Aabenraa: JydskeVestkysten har haft kontakt til de 18 folkeskoleledere i Aabenraa Kommune med spørgsmålet om, hvordan de sikrer, at eleverne får den nødvendige undervisning, når skolerne nu fysisk er lukket. Høje Kolstrup Skole og Tinglev Skoles svar kan læses i andre artikler, men her er, hvad de øvrige skrev:
Vibeke Domar Fischer, Kongehøjskolen
Lærerne arbejder med hver klasse, og der vil laves opfølgning. Det er, som altid, i et samarbejde med forældrene. Så forældrene er også væsentlige i denne sammenhæng. Desuden så har eleverne selv - især udskolingselever – ansvar i form af at gå i gang.
Pernille Reschat, Hærvejsskolen
Alle lærere har et fagligt ansvar for at udsende undervisningsmateriale- og planer – samt løbende følge op på undervisningen.
Jon Sønderby, Lyreskovskolen
Alle årgangsteams har udformet undervisningsplaner til de næste to uger, som er sendt til elever og forældre, og elever og forældre har kunnet hente materialer de sidste dage.
Der er også sendt en generel mail vedrørende elektroniske læringsportaler, der er tilgængelige.
Derudover udformer ledelsen en overliggende fagfordeling, så lærerne allerede nu kan begynde råskitserne til deres årsplaner for 2020/21, Vi begrænser os i bygningerne, så det er muligt at spritte dørhåndtag og lignende af, og så er pasning af eleverne en fællessag for både pædagoger og lærere - uanset hvilken afdeling, de normalt er tilknyttet.
Merete Gissel, Løjt Kirkeby Skole
Alle årgange har lagt materiale i boglige fag ud til eleverne. Herunder noget materiale som skal "afleveres".
Vi har forsøgt at gøre det så enkelt som muligt, så forældrene kan få det hele til at hænge sammen.
Michael Petersen, Stubbæk Skole
Eleverne har fået læse-/fagbøger sendt med hjem, og så arbejder de på de elektroniske platforme, mens lærerne retter og evaluerer.
Forældrene er overvejende meget positive og hjælpsomme, men vi har fået nogle få tilbagemeldinger på, at vi er for ambitiøse.
Det ideelle ville jo være fjernundervisning ned i detaljen over nettet, men om der er nogle medarbejdere, der er så langt, ved jeg ikke på stående fod.
Malte Siemer, Felsted Centralskole
Her på skolen brugte vi torsdag i sidste uge til at forberede lærerne på den situation, som vi sidder i nu.
Lærerne har lavet en undervisningsplan for alle elever fra 0.-9. kl. Vores lærere lægger det ud dagligt eller efter behov og er i kontakt med eleverne over de virtuelle midler, som skolen har til rådighed.
I denne situation er det bestemt en fordel, at vi allerede havde implementeret en del digitale læringsmiljøer.
Bjarke Højriis Markussen, Hjordkær Skole
Skolens ledelse har lavet en anvisning til lærerne om fjernundervisning samt en anvisning til skolens elever.
I forbindelse med nedlukning af skolen forventer skolens ledelse, at skolens undervisningspersonale laver undervisningsmateriale og undervisning til deres klasser via skolens elektroniske platforme, så som Aula og webportaler til undervisning.
Skolen forventer følgende af eleverne: at de følger med i Aula, læser, ser instruktionsfilm, løser opgaver og laver tests i tidsrummet 8 til 14.45 efter de enkelte lærers anvisninger.
Derudover har vi fokus på at være tilgængelige med blandt andet support hjælp.
Søren Lund, Bylderup Skole
Med hensyn til at få mest muligt fagligt udbytte har vi fra ledelsens side meldt til lærerne, at det vil være godt kun at lægge dagens arbejde ud til eleverne. En 14 dages plan kan for nogle elever (og forældre) virke uoverskuelig i en allerede svær situation.
Samtidig er det også vigtigt, at vi hele tiden vurderer, om mængden af opgaver er tilpas tidsmæssigt. Ellers risikerer vi at dræbe motivationen.
Michael Sørensen Petersen, Kliplev Skole
De forskellige faglærere har sørget for, at der ligger opgaver til eleverne digitalt på de platforme, som vi abonnerer på, både kommunalt og lokalt.
Forældre og elever får og har fået information via Aula.
Morten Gaardsvig Buchard, Varnæs Skole
De enkelte klasselærere sender lektier ud, og de lektier laves så bare i nødpasningen kontra hjemme.
Søren Buchholdt, Bolderslev Skole
Lærerne kommunikerer/sender opgaver via Aula, som svarer til et tidsforbrug på 2 timer dagligt i indskolingen og 3 timer dagligt på mellemtrinnet.
Derudover er Alineas sofaskolen.dk sendt ud til lærerne som inspiration, men det er op til de enkelte, om de bruger det eller ej.
Søren Sørensen, Hellevad Børneunivers
Lærer og pædagoger har sendt fjernundervisningsmateriale til forældre og elever. Det, der svarer til skoleskemaet.
Vi benytter os af de digitale platforme, vi bruger i den daglige undervisning og laver fjernundervisningsforløb i office 365. Det er ret simpelt. Lærerne laver i princippet bare et word-dokument indeholdende tekst og opgaver. Så hører der et online drev med, hvor opgaver og afleveringer kan uploades.
Nogle lærere bruger også Aula til at formidle opgaverne til elever og forældre.
Søren Homaa, Kollund Skole og Børnehus
Alle lærere udøver fjernundervisning i perioden, og det har været muligt for forældre at afhente deres børns bøger.
Vi forsøger så vidt muligt at være tilgængelige i "den almindelige arbejdstid", og jeg tænker, at det bliver mere og mere nødvendigt, som tiden går.
Derudover er det meget positivt at se den velvilje, der udvises fra forlag m.m., som åbner for gratis adgang til deres læringsportaler.
Dorit Lorenzen Work, Hovslund Børneunivers
Eleverne får arbejdsopgaver online hver dag fra lærerne.
Judith Gripping, Ravsted Børneunivers
Vi laver fjernundervisning, hvor opgaver tjekkes af lærerne, og der er løbende feedback til børnene.
Merete Neuschild, Genner Børneunivers
Lærerne har forberedt og forbereder løbende undervisning til eleverne, ligesom eleverne har også fået læsestof og engangsbøger med hjem.
Kontakten mellem lærere og elever foregår via Aula.