Annonce
Regionalt

Fysiske og kognitive udfordringer efter corona: Der er travlt på senfølgeklinikken

Har man været smittet med covid-19, kan man opleve senfølger efter sygdomsforløbet. For nogle er det nødvendigt med genoptræning af fysisk og kognitiv karakter. Arkivfoto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
En del af dem, der har været smittet med coronavirus, oplever senfølger lang tid efter endt sygdom, og nogle har brug for genoptræning. På senfølgeklinik er der flere måneders ventetid.

Langt de fleste coronasmittede får milde symptomer og bliver raske af sig selv uden yderligere behandling. Andre kommer sig ikke helt over sygdommen, men oplever derimod senfølger efter infektionen er overstået.

På senfølgeklinikken på Aarhus Universitetshospital udreder de patienter, der mere end 12 uger efter endt sygdom oplever symptomer eller senfølger. Klinikken åbnede i februar, og der er travlt.

- Dem, der blev henvist i begyndelsen af april, booker vi ind i juni og juli. Der er to til tre måneders ventetid. Der har været en pukkel, siden vi startede 1. februar, og vi kan se på vores tal, at vi stadig er i gang med den, siger Berit Schiøttz-Christensen, som er overlæge på klinikken.

Annonce


Der er ingen tvivl om, at vi ser et stigende pres på behovet for genoptræning efter covid-19, som vi er meget opmærksomme på at løse, og det har vi blandt andet gjort ved at ansætte ekstra personale.

Otto Ohrt, sundhedschef i Aarhus Kommune


Patienterne på klinikken er henvist fra egen læge og oplever senfølger fra flere organer. Sundhedspersonalet laver udredninger og genoptræningsforløb, som patienterne kan bruge i hjemmet eller i et eventuelt genoptræningsforløb, hvis det vurderes at være nødvendigt.

- Vi laver en gennemgang af, om der er noget medicinsk, som vi skal gøre noget ved. Er der for eksempel en nerve- eller lungesygdom? Så laver vi en meget omfattende beskrivelse af, hvad den enkelte kan og ikke kan, og så er det kommunen, der tilbyder genoptræning, siger Berit Schiøttz-Christensen.

Der findes mange forskellige senfølger efter sygdomsforløb med covid-19. Eksempelvis åndenød, muskelsmerter, tab af smags- og lugtesans, svimmelhed, og koncentrations- eller hukommelsesbesvær.

Et stigende pres

Alle kan blive ramt af senfølger, uanset om forløbet har været mildt eller alvorligt. Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at der er tale om blivende senfølger, men nogle kan altså have brug for vejledning og genoptræning.

- Vi inddeler borgerne i tre grupper. Nogle skal have fysioterapi til vejrtrækning og øvrigt funktionstab. Andre skal have hjælp til at få hverdagen til at fungere, mens andre igen har behov for redskaber til at håndtere den stress eller angst, som sygdomsforløbet har medført, fortæller sundhedschef i Aarhus Kommune, Otto Ohrt:

Genoptræningen kan blandt andet bestå af mindfulness, fysisk træning eller afspænding. Fælles for alle i genoptræning er, at det skal tilrettelægges og ske langsomt for ikke at skubbe yderligere til hjernetræthed eller kognitive udfordringer.

Gode råd til hverdagen efter smitte med corona

Skab balance mellem aktivitet og hvile. En lille gåtur kan være gavnlig for krop og sjæl, men start op i et roligt tempo og med aktiviteter, som ikke er for krævende. Husk at holde pause mellem aktiviteterne og pas på med ikke at overanstrenge dig.

Undgå åndenåd og sæt tempoet ned, hvis det sker. Undgå også arbejdsstillinger, som udfordrer vejrtrækningen.

Planlæg dine aktiviteter for en dag eller en uge ad gangen og lad være med at planlægge flere krævende aktiviteter på en dag.

Hold et passende tempo både i løbet af dagen og hen over ugen. Gå ikke for hurtigt i gang med nye opgaver, men tag den tid, der er behov for.

Husk de aktiviteter, som giver dig energi. Prioriter de ting, der gør dig glad. Vær bevidst om, hvilke aktiviteter du nyder at udføre og hvilke, der kan være gode at bede om hjælp til.

Sørg for pauser til hjernen.

Stimuler dine sanser, hvis du har nedsat lugte- eller smagssans. Duft til de samme fire ingredienser (eksempelvis citron, nellike, rose eller eucalyptus) i 20 sekunder 1-2 gange om dagen.

Start først på jobbet, når du er klar.

Kommunens samlede genoptræning har stort set ikke været sat på pause det seneste år.

- Vores medarbejdere har været enormt kreