Annonce
Esbjerg

Esbjerg City jagter pengestærke venner i det lokale erhvervsliv: Partnerskabsaftaler skal gøre Esbjerg til attraktiv juledestination

Cityforeningens nye erhvervsvenner har allerede bidraget med over 100.000 kroner til en ny julelys-attraktion i form af en 3,5 meter høj julebamse. Den placeres i Kongensgade på strækningen mellem Smedegade og Stormgade. Foto: Esbjerg Byhistorisk Arkiv
Esbjerg City har lavet partnerskabsaftale med en række lokale virksomheder for at få flere penge i kassen. Pengene skal bruges til at skrue op for julehyggen i midtbyen og være med til at gøre Esbjerg til en attraktiv juledestination.
Annonce

Esbjerg: Når midlerne er få, og drømmene er store, må man tænke ud af boksen. Således er cityforeningen begyndt at lede efter pengestærke venner i det lokale erhvervsliv for at få en håndsrækning til julen, der med lys og ekstra aktiviteter er en dyr fornøjelse.

Det nye partnerskabs-initiativ kaldes Esbjerg City Christmas Friends, og det ser dagens lys efter en række hårde år i Kongensgade med færre besøgende som følge af blandt andet renoveringsarbejde, nethandel og corona. Krisen i detailhandlen har kostet flere lokale butikker livet, og dermed også en del medlemmer hos cityforeningen, som nu har færre kontingentpenge at gøre godt med. Det mærkes især i julen.

- Vi er nødt til at tænke i nye baner, hvis vi vil blive ved med at kunne udvikle og skabe nye initiativer og aktiviteter i vores fælles bymidte. Julen er en særligt vigtig, men også meget dyr tid for os. Alene driften af vores julelys koster os hvert år 600.000 kroner, og som det ser ud nu, betyder det, at der slet ikke er penge til nyt. Derfor forsøger vi at hente hjælp i det lokale erhvervsliv, siger citychef Brigitta Christensen.

Annonce

Vennerne strømmer til

Og det er gået over al forventning. De første 19 julevenner er allerede i hus, og det kommer snart både cityforeningen og de handlende til gode. Den store opbakning har nemlig gjort det muligt at skrabe 100.000 kroner sammen til en ny julelys-attraktion i form af en 3,5 meter høj julebamse. Den placeres i Kongensgade på strækningen mellem Smedegade og Stormgade.

Den nye lysinstallation er blevet specialfremstillet hos en leverandør i Østrig, og købet har alene været muligt på grund af partneraftalerne. De indgås for ét år ad gangen og findes i forskellige størrelser. Den mindste, bronzepakken, koster 3000 kroner plus moms, mens den dyreste, platinpakken, koster 20.000 kroner plus moms.

- Vi ønsker at aftalerne skal bygge på et ligeværdigt forhold, så begge parter får værdi af partnerskabet. Virksomhederne tilbydes en kommunikationsplatform, synlighed og eksponering til en bred målgruppe, mens vi får en flot juleby og hjælp til at styrke et fælles mål om at gøre Esbjerg City til en attraktiv juledestination, siger Brigitta Christensen.

Annonce

Stor signalværdi

Både hun og cityforeningens bestyrelsesformand, advokat Poul Jensen, er glade for erhvervslivet store opbakning til initiativet.

- Det har stor signalværdi, og det understreger vigtigheden af at støtte vores lokale butikker og spisesteder i svær tid. Vores ønske er blot, at endnu flere lokale virksomheder vil tage del i netværket, siger Poul Jensen.

Esbjergs Citys vennegruppe består blandt andre af Hulmose Stilladser, Esbjerg Taxa, Polytech og Dan-El, mens Sydbank med adresse i Kongensgade kan bryste sig af at være Esbjergs Citys første platinpartner.

Annonce

Køb lokalt

I banken er man glad for at kunne bidrage til den gode julestemning i gaden, og her har mabn også selv sørget for at gøre lidt ekstra ud af julelysene i facadevinduerne i år, fortæller privatkundechef Liza Gildenpfennig.

- Selvom corona har ændret spillereglerne, bliver det alligevel jul i år, og derfor er det vigtigt, at vi bakker op om Kongensgade og handelslivet. Vi vil gerne støtte en levende bymidte, og vi handler selv lokalt. Det har vi talt meget med vores kolleger om under corona, og vi opfordrer alle hinanden til at huske at ordne indkøbene i byens butikker i stedet for at gøre det på nettet. Hvis ikke vi bruger byens butikker, bliver vi ikke ved med at have dem, siger Liza Gildenpfennig.

Esbjerg City Christmas Friends 2020

Platinpartner, 20.000 kroner + moms: Sydbank

Guldpartner, 10.000 kroner + moms: KD Selskaberne, Villemoes Holding, Polytech, Hulmose Stilladser, Dan-El, Det Faglige Hus, Stürup, Blue Water Shipping og Hulmose Stilladser

Sølvpartner, 5000 kroner + moms: Danske Bank, Esbjerg Yaxa, Ugeavisen Esbjerg

Bronzepartner, 3000 kroner + moms: Esbjerg Håndværker- og Industriforening, Skjern Bank, Vestjysk Bank, Martinsen Rådgivning & Revision, Middelfart Sparekasse, Nem Byg, Grafisk Trykcenter

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Jesper Petersen bliver ny statsrevisor

Danmark For abonnenter

Bulldozere og billigere færgebilletter året rundt: Sådan vil Venstre hjælpe landdistrikterne

Annonce