Annonce
Kultur

Fra hård kritiker til Lyngvilds hjælper

Aarhusiansk professor sagde ja til at hjælpe Jim Lyngvild med hans nye bog på trods af sin kritik af designerens og Nationalmuseets vikingeudstilling.

”Skal det være Nationalmuseets bud på, hvordan mennesker kunne se ud i vikingetiden? Seriøst?”

Søren M. Sindbæk, arkæolog og professor ved Aarhus Universitet, gik hårdt til Nationalmuseets og designer Jim Lyngvilds vikingeudstilling, da den åbnede sidste år.

På udstillingen har Jim Lyngvild gennem fotografier sat ansigt på vikingerne og klædt dem på. ”Lyngvilds fantasivikinger” skrev professoren i sin anmeldelse, hvori han konkluderede, at udstillingen nok er flot, men en ”historieløs udklædningsleg”.

Derfor kan det undre, at Sindbæk har været involveret i Jim Lyngvilds nyeste projekt, fordi det på flere måder minder om vikingeudstillingen. Denne gang har Lyngvild lavet en stor fotobog med titlen ”Danmarks konger og dronninger fra Gorm til Margrethe II”, og igen har designeren fotograferet nulevende mennesker her klædt ud som datidens regenter. Sådan, som man ved, de har klædt sig, smykket sig og stillet sig an i tidens positurer, men for de ældstes vedkommende også, som man tror, de har.

Søren M. Sindbæk har skrevet bogens forord og hjulpet Jim Lyngvild med råd og inspiration om dragter og smykker hos vikingetidens og den ældre middelalders konger og dronninger. Altså den periode, hvor man ved mindst om tøj- og smykkestil.

Du skriver i forordet, at Jim kontaktede dig efter din anmeldelse og udfordrede dig til, om du kunne gøre det bedre i denne bog. Hvorfor sagde du ja til det?

- Jeg opfatter Jims projekt som et kunstprojekt. For mig er han en kunstner, og det her er et sjovt kunstprojekt. Jeg blev solgt til projektet, fordi det er ført helt op til nutiden. Når vi ser på billedet af dronning Margrethe, kan vi jo godt se, at det ikke er hende, og det er her, projektet giver sig til kende. Billederne gør det klart, at portrætterne ikke er ment som korrekte gengivelser af tidernes konger og dronninger. Jeg tror, at mange mennesker med bogen vil få et andet og mindre stereotypt billede af danmarkshistoriens regenter, og det synes jeg er både flot og modigt.

- Det har også været personligt spændende at være med, fordi Jim indimellem har stillet spørgsmål, der ikke tidligere har passeret min forskerhjerne - som for eksempel, om Knud den Store gik med krone. Det endte jeg så med at finde sandsynligt, at han havde gjort.

Så det her er indimellem også et fantasiprojekt?

- Når vi stykker alle vores brikker sammen af det, vi rent faktisk ved, så kan vi ofte sige, hvad der har været sandsynligt. I næsten alle billederne i bogen er der en fornemmelse, som er autentisk og med spor af den viden, vi har. Bogen spiller dermed sammen med historien. Når det er sagt, så ville Jim ikke have, at det her skulle være et musealt projekt, hvor vi søgte fonde og brugte tre år på at diskutere samtlige detaljer. Nixen bixen. Det her er en idé om det muliges kunst, hvor bordet fanger. Ambitionen har været, at vi indenfor de rammer har skullet undgå åbenlyse fejl. Men det betyder ikke, alt er 100 procent korrekt. Er du for eksempel tekstilekspert, kan du godt se, at nogle af mønstrene i nogle af dragterne er købt i Indien, men på afstand giver de det rigtige indtryk.

Efter din anmeldelse af vikingeudstillingen kan nogen måske synes, at du har foretaget en kovending ved at medvirke i netop denne bog?

- Sådan ser det ikke ud for mig. Jim Lyngvild gjorde ikke noget galt med den udstilling. Han gjorde det, han gør, og han gjorde det godt. Men helheden i den udstilling er noget miskmask. Det var en god ide at forsøge noget nyt, men udstillingen er blevet meget mindre, end man kunne forvente sig af Nationalmuseet.

På Nationalmuseet kan man se nogle vikinger, som måske har set ud, som man viser dem. Og i bogen kan man se nogle konger, som måske har set ud på den viste måde. Hvad er forskellen?

- Forskellen er især hvor meget, man har taget sig sammen. I betragtning af, at Nationalmuseet er landets hovedmuseum og får 100 millioner i årligt driftstilskud, er udstillingen alt for nem. Man har ikke gjort sig umage nok. Nationalmuseet har for eksempel de absolutte topfund fra vikingetiden i Danmark, og de så er druknet i udstillingen. Det er ærgerligt, siger Søren M. Sindbæk.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Varde

Inge er stolt af sit kvarter: Sekundær butiksgade er en upåagtet succes

Annonce