Annonce
Esbjerg

Esbjerg Kommune ræser mod genåbning i næste uge: - Vi har helt vildt travlt

Gennem de interne kommunikationskanaler Tabulex og AULA har man kontaktet forældrene for at danne et overblik over, hvilke børn, der dukker op efter påske. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Efter statsministerens udmelding mandag aften, har Esbjerg Kommune sat alle sejl for at nå i havn med en forsvarlig måde at genåbne daginstitutioner og skoler på. Dog vil man ikke genåbne, før det vurderes sikkert.
Annonce

Esbjerg: Efter, at statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften præsenterede sin og regeringens plan for genåbningen af landets daginstitutioner og mindre skoleklasser i næste uge, har Esbjerg Kommune arbejdet på højtryk for at nå i mål med løsninger på, hvordan man løfter opgaven på en forsvarlig måde.

- Vi har vildt travlt. Allerede inden pressemødet var færdig mandag aften, holdt vi de første af tre beredskabsmøder i forvaltningen. På nuværende tidspunkt kan jeg ikke sige, om vi når at åbne på onsdag, siger Jørn Henriksen, direktør for Børn & Kultur i Esbjerg Kommune og tilføjer, at de først vil åbne, når de vurderer, at det er forsvarligt og sikkert.

Kommunen har endnu ikke modtaget retningslinjerne for genåbningen, der skal besluttes mellem sundhedsmyndighederne og Kommunernes Landsforening, og før de kan komme meget længere. Og så skal der i første omgang svares på to store spørgsmål.

- Vi skal vide, hvor mange børn, der møder op, når vi åbner igen, og hvordan får vi det til at fungere på en måde, så det stemmer overens med de anbefalinger, Sundhedsstyrelsen udsender, siger formand for Børn og Familieudvalget, Diana Mose Olsen (SF).

Sådan kommer genåbningen til at foregå

  • Fra onsdag den 15. april vil vuggestuer, børnehaver, fritidsordninger og 0. til 5. klasse på folkeskolerne genåbne.
  • Det er op til de enkelte kommunalbestyrelser at vurdere, om det er forsvarligt at genåbne. Denne vurdering foretages ud fra sundhedsmyndighedernes retningslinjer.
  • Bliver børn eller voksne det mindste syge, skal de holdes hjemme.
  • Personale, børn eller elever skal ikke møde op, hvis de selv eller deres familiemedlemmer er i risikogruppen.

Kilde: DR

Annonce

Succes afhænger af vejret

Selve planlægningen af hvordan lærere og pædagoger kan balancere intensiv hygiejne og en presset hverdag med masser af børn, og hvordan selve undervisningselementerne skal foregå har skole- og daginstitutionslederne stor indflydelse på og ansvar for.

- Det er klart, at når vi kommer op i 3., 4., og 5. klassetrin, kan man godt forklare børnene, at de skal holde afstand og så videre. Men børnehavebørn skal have en hverdag, hvor de kan være børn - og børn løber rundt og leger med hinanden. Der skal vi tilrettelægge forsvarlige aktiviter efter det, siger Jørn Henriksen.

I forhold til daginstitutionerne skal forældrene svare på om de har tænkt sig at sende deres børn i dagtilbuddene, før kommunen endeligt kan fastlægge, hvordan en pædagogisk hverdag kommer til at forløbe.

- Vi skal lægge så mange aktiviteter udenfor som muligt, for vi vil ikke have, at stuerne bliver opholdsrum for alle. Så jeg håber virkelig, at vi får noget godt forårsvejr. Hvis det bliver storm, rusk og regn, bliver det en svær øvelse, siger Jørn Henriksen.

Annonce

Ekstra udgifter til rengøring

Børn & Kulturs beredskabsmøder har også omhandlet intensivering af rengøringen og hygiejnen på institutionerne. Indtil videre er det blevet afgjort, at al personale, der møder op får en lille dunk håndsprit hver, og så bliver der også sat beholdere op på institutionerne alt efter, hvor meget der er på lager.

- Vi tuner vores rengøring, så alle flader såsom vægge, gulve og døre bliver gjort rent løbende. Vi har også fokus på at legetøjet også skal rengøres flere gange om dagen. Områdelederne har snakket om, at noget af legetøjet skal fjernes i en periode, siger Jørn Henriksen.

Ud over skoler, vuggestuer og børnehaver åbner også SFO, klubber, specialcentre og ungdomsskoler. Men selv om opgaven med den store og pludselige genåbning virker uoverskuelig, er man klar til at løfte opgaven, forsikrer Diana Mose Olsen.

- Det er en stor opgave. Ingen tvivl om det. Men vi har stor erfaring fra beredskabet i løbet af de første uger, og vi har en tæt dialog fra toppen og hele vejen ud. Jeg synes, vi er godt gearet, og vi vidste jo, at denne dag ville komme på et tidspunkt. Så vi tror på, at vi kan gøre det her på en måde, der lever op til anvisningerne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce