Kolding: Søger man i JydskeVestkysten arkiver, vil man finde ud af, at spørgsmålet er stillet før:
Hvad skal der egentlig ske med vandtårnet på Mosevej?
I 2002 talte JydskeVestkysten med den daværende ejer, advokat Henning Lyhne, der sagde, at han havde glemt, han ejede vandtårnet og gerne ville have idéer til, hvad han skulle bruge det til. Han havde overtaget vandtårnet fra foreningen Vandtårnets Venner engang i 90'erne.
Selvsamme forening købte vandtårnet af Kolding Kommune tilbage i 1993 for et symbolsk beløb på 2000 kroner, og planen var at indrette udstillingslokaler i tårnet, ligesom et ungdomsboligprojekt på et tidspunkt også var på tale.
Ingen af delene blev virkelighed.
Ja, faktisk er der intet sket siden da. Vandtårnet står stadig blot og forfalder.
Nu har JydskeVestkysten-læser Jan Scott Rasmussen så spurgt JV-redaktionen om, hvad der skal ske med vandtårnet, og hvem der ejer det i dag.
Det viser sig, at der ikke er sådan lige til at komme i kontakt med den nuværende ejer. Af tinglysningen fremgår det, at selskabet JD Kolding ejer vandtårnet og har gjort det siden 2014. JydskeVestkysten har kontaktet selskabet på mail, som er registreret på en portugisisk adresse, men har ikke fået svar.
Borgmester Jørn Pedersen (V)Så vi så det selvfølgelig gerne forskønnet
Borgmester Jørn Pedersen (V) kender heller ikke meget til selskabet bag.
- Det er altså en privat, der ejer det, og vi har et par gange haft fat i selskabet for at få dem til at holde det sikkert og så videre. Mere har vi ikke kunnet finde ud af, lyder det fra borgmesteren, der henviser til, at der for et par år siden problemer med, at unge kravlede rundt på taget.
I forfald
Vandtårnet på Mosevej, der egentlig hedder Søndre Vandtårn, blev opført i 1947 efter tegninger af arkitekt Ernst Petersen. Vandtårnet var afsluttet med en ottekantet lanterne, som var udstyret med småsprossede vinduer, lige som der var mange andre detaljer. Manglende vedligeholdelse har dog betydet, at det i dag er svært at få et indtryk af, hvordan vandtårn oprindeligt så ud.
Jørn Pedersen gad godt, at vandtårnet tog sig bedre ud. Han er brandærgerlig over, at vandtårnet bare står og forfalder.
- Det er jo en af Koldings egne arkitekter, der har stået bag det. Det er den ene del. Det næste er så, at det jo ikke bliver kønnere, og så udgør det jo også lejlighedsvis en risiko for dem, der måtte gå ind på grunden. Det må man ikke, men det er der jo nogen, der gør alligevel. Så vi så det selvfølgelig gerne forskønnet, siger Jørn Pedersen.
Kan I gøre noget for, at vandtårnet ikke bare står og forfalder?
- Det, vi kan gøre, er, at når det udgør en fare for nogen, så giver vi et påbud. Det kvitteres som regel med, at vi hamrer plader for, lige som vi gjorde ved Vonsild Mølle. Så det er det, vi kan gøre.
Kan du hjælpe os?
Kan du hjælpe os med at komme i kontakt med ejeren, så skriv meget gerne til os på enten cavac@jv.dk eller redaktion.kolding@jv.dk.