Annonce
Aabenraa

DF-profil i 11 år: Nu bliver han skiftet ud med opkomling

Ejler Schütt (t.h.) er Dansk Folkepartis viceborgmester og gruppeformand i i Aabenraa Kommune, men når valgkampen til 2021 sætter i gang er Arne Leyh Petersen partiets førstemand. Arkivfoto: Timo Battefeld
Arne Leyh Petersen er ny spidskandidat for Dansk Folkeparti i Aabenraa Kommune. Ejler Schütt, nuværende viceborgmester og gruppeformand, overvejer fremtiden uden for DF.
Annonce

Aabenraa: Dansk Folkeparti i Aabenraa valgte et generationsskifte. Det bliver 55-årige Arne Leyh Petersen, der bliver partiets spidskandidat, når der er kommunalvalg 16. november 2021. Det afgjorde medlemmerne på torsdag aftens opstillingsmøde på Folkehjem, hvor 40 stemmeberettigede medlemmer var mødt frem.

- Vi nåede op på syv kandidater, og så er bestyrelsen bemyndiget til at supplere med flere senere, så det er rigtig fint, lød det fra Ida Smed, der er formand for partiforeningen og byrådsmedlem.

- Jeg er fortrøstningsfuld, og jeg synes, det ser godt ud. Der er kommet lidt udskiftning, uddybede hun og gjorde rede for ambitionen ved det kommende kommunalvalg.

- Vi skal mindst være fem inde igen, men gerne seks eller syv, sagde hun.

Der var lagt op til et kampvalg mellem Arne Leyh Petersen og 76-årige Ejler Schütt, der har været partiets spidskandidat ved de seneste tre kommunalvalg. Men den nuværende viceborgmester og gruppeformand havde betinget sig, at bestyrelsen anbefalede ham over for partiforeningens medlemmer, og det skete altså ikke, hvorfor han ikke var en kandidat.

Annonce

Mødet var en bekræftelse

Ejler Schütt deltog i opstillingsmødet, men stillede op gjorde han ikke, fordi bestyrelsens opbakning ikke var til stede, hvilket han havde stillet som ultimatum.

- Jeg har nok fået bekræftet, at nogen var særligt indbudt for at give en stemme til visse personer. Det er bare en formodning, jeg har, sagde Ejler Schütt efter opstillingsmødet.

I tre valgkampe i træk har viceborgmesteren ellers været spidskandidat.

- Der er ikke taknemmelighed i politik, men jeg synes godt, man kunne have opført sig mere anstændigt og have haft den dialog med Arne og jeg, som jeg har efterlyst, men med sådan en inkompetent formand (Ida Smed, red.) kan man ikke forvente ret meget, mente Ejler Schütt.

Der resterer stadig 14 måneder af indeværende byrådsperiode,

- Nu er terningerne kastet, og så må jeg få det bedste ud af perioden. Enten som DF'er, løsgænger eller i et andet parti. Det er noget, jeg vil overveje nu, sagde Ejler Schütt, som vil gøre sin stilling klar først i det nye år.

Annonce

Sympatien er i bund

Og så gælder det kommunalvalget i 2021.

- Jeg har vældig stor sympati for DF på landsplan, men når det kommer til DF i Aabenraa ligger min sympati under gulvtæppet, synes Ejler Schütt, der har svært ved at se en mulighed for samarbejde i gruppen efter valget af spidskandidat.

Ida Smed, formand for Dansk Folkeparti i Aabenraa Kommune, er med på listen til kommunalvalget i 2021. Arkivfoto: Jacob Schultz

I stedet er det Arne Leyh Petersen, som er i gang med sin første periode som byrådsmedlem, hvor han er formand for teknik- og miljøudvalget og medlem af økonomiudvalget, der er i front i næste års valgkamp.

- Jeg er rigtig glad for og beæret over, at medlemmerne viste mig den tillid, sagde Arne Leyh Petersen efter opstillingsmødet.

- Jeg er ydmyg, og så skal vi i arbejdstøjet, tilføjede han.

Ejler Schütt holder fast i, at han er færdig med Dansk Folkeparti, når denne periode udløber om 14 måneder, men hvordan han forholder sig til, at han nu er del af en gruppe, der har været med til at vælge ham fra, ved han endnu ikke.

- Det ser jeg på først i det nye år, slår han fast.


Jeg kan ikke tillade mig at være sur, for jeg har selv fremprovokoret den her situation.

Ejler Schütt (DF), viceborgmester og gruppeformand


Sådan er DF's liste

  • Dansk Folkeparti i Aabenraa Kommune har lige nu syv kandidater til kommunalvalget i 2021 i prioriteret rækkefølge:
  • Arne Leyh Petersen, Ida Smed, Mikael Nielsen, Jette Julius Kristiansen, Christian Gramstrup Lauridsen, Ove Pedersen og Johannes Højland Classen.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt

Næsthøjeste smittestigning nogensinde: De fleste kommuner rammes

Annonce