Vejle: Mandag formiddag kom det øjeblik, som blandt andet Marianne Højberg har ventet længe på.
Hun er leder af Vejle Kommunes nyeste daginstitution, Tirsbækgård, der - som navnet antyder - er placeret i det hastigt voksende boligområde Tirsbæk Bakker.
- Det er dejligt, at vi nu kan åbne, selvom det har været udfordrende på grund af corona. Det betyder blandt andet, at vi stadig mangler noget inventar, lød det fra Marianne Højberg, inden hun overlod det til borgmester Jens Ejner Christensen (V) at klippe det røde bånd og erklære Tirsbækgård for åben.
Indvielsen har ladet vente på sig - ikke kun på grund af corona. De oprindelige planer tilsagde, at de nye bygninger på det naturskønne højdedrag midt i udstykningen skulle være taget i brug for et par år siden.
Marianne Højberg, leder af TirsbækgårdVi mangler stadig noget inventar, der er strandet ved grænsen på grund af corona - og så skal der selvfølgelig indrettes legeplads. Men jeg er glad for, at vi holdt fast i at åbne i dag.
Ifølge formanden for Vejle Byråds børne- og familieudvalg, Torben Elsig-Pedersen (R), er det ikke mindst juraen, der har drillet i projektet, der både har offentlige og private penge involveret.
Direktør Morten Hansen fra Tirsbæk Bakker og Vejle Kommune har indgået et privat-offentligt partnerskab, hvor kommunen har betalt i omegnen af 30 millioner kroner for selve daginstitutionen, mens Morten Hansen har stået for grund og det nye fælleshus, der er en del af bygningskomplekset.
- Det første år var det mest juristerne, der arbejdede med projektet, konstaterede udvalgsformanden i forbindelse med indvielsen.
Helt overordnet glædede han sig dog over, at det er lykkedes at forene offentlige og private kræfter i at få skabt en helt ny institution.
Som udgangspunkt er der plads til 120 børn. I den langstrakte proces blev den oprindelige plan om en institution til 150 børn skaleret ned til de 120:
- Det er lidt ærgerligt, for jeg forventer, at vi hurtigt kan få brug for mere plads, sagde Marianne Højberg, da det røde bånd var klippet og kaffe, kage og vand serveret.
Fra Uhrhøj til Tirsbæk
På grund af den lange ventetid har daginstitutionen i sine første måneder haft base på Urhhøj. Derfor åbnede institutionen med 45 børn - flest i vuggestuen.
- Jeg regner med, at vi kommer til at vokse med cirka 20 børn om måneden. Derfor skal vi også løbende have ansat nye medarbejdere, så vi når op på 35, fortalte Marianne Højbjerg.
I dag er der ifølge direktør Morten Hansen fra Tirsbæk Bakker bygget 550 boliger i området. Dermed er beboerantallet over 1000, og udbygningen er langt fra slut:
- Det er gået stærkt, siden vi byggede det første hus for 10 år siden. Der var en periode, hvor det var meget stille, men det er slut, sagde Morten Hansen.
Marianne Højbjerg og hendes familie var rent faktisk de første, der flyttede ind i 2011. Dengang var de stort set alene i det store område, og grunden, hvor Tirsbækgård ligger i dag, var mark.
Nu er det pædagogik, der skal dyrkes på arealet, hvor børnene er delt ind i mindre grupper - alle opkaldt efter de dyr, der findes i området: Vildhestene, svanerne, blishønsene, skovmusene og så videre.
Børnene har foreløbig god plads at brede sig på, og i dagtimerne kan de også benytte sig af fælleshuset, der er endnu et nyt tilbud til beboerne i det store parcelhuskvarter.