kan finde ud af, hvad sådan et modelprojekt dækker over, så er du tilgivet. Men prøv at kigge rundt og se på alt det frivillige arbejde, der er i kommunen og som har relation til FrivilligVest. For faktisk er fundamentet for FrivilligVest netop modelprojektet med det knudrede navn - og nu er det 25 år siden, at grundstenen blev lagt.

I 1994 var Karen Jespersen (dengang S) socialminister, og hun afsatte en pulje, der skulle hjælpe foreningslivet og det frivillige arbejde rundt om i landet ved at give det ordnede rammer. Det skulle være et forsøgsprojekt, og Socialministeriet var på udkig efter otte kommuner, der skulle prøve ideen af i praksis. I Egvad Kommune var Kirsten Kolby socialudvalgsformand, og sammen med socialdirektør Anders Kjærulff, så hun muligheden for at prøve noget spændende af. Egvad Kommune søgte og fik bevilliget projektet med et beløb på 400.000 kroner årligt i fire år.

- Jeg ved ikke, hvor stor begejstringen var i socialudvalget, men der blev sagt: Prøv da, fortæller Kirsten Kolby, der nogle år senere blev leder af frivilligcentret.

Der kom en bestyrelse, og der blev søgt penge fra diverse puljer. Udfyldelse af ansøgninger og jagten på penge var et uendeligt arbejde. Egvad Kommune valgte at give alle deres §115-midler til frivilligcentret. Det var man forundret over i andre kommuner, for det var jo foreningslivets penge, men i Egvad var foreningerne tilfredse, for de fik hjælp til alt, hvad de havde behov for. Og endelig var der dem, det hele handlede om: De frivillige!

88-årige Vibeke Pedersen var med i den første husgruppe. Hun har altid været frivillig, både med spejdere, husmoderforening og senere med ældreråd, og da muligheden for at blive organiseret i et frivilligcenter bød sig, sprang hun til og blev en del af livet på Tømmergården, hvor centret holdt til.

- Der hørte man jo bare til. Man kunne altid kigge ind til en snak, fortæller Vibeke Pedersen, der altid har haft en stor berøringsflade, hvilket var en fordel for frivilligcentret.

Aktiviteterne afspejlede på mange måder livet, som det tog sig ud i 90´ernes Tarm. Mange strukturer var ændret, og eksempelvis var der ikke længere så mange til at komme og finde ældre mennesker, der var faldet i eget hjem. Telefonkæder var en ny løsning på det problem, og det var blandt de første aktiviteter, der kom i gang. Lidt efter gjorde computerne deres indtog - og på frivilligcentret var man med på noderne og etablerede en datastue.

- I Tarm kan man altså bare noget med de frivillige. Man har altid været gode til at mønstre frivillige til at hjælpe, konstaterer Kirsten Kolby.

Annonce
Vi havde jo troet, at der nok kom 10 deltagere, og så ville vi da sørge for at der var noget til de få... Kirken var proppet! Venner. Familie. Vi vidste jo ikke, at Lige Pludselig kendte så mange.

Kirsten Kolby, frivillig

Lige Pludseligs begravelse

Daværende leder Inga Thuesen havde en formidabel evne til at få mennesker ind i huset og føle sig hjemme - uanset hvilken baggrund, de så havde. Eksempelvis fik hun fat i nogle narkomaner og fik dem til at hjælpe med at male.

Da Tarm i et stykke tid havde været plaget af subsistensløse, der sad og drak i bibliotekshaven, løste kommunen det på den måde, at der blev indkøbt en skurvogn, hvor de kunne sidde i. Det var frivilligcentret, der stod for den i dagligdagen, og Inga Thuesen lagde gerne vejen forbi.

Her mødte hun landevejsridderen Lige Pludselig. Ham tog hun med ud til skoler for at holde foredrag om, hvordan et liv på samfundets bund så ud, og som sådan blev han også frivillig.

Men så døde Lige Pludselig. Andre steder ville man måske ikke mene, at det var et frivilligcenters opgave, men ud fra tanken om, at Lige Pludselig havde haft et svært liv og at der nok ikke kom så mange til begravelsen, så tilbød frivilligcentret at lave kaffe efter begravelsen. Inga Thuesen og Kirsten Kolby tog selvfølgelig med.

- Vi havde jo troet, at der nok kom 10 deltagere, og så ville vi da sørge for at der var noget til de få... Kirken var proppet! Venner. Familie. Vi vidste jo ikke, at Lige Pludselig kendte så mange. Det eneste, jeg tænkte på, var, hvor vi skulle få alt det kaffe fra, når Svend Nygaard (daværende sognepræst) om lidt sagde, at der var kaffe. Vi skyndte os hen til bager Winston og fik alt deres overskudsbrød, husker Kirsten Kolby.

Frivilligcentret i Tarm blev ved kommunalreformen i 2007 fusioneret med de andre frivillighuse i kommunen. I dag er der ikke meget tilbage af det, der var i Tarm. Nu ligger kontoret i Skjern og er en indgangsportal til alt omkring frivillighed.

- Jeg kan godt lide, at man har fået samlet det hele på et sted, men omvendt kan jeg også være bange for, at man mister noget. Det kulturelle og idrætslivet er store mastodonter at være oppe imod, og der kan jeg godt være lidt bekymret for det frivillige sociale arbejde, siger Kirsten Kolby.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce