Annonce
Sydjylland

Efter tre selvmordsforsøg: I dag husker Kurt at han aldrig skal give op

På sit ene ben har Kurt Vandborg tatoveret en påmindelse om, at han aldrig skal give op. For han har tre gange være tæt på netop at give op, og det har resulteret i tre selvmordsforsøg. Foto: Chresten Bergh

En ensom hverdag i folkeskolen med mobbende klassekammerater blev for meget for Kurt Vandborg, da han som 10-årig for første gang forsøgte at begå selvmord. Da han fyldte 18 år havde han forsøgt yderligere to gange, men et navneskift blev symbolet på, at han kom ud på den anden side. I dag husker han på, at han aldrig skal give op.

På Kurt Vandborgs ene ben har han tatoveret ''Hana ka quusanina''. Det er somalisk og betyder ''giv ikke op''. Men det var han faktisk ved tre gange - at give op. Hvis han en dag glemmer budskabet, kan benene, der bærer ham, minde ham om, at han skal tage det næste skridt ud i livet.

Da Kurt fyldte 18 år havde han tre gange forsøgt at tage sit eget liv. Men han er her stadig, og påmindelsen på hans ben er vigtig for ham at huske på. For selvom det i dag er fem år siden, han senest forsøgte at begå selvmord, så vil oplevelserne følge ham resten af livet. Som en sten i rygsækken af erfaringer.

Første gang han møder personer, kan han være yderst genert, og han taler ofte først ud, når han kender folk godt. Men nu har han valgt at tale ud. For han har en historie at fortælle.

Den starter, da Kurt i en meget ung alder for første gang forsøgte at gøre en ende på sit eget liv.

Selvmordsforsøg som 10-årig
Det var de mobbende klassekamerater i folkeskolen, der skubbede Kurt Vandborg så langt ud, at han som bare 10-årig første gang forsøgte at begå selvmord. De kaldte ham tyk, de sagde til ham, at han gik i det forkert tøj, og de pegede på hans mobiltelefon og fortalte ham, at også den var forkert.

Som outsider i 4. klasse stemte hans interesser ikke overens med de andre elevers, og han blev klassens enspænder, som gik i sin egen lille verden. Drillerierne var med til at give ham lavt selvværd, og han var i forvejen ikke en af de populære på skolen.

- Hvis alt det, folk fortæller mig, passer, så er den helt grel med mig. Hvis de andre elever tænker sådan her om mig, så er det vel nemmere, hvis jeg bare ikke er her mere, tænkte Kurt om sig selv.

Og det førte til, at han i et frikvarter fik nok. Som en mavepuster havde mobningen trykket al lyst til at leve ud af hans krop. Ikke med et pludseligt og hårdt slag, men med en ganske langsom og vedholdende trykken.

Han bandt derfor et sjippetov fast i to ender af en rutsjebane. Han ønskede ikke at være på skolen mere. Han ønskede at drillerierne ville stoppe. Han ønskede at tage sit eget liv. Men da han var ude på skolens legeplads, blev han stoppet.

Gennem hele sin barndom havde han svært ved at udtrykke sine følelser med ord, og det var derfor, han holdt det hele i sit hoved. Og da han ikke kunne finde de rette ord, viste han i stedet sine følelser fysisk ved at kaste med borde og stole på skolen.

Annonce

Kurt Vandborg


  • Er i dag 23 år.
  • Er født og opvokset i Esbjerg, hvor han også bor i dag.
  • Forsøgte som 10-årig at tage sit eget liv. I alt har han prøvet tre gange.
  • Er uddannet social- og sundhedshjælper.
  • Er døbt Jannik, men da han blev færdiguddannet, skiftede han navn til Kurt.
Som bare 10-årig forsøgte Kurt Vandborg for første gang at tage sit eget liv. Men ved en rutsjebane på sin daværende skole blev han stoppet.

Ville skære sig selv over

Selvmordsforsøget ændrede ikke meget for Kurt. Det betød, at han begyndte i skolens specialklasse i enkelte timer, men de blev hurtigt flere og flere. Resten af tiden befandt han sig i klubben, skolens SFO, og når de gamle klassekammerater sluttede sig til Kurts ensomme selskab om eftermiddagen, følte han sig blot endnu mere ekskluderet.

Et år efter sit første selvmordsforsøg blev mobberiet igen for meget for Kurt. Et år efter selvmordsforsøget ved rutsjebanen prøvede han igen.

Igen var det på skolen. Kurt stod i SFO'ens køkken, åbnede en skuffe og greb fat om en stor kniv. Han var med egne ord blevet klogere og tænkte, at det ville hjælpe at skære sig selv over. Men han nåede også at overveje, om han ville blive savnet. Han nåede at tænke på sin familie.

Og mens alle tankerne galopperede rundt i hovedet på Kurt, fik en årvågen medarbejder stoppet ham, inden han kom i gang.

Om selvmord


  • Har du selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11-04. Når du ringer til Livslinien, er du anonym. Rådgiveren præsenterer sig ved fornavn.
  • JydskeVestkysten har i sin artikelserie om selvmord været opmærksom på de etiske overvejelser ved emnet. Avisen har derfor læst og fulgt WHO's råd for ansvarlig journalistik omhandlende selvmord. Historierne er blevet fortalt på kildernes præmisser, og de har læst artiklerne igennem, før de er blevet publiceret.
  • I år 2016 var der i alt 568 personer, der begik selvmord i Danmark. I Region Syddanmark, hvor der både målt på antal og per indbygger blev begået næstflest, blev der begået 132 selvmord.
  • Selvmord som dødsårsag er tre gange så stor som trafikulykker i Danmark.

Kilder: Center for Selvmordsforskning og Livslinien
Med tiden har Kurt Vandborg lært at åbne op og fortælle om sine problemer. Der har også medført, at han i dag er åben om sin homoseksualitet.

Formåede ikke at åbne op

Arrene er i dag ikke synlige på Kurts krop, på hans smil eller i hans øjne. Men de kan spores i hans stemme og på hans hænder, når han knuger sin kaffekop mellem dem, mens han fortæller sin historie.

Når han kigger tilbage på folkeskoleårene med mobning, som blev kogt ned til to selvmordsforsøg, så kigger han tilbage på en dreng, der ikke formåede at åbne op for sine problemer.

Dybt inde havde han lyst til at fortælle sine forældre om drillerierne i skolen, og om hvor ondt i maven han havde. Han havde lyst til at fortælle om hverdagen, som var hans virkelighed. Men i stedet endte han med at passe sig selv på sit værelse hver dag, når han kom hjem.

- Jeg frygtede, at mine forældre mente det samme som klassekammeraterne - at eleverne i skolen fortalte sandheden om mig, når de drillede mig, siger Kurt.

Skolen var i første omgang også tavs, og først efter Kurts andet selvmordsforsøg blev forældrene orienteret. Kurt husker, at de reagerede i afmagt over, at der hverken var blevet gjort eller sagt noget efter det første forsøg. De fortalte deres 11-årige søn, at han ikke måtte begå selvmord. At han ville blive savnet. At de elskede ham.

Men ordene dengang trængte ikke ind. Kurt var så langt ude, at forældrenes budskab bare var tomme ord. Hans hjerne kunne ikke forstå, at ordene havde en dybfølt mening. At de virkelig holdt af ham. Han følte, at de bare sagde, at de elskede ham for at opveje for noget andet.

Flere skoleskift

Kurt taler med en anden varme i stemmen, når han fortæller om skiftet til en lille landsbyskole uden for Esbjerg. Her var der kun 12-13 elever i klassen, der stod allerede en stol og et bord parat til ham, da han første gang gik gennem døren til sit nye klasselokale, og han blev mødt med åbne arme af nye klassekammerater, som glædede sig over at se ham og til at få en ny ven. De så ikke ned på ham. Der var ikke nogen specialklasse her. Her følte Kurt sig velkommen, for folk ville hinanden, og Kurts fortid hørte fortiden til.

Han fik det hurtigt bedre, men halvandet år senere var det igen tid til et skoleskift, da alle skolens elever i udskolingen blev slået sammen med en større skole. Kurts udtryk og historiefortælling ændrer sig i takt med, at han fortæller om de forskellige perioder i sit liv og de følelser, som knytter sig til dem.

Efter en mislykket start på den nye skole var det første halve år svært, og Kurt fik det igen dårligt. Han var tæt på at knække og give op igen.

Men denne gang var klasselæreren mere opmærksom, og inden en forældresamtale hev hun Kurt til side for at spørge, hvad der var i vejen. Kurt faldt tilbage i det gamle spor og fortalte, at han havde det fint, selvom det langt fra var tilfældet.

Til skole-hjem-samtalen hev han op i sig selv og åbnede op. Klasselæreren var stille og rolig og nede på jorden og tog sig tid til Kurts behov, og med tiden blev Kurt glad for skolen. Han blev sågar elevrådsformand, og pludselig følte han, at han var noget. Kurt Vandborg, elevrådsformand.

Ville dræbe stress med piller

Formandskabet blev indgangen til organisationen Danske Skoleelever, hvor Kurt begyndte som frivillig. Og efter 10. klasse flyttede han til Randers for at arbejde på organisationens sekretariat. Ringede telefonen klokken seks om morgenen, så svarede Kurt, og ofte blev arbejdet først stoppet igen sent om aftenen. Han var dårlig til at sige nej, og hver gang en frivillig blev efterspurgt til at tage en tørn, meldte Kurt sig. Flere dage i streg blev udelukkende dedikeret til arbejdet.

