Annonce
Erhverv

Direktør mangler hænder: Folk skal bare søge

Der er 22 minusgrader på frysehuset i Padborg, men føreren af gaffeltrucken har det pænt varmt. Foto: Claus Thorsted
Medarbejderne på Agri-Norcolds frysehuse i blandt andet Padborg har de seneste måneder haft ekstremt travlt. Lige nu er der akut mangel på arbejdskraft.

Padborg: En stor efterspørgsel på grisekød til Kina har siden sommer betydet, at endnu mere kød skal fryses, så det kan sendes til Kina. Det har lagt pres på Agri-Norcold, der lige nu har akut mangel på arbejdskraft på frysehusene i Padborg, Hobro, Vejen og Kolding.

Fra virksomhedens side er opfordringen da heller ikke til at tage fejl af.

- Min opfordring er, at folk bare skal søge. Vi er klar til at tage imod dem, siger Jan Nielsen, der er administrerende direktør hos Agri-Norcold, der har hovedkontor i Hobro.

Jobbet på Agri-Norcolds frysehuse består i høj grad af at være god til at køre med gaffeltruck, når kødet kommer i lastbiler fra et slagteri og skal køres til indfrysning. Men der er også behov for lagermedarbejdere.

- Vi mangler lige nu medarbejdere på frysehusene i Padborg, Hobro, Vejen og Kolding, og dem håber vi på, at vi snart kan finde, siger Jan Nielsen, der dog ikke kan sætte et nøjagtigt tal på, hvor mange nye medarbejdere de forskellige frysehuse har brug for.

- Det er svært at sætte tal på, siger han.

Annonce
Min opfordring er, at folk bare skal søge. Vi er klar til at tage imod dem.

Jan Nielsen, administrerende direktør hos Agri-Norcold

Ramt af svinepest

Den store efterspørgsel på grisekød til Kina skyldes ifølge den administrerende direktør, at det store land er hårdt ramt af svinepest, og det har i den grad vendt op og ned på hverdagen på frysehusene. Den øgede travlhed har betydet, at medarbejderne på Agri-Norcolds frysehuse har løbet hurtigt de seneste måneder, hvor både aftener og weekender er taget i brug.

- Vi har ekstremt travlt, fordi der kommer meget mere kød igennem nu. Vi er selvfølgelig glade for den ekstra tørn, vores medarbejdere har taget de seneste måneder, men vi forventer, at efterspørgslen fra Kina bliver vedvarende. Jeg tror, at den ekstra travlhed vil række et par år ud i fremtiden, siger den administrerende direktør.

Varme i førerhuset

I Padborg har Agri-Norcold to afdelinger, og på frysehuset på Industrivej håber afdelingsleder Benjamin Sterner, at antallet af medarbejdere snart bliver forøget.

- Vi søger både lagermedarbejdere og personer, der kan håndtere en gaffeltruck, siger Benjamin Sterner, der heller ikke tør sætte tal på, hvor mange medarbejdere der er brug for i Padborg.

I Agri-Norcolds forskellige frysehuse er der 22 minusgrader inde i fryserummene, men nye medarbejdere skal ikke være bange for at komme til at fryse på arbejdet.

- Vi har selvfølgelig noget meget varmt tøj på, og når man kører gaffeltruck, er der over 20 plusgrader inde i førerhuset, siger Jan Nielsen.

I Padborg har Agri-Norcold lige nu 32 ansatte på de to afdelinger.

Agri-Norcold

Agri-Norcold har hovedsæde i Hobro og flere afdelinger rundt omkring i landet.

Medarbejderstaben tæller sammenlagt omkring 500 ansatte.

Agri-Norcold har transport- og logistikvirksomheden Frode Laursen A/S og slagteriet Danish Crown som hovedaktionærer.

Øget efterspørgsel på grisekød til Kina giver travlhed hos Agri-Norcold. Foto: Claus Thorsted
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
EfB

EfB henter polsk VM-spiller

Kommentar For abonnenter

Garden på den kommunale finanslov

Der er jo ikke ligefrem, fordi pengene hænger på træerne, når det gælder økonomien i Vejen Kommune. I torsdagsavisen bragte vi her i avisen historien om, at Vejen Garden kan se frem til et tilskud på 75.000 kroner. Det blev politisk bestemt på det seneste møde i Udvalget for sundhed, kultur og fritid. Næppe var avisen på gaden denne grå og triste torsdagsmorgen, før en læser var i røret for at gøre opmærksom, at vi ikke skal længere tilbage end ved budgetvedtagelsen i november, da Vejen Byråd godkendte et budget med nedskæringer på ældreområdet. Hvordan kunne det så være rimeligt at bevilge penge til noget, der ikke ligefrem er velfærd? Holdningen fra vedkommende læser er taget til efterretning, og den pågældende blev også opfordret til et debatindlæg. Men der blev takket nej. Det var alene holdningen, der skulle afleveres. Der kan sagtens være dem, som ser en sådan bevilling i et kritisk lys, når politikerne i forbindelse med budgettet vedtager nedskæringer på eksempelvis ældreområdet. Ikke desto mindre så er holdningen herfra entydig; Det er altså at blande æbler og pærer. Det ville være alt for let – og også forkert – at sige nej til et kulturelt fyrtårn, som Vejen Garden vitterlig er, fordi der nu engang er foretaget nedskæringer på andre områder. Gardens præstationer i ind- og udland er indiskutable – og har været det i en endog ganske lang årrække. Vejen Gardens talentfulde unge og erfarne kræfter har adskillige gange været på podiet rundt omkring, og alene de mange danske mesterskaber, som er hentet hjem, vækker begejstring. Der skal for mange såmænd ikke mere til, end at garden trækker op ved et arrangement, før stoltheden melder sig. Det er ikke kun herhjemme, at Vejen Garden nyder respekt. Det gør garden også i udlandet, og forude venter eksempelvis deltagelse ved Berlin Tattoo senere i år samt EM i Rastede i 2021 og medvirken i Bremen Tattoo ligeledes i 2021. Garden er med til at sætte Vejen på kortet – også internationalt. Det hører ligeledes med, at Vejen Garden langt fra kun er de talentfulde drenge og mænd, som udgør fællesskabet. Bag garden er der et effektivt og travlt bagland, som med en stor frivillig indsats arbejder på at skabe de bedst mulige betingelser og rammer for, at garderne kan udfolde deres talenter. At der skal bruges penge på professionelle instruktører viser blot, at Vejen Garden er kommet op i en liga, hvor det koster at være med. Derfor er der ikke noget at indvende imod, at garden er kommet på den kommunale finanslov. GOD SØNDAG

Danmark

Hård straf for at bruge mobilen bag rattet: Så mange har fået et klip i kørekortet

Annonce