Guderup: Er Guderup Plejecenter en arbejdsplads præget af ”svingdørsansatte” og usund arbejdskultur, hvor beboere bliver udsat for omsorgssvigt og nedladende tale, mens pårørende verfes af, når de forsøger at gøre opmærksom på manglende pleje?
Eller er plejehjemmet tværtimod flagskibet, når det gælder pleje af stærkt demente borgere i Sønderborg Kommune, med ansatte, der har specialviden om dementes anderledes virkelighedsopfattelse og behov.
Ja, det afhænger tilsyneladende af øjnene, der ser. Før påske fortalte flere pårørende i JydskeVestkysten om omsorgssvigt, mens andre stod frem med helt anderledes positive oplevelser:
- Det er simpelthen det bedste plejehjem, der findes i miles omkreds, mener i hvert fald Iver Dall, hvis 84-årige stærkt demente kone bor på Guderup Plejecenter.
FOA overrasket
FOA vidste før offentligheden, at en sosu-hjælper på Guderup Plejecentger blev bortvist efter at have givet en dement beboer en lussing. Det udløste en fagretslig sag, som fagforeningen har været inddraget i. Sektorformand i FOA Sønderborg Tony Hansen henviser til sin tavshedspligt:
- Men generelt kan jeg sige, at sådan noget selvfølgelig ikke må ske. Det kan ikke undskyldes, siger han.
Alligevel kom det som en stor overraskelse for ham at høre kritikken af forholdene på Guderup Plejecenter.
- At der skulle være en dårlig arbejdskultur på plejecentret er ikke noget, vi har fået tilbagemeldinger om, siger han.
Ville I høre det, hvis det var tilfældet?
- Ja, vores tillidsrepræsentanter er vores øjne og øre. Vi har tidligere fået indberetninger om kritisable forhold et andet sted men aldrig på Guderup Plejecenter, uddyber han.
Sygdomstegn
FOA Sønderborg får en del henvendelser fra medlemmer, der er utilfredse med, at de ikke kan få tre ugers sammenhængende ferie eller bliver bedt om at arbejde over og bagefter får nej til at afspadsere efter ønske.
- Det er et sygdomstegn. Det er blevet vanskeligere at lægge vagtplaner i takt med, at det er blevet sværere at få ansat faglært personale, fremhæver Tony Hansen.
Derfor roser Tony Hansen de handleplaner, som social- og seniorudvalget vedtog lige før påske. For heri erkender Sønderborg Kommune problemet:
”Der er pt. udfordringer i rekrutteringen af uddannet personale og dermed flere ufaglærte medarbejdere på plejecentrene. Der skal være et særligt fokus på vagtplanlægningen, således at ufaglærte som udgangspunkt ikke arbejder alene, før de har gennemført den nødvendige introduktion og opnået de nødvendige kompetencer, for at kunne løse konkrete opgaver i en boenhed”, står der således i handleplanen for alle plejecentre.
Specifikt for Guderup Plejecenter har kommunen besluttet, at alle ufaglærtes kompetencer skal gennemgås, og er der brug for det, skal de have støtte af en mentor. På afdelingen Alshjem er det også vedtaget, at demensvejledere skal indgå i dag- og aftenvagterne.
- Det er et rigtigt godt tiltag, og jeg synes, det er flot, at kommunen har reageret så hurtigt. At rekruttere nye ansatte bliver ikke let, så jo mere, kommunen kan gøre for at holde på de faste uddannede, jo bedre. Det handler om at skabe gode rammer for de ansatte, så de kan udfolde deres faglighed, siger han.
Fokus punkter i handleplan
- Værdighed med konkrete indsatser inden for dialog og aktiviteter for borgerne
- Demensvejlederne indgår i dag- og aftenvagt i afdelingen for at understøtte den faglige læring i praksis
- Bedre struktur i plejeindsatsen med sparring om den enkelte borger
- Alle beboere får udarbejdet en sanseprofil
- Der igangsættes en generel kompetenceudvikling, herunder sidemandsoplæring, så medarbejderne bruger demensuddannelsen i praksis
- Bedre introduktion af nyansatte og mentorordning for ufaglærte
- Dialogen med og informationen til de pårørende opprioriteres for at skabe øget tillid og et fortsat godt samarbejde
- Øget fokus på rekruttering og fastholdelse af medarbejdere