Arbejdsiveren fik stressen til at blusse op i Kurt, og den overtog hans liv, hans krop, hans humør og hans hverdag i den bygning, hvor de frivillige både boede og arbejdede sammen. Men erkende det ville han ikke, så han kæmpede videre sammen med sine problemer i stedet for at kæmpe mod dem. Ligesom i folkeskolen gik han rundt i sin egen verden. Han sagde ikke fra, og han sagde det ikke højt.

Kort før sin 18-års-fødselsdag fandt han sig selv med en pakke smertestillende piller i hånden. En masse af dem blev slugt, før han gik ind på sit værelse, for de andre frivillige skulle ikke opdage, hvad han havde gjort.

Men en af hans medfrivillige bemærkede, at Kurt ikke spiste med ved aftensmaden, så hun gik ind til ham og satte sig ned. Han havde ikke taget nok piller til at dø, og inderst inde tror han i dag, at han gjorde det i et råb om hjælp. Han kunne ikke magte mere, men han kunne heller ikke sige fra, og så endte han i stedet med at sluge smertestillende medicin. Igen var han ved at give op.

Pigen kendte som en af de få til Kurts fortid i 4. og 5. klasse. Og derfor blev hun siddende ved ham, indtil hans øjne åbnede op og så på hende. Kurt var vågnet igen.

Navneskift og en ny begyndelse

Faktisk hed Kurt i hele den ovenstående fortælling ikke Kurt. Han hed Jannik. Efter tiden i Randers uddannede han sig til social- og sundhedshjælper, og da uddannelsen var i hus, trængte Jannik til en ny start. Og så blev Jannik til Kurt. Væk fra fortiden, som alligevel altid vil følge ham.

Navnet Kurt var et naturligt valg, for han og hans onkel er altid blevet kaldt Store og Lille Kurt, og det nye navn er siden da blevet et symbol på det positive, som Kurt nåede frem til. Nu havde han gennemført en uddannelse - en umulighed for den ellers så usikre Jannik.

Ligesom i 4. klasse med sjippetovet fortalte Kurt ikke sine forældre om sit selvmordsforsøg med pillerne i Randers. Det gjorde han først, da Jannik var blevet til Kurt.

Igen var forældrene i chok. Over at Kurt igen havde forsøgt at tage sit eget liv - og at han ikke havde fortalt dem noget. Men Kurt følte dengang, at det var lettere bare at lukke ned.

I dag er han overbevist om, at selvmordsforsøgene var et råb om hjælp, og han er tvivl om, om han kunne have gennemført dem. Men han kunne ikke få ordene ud, han kunne ikke sige fra, og han kunne ikke udtrykke sine følelser.

Og det er fortsat et emne, som er svært at tale med især forældrene om. Men de har talt om det. Og i dag er de opmærksomme på, at Kurt ikke igen skal få stress.

Oplevelserne var med til at modne ham i en meget tidlig alder, men han føler samtidig også, at en del af hans barndom gik tabt.

- Jeg ville gerne have gjort det anderledes. Jeg ville gerne have bedt om hjælp i stedet for at gå med det selv, men dengang gik jeg bare og tænkte, at det skulle overstås, så jeg kunne komme væk, siger han.

Jannik skabte Kurt

Han ville gerne væk. Men han ville også gerne passe ind. Tanken om at det ikke var normalt at være homoseksuel, frustrerede ham - især da han var frivillig i Randers, hvor alle de medfrivillige var heteroseksuelle.

- Jeg vidste et eller andet sted godt, at jeg var homoseksuel. Det vidste jeg i mange år, men jeg ville gerne være normal og som de andre. Jeg ville gerne være med, når de snakkede om damer, siger han.

Disse tanker var med i Kurts hoved, da han stod med de smertestillende piller i hånden i Randers. Da han for tredje gang ville gøre en ende på sit liv. Da han for tredje gang var ved at give op.

Men selvom det fortsat ikke er et nemt emne at tale om, så har Kurt i dag vasket Janniks tavle ren. Han har imødekommet, at han er homoseksuel. Og selvmordstankerne er væk.

- Jeg slapper meget mere af og hviler meget mere i mig selv, nu hvor jeg har fortalt familie og venner om min seksualitet. Det er svært at sige, om jeg nogensinde kan komme så langt ud igen, at jeg vil forsøge at begå selvmord. Som jeg har det lige nu, så tror jeg det ikke, for jeg er bedre til at bede om hjælp, siger han.

Janniks indre slåskampe har skabt den Kurt, der i dag kan fortælle sin historie. Han er blevet selvsikker. Han er blevet mere ligeglad med, hvad folk tænker om ham.

Han har lært at leve med sig selv. Han har lært at åbne op. Kurt har lært at leve med fortiden som Jannik. Og selvom han tre gange mistede håbet, så har han lært aldrig at give op.

Hana ka quusanina.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce