Der bliver ikke noget gensyn med Kevin Conboy hos EfB til kampen mod Jammerbugt FC fredag aften. Det fastslog Roland Vrabec efter onsdagens træning.
- Nej, han er ikke i spil til truppen fredag.
- Hvorfor ikke?
- Jeg har andre spillere, der er bedre.
Her mener Roland Vrabec nok først og fremmest Barnsley-lejesvenden Charlie Winfield, der i den seneste tid har været brugt som venstre wingback i den tyske træners 3-4-1-2-system. Winfield spillede langt fra nogen blændende kamp senest mod Hobro, men han er stadig den foretrukne på den plads.
Conboy kunne også være en mulighed i et midterforsvar, der til fredagens kamp er hårdt ramt af afbud. Con Ouzounidis afsoner den første af to karantænedage efter sit røde kort mod Hobro, mens Seid Korac, der blev skadet efter få minutter af kampen mod Helsingør, først forventes klar efter den kommende landskamppause. De to eneste seedede til det bageste forsvar er således Isak Olafsson og Viktor Tranberg.
- Det er rigtigt, at vi er lidt presset på bemandingen i midterforsvaret, men dels kan Jonas Mortensen godt spille der, og dels er Rudi Pache igen begyndt at træne med holdet. Han kunne også være en mulighed, siger Roland Vrabec, der ikke har tænkt sig at skifte formation og kun spille med to midterforsvarere i et 4-4-2-system.
- Nej, vi skal ikke lave for mange ting om, når vi kommer fra en god oplevelse i Hobro, og spillerne er også ved at være trygge ved systemet, mener Roland Vrabec.
Højbjerg er helt ude
Jeppe Højbjerg har ikke været på træningsbanen i denne uge og er ikke i spil til fredag, og Roland Vrabec må også endnu en gang klare sig uden den skadede angriber Emil Holten, men han kan så glæde sig over, at både Elias Sørensen og Leonel Montano fik scoret to gange i den seneste kamp mod Hobro.
- Vi har mangler at være effektive og score på vores chancer, og der var det glædeligt at se, at det var anderledes mod Hobro, det giver os tro og selvtillid, siger Roland Vrabec, der ser kampen fredag mod Jammerbugt som et nøgleopgør.
- Jeg vil ikke sige, at vores sejr i Hobro var nyttesløs, hvis vi taber fredag, men det er bare så vigtigt, at vi følger den sejr op med endnu en, fordi den kan give os en betryggende afstand til holdene under os, siger den tyske træner.
Holdet mod Jammerbugt FC kunne så således ud:
Ramon Ten Hove – Jonas Mortensen, Viktor Tranberg, Isak Olafsson – Dino Halilovic, Nicklas Strunck, Lasha Parunashvili, Charlie Winfield – Mads Larsen – Elias Sørensen, Leonel Montano.