Annonce
Esbjerg

Dinas mand blev begravet for åben skærm: Corona-nedlukning tvinger os til at sige farvel på nye måder

Coronakrisen har tvunget danskerne til at tænke anderledes, når det kommer til begravelserne. Tiltag fra regeringen forbyder store forsamlinger, og derfor er flere nu begyndt at livessende højtideligheden fra kirken via internettet. På den måde kan alle være med. Arkivfoto
De mange tiltag for at forhindre spredning af coronavirusset rammer også kirkerne i Esbjerg. I den kommende tid er det nemlig kun ganske få, der må bruge kirkerne ad gangen, og det skaber nogle hidtil usete udfordringer i forbindelse med for eksempel begravelser. Derfor er flere begyndt at tænke i helt nye baner, og for nyligt blev Dinas mands begravelse i Sædden Kirke livestreamet til hundredvis af seere.
Annonce

ESBJERG: Det er næsten som at være der selv. Når man har klikket på ”play” kan man i hvert fald høre den der form for afventende stilhed, som man kun finder i en kirke.

Lyden af en stol, der knirker og mennesker, der hvisker til hinanden. Og senere af kirkeklokker, der ringer.

Midt i billedet er der en hvid kiste, og bag kisten står en præst i sort kjole med hvid krave. Foran sidder familie og venner med coronakorrekt afstand til hinanden. Det er et farvel.

Lørdag den 14. marts blev Thomas Bjørn Mikkelsen begravet i Sædden Kirke. Her tog hans kone Dina Bjørn Mikkelsen, hans børn, samt den nærmeste familie og venner, afsked med en mand, der døde alt for tidligt. På mange måder var begravelsen som mange andre. Men så alligevel ikke. På grund af coronakrisen blev den livestreamet via Facebook.

Thomas var en populær mand med en stor omgangskreds, og derfor havde kirken og familien forventet op imod 500 mennesker til begravelsen.

Men da regeringen kort forinden besluttede at forbyde store forsamlinger, så ændrede familiens planer sig totalt.

- Jeg havde en retfærdig harme over, at vi ikke kunne tage ordentlig afsked med Thomas. Kirken havde været helt fuld, for han var en mand, der gjorde indtryk på folk. Og det ville ikke være en ordentlig afsked, hvis ikke folk havde muligheden for at være med, siger Dina Bjørn Mikkelsen.

Om begravelser i corona-Danmark

Regeringens tiltag i forbindelse med coronakrisen har sat klare begrænsninger for, hvor mange der må forsamle sig rundt omkring i landet.

Dermed er folkekirken særdeles hårdt ramt. Dåb, konfirmationer og gudstjenester er blevet aflyst, og mulighederne ved begravelse er blevet begrænset.

Flere kirker rundt omkring er allerede begyndt at livetransmittere gudstjenester, og lørdag blev Thomas Bjørn Mikkelsens begravelse sendt live via Facebook.

Annonce

Hvad gør vi nu?

- Hvad gør vi nu, tænkte familien indtil bedemanden spurgte, om det kunne være en idé at livestreame begravelsen via internettet. Det lød som en god mulighed, og da en god ven af familien tilbød at filme, blev det vedtaget.

Og derfor så hundredvis af venner, bekendte og familiemedlemmer lørdag med, mens Thomas blev begravet. Og siden har flere end 1000 set eller genset højtideligheden.

- Folk tog helt vildt godt imod det. Og vi er nået ud til mange flere, end vi ellers ville. Derfor er der også endnu flere, der har haft muligheden for at sige farvel til Thomas. Så fra at starte som en negativ begrænsning, endte det som en god mulighed for et godt farvel, siger Dina.

Annonce

Tendensen vil brede sig

Indskærpede regler for forsamlinger og for arrangementer i folkekirken har været en del af den nye virkelighed med coronapandemien. Og for sognepræst i Sædden Kirke, Bent Skovhus, var det også en meget positiv oplevelse, at så mange af Thomas’ venner og bekendte kunne kigge med hjemme fra stuerne.

- Vi er jo tvunget til at tænke i andre baner, og vi overvejer lige nu selv at skaffe udstyr, så vi kan tilbyde livestreaming til andre familier. Der er mange, der ikke kan være med på grund af corona, og det er trist. Jeg har for eksempel lige haft en begravelse, hvor der kun var 19. Der ville have været mindst 6 gange så mange, hvis det ikke var for den virus.

Miriam Florez, der er præst i kirkerne på Fanø og stiftspræst for åndeligt søgende, fortæller, at det er et stort problem for familierne, at de ikke kan sige farvel på en ordentlig måde, og derfor er hun som præst ekstra opmærksom på at være der for de efterladte familier.

- Man kommer til at mangle noget, når man ikke kan sige farvel på den optimale måde. Så det lyder som en god midlertidig løsning, at man livestreamer begravelser. Det vil gøre, at familiernes farvel bliver bedre, og de kan få mere af det, de har brug for, siger hun.

Nogenlunde sådan så det ud, da Thomas Bjørn Mikkelsens begravelse blev livestreamet via Facebook til hundreder af seere. For familien Mikkelsen var det en meget positiv oplevelse. Privatfoto
Annonce

Anbefaling

Dina Bjørn Mikkelsen har da også tænkt sig at anbefale metoden til folk, hun møder på sin vej. Og når coronakrisen er afsluttet, planlægger hun at holde en stor og mere glædelig fest for venner og familie.

- Jeg synes, at man skal se det som en mulighed. Vi havde en utrolig god oplevelse, og vi følte at folk fra nær og fjern fik sagt farvel. Det er naturligvis ikke det optimale, men tiden er anderledes lige nu, og det var nødvendigt. Og for os var det et godt farvel til et dejligt menneske.

Annonce
Annonce
Regionalt For abonnenter

Udenlandske par står i kø for at blive gift i sønderjyske bryllupskommuner: Ingen ledige tider resten af året

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Energinet får finkæmmet byggeplads efter aktion - sikkerhed for aktivister og medarbejdere er i højsædet

Regionalt

Efter 21 førstehjælpsaktioner på syd- og sønderjyske strande: Nu advarer livreddere badegæster om at passe på i stormfuldt sommervejr

Annonce