Læserbrev: Når cirka 130.000 danskere bakker op omkring Naturfredningsforeningen, forventer de nok, at deres kontingent hjælper med at bevare dansk natur. Men det er ikke altid tilfældet. Ved Vardeafdelingens bestyrelsesmøde 16. december fik deltagerne flot bespisning. Menuen bestod blandt andet af andebryst, ris a la mande og drikkevarer.
Formanden, Merete Vigen Hansen, har ikke ønsket at oplyse, hvor mange af medlemmernes penge, som bestyrelsen satte til livs ved denne lejlighed, men det er nok i de flestes øjne lovlig ekstravagant at mæske sig i gourmet på foreningens bekostning. Ikke desto mindre er det i overensstemmelse med DNs vedtægter. De åbner for, at bestyrelsen, såvel som suppleanter og såkaldte ”ad hoc medlemmer”, kan få plads ved det veldækkede bord.
Uddrag af læserbrevetDisse penge kunne gøre mere gavn i for eksempel Danmarks Naturfond, der opkøber og sikrer områder af vores hårdt pressede natur.
På landsplan har foreningen over 1.500 aktive medlemmer, som samlet kan sætte flere hundrede tusind kroner til livs ved julekalas og lignende for at styrke det ”vigtige sociale element i afdelingsarbejdet”. Disse penge kunne gøre mere gavn i for eksempel Danmarks Naturfond, der opkøber og sikrer områder af vores hårdt pressede natur. Og så kunne de aktive jo lave et sammenskudsgilde eller tage madpakke med. Som jeg kender disse naturvenner er de hverken underernærede eller i pengenød. De har alle sammen sagtens råd til at få nok at spise og drikke til daglig uden at belaste DNs kasse.
Jeg vil mene, at de aktive medlemmer skal udfolde deres aktiviteter i naturens tjeneste og ikke med kniv og gaffel. I modsat fald var det passende, at foreningen fremover kaldte sig for ”Ædedolkenes Klub”.
Traktementet er helt indenfor retningslinjerne
Merete Vigen Hansen, formand for DN Varde, svarer:
DN Varde spiser hvert år julefrokost i forbindelse med vores konstituerende møde, så nye og gamle bestyrelsesmedlemmer kan lære hinanden at kende. I Danmarks Naturfredningsforening må vi holde ét årligt socialt arrangement med en beløbsramme på 200 kroner per person. Det er beskrevet helt nøje og kan læses af alle på DNs hjemmeside.
Det er kommet læserbrevsskribenten for øre, og han stiller spørgsmål ved, om det er rimeligt at bruge penge på et socialt arrangement. Jeg har svaret ham på mail, og henvist til DNs retningslinjer. Det har åbenbart ikke været svar nok, så han har henvendt sig til JV, som har valgt at bringe hans læserbrev.
Læserbrevsskribenten mener ikke, at bestyrelser skal bruge penge på sociale arrangementer. Det står ham frit for at mene det.
Jeg står som formand for DN Varde fuldt ud på mål for, at folk, der bruger deres tid og kræfter i en foreningsbestyrelse, spiser et måltid mad sammen en gang om året. Det er vist ikke så anderledes end i andre bestyrelser eller frivilligt arbejde. Traktementet ligger som sagt indenfor DNs retningslinjer, og der er selvfølgelig bilag på alt. De økonomiske rammer for det lokale arbejde er lige præcis meget velbeskrevne i DN, så vi forvalter medlemmernes bidrag bedst muligt.
Jeg forstår godt, at folk kan blive trætte af at lave frivilligt arbejde, når de mødes af så megen nidkærhed. Jeg vælger dog stadig at glædes over, at så mange aktive i DN lægger tusindvis af frivilligtimer for natur og miljø, for et måltid mad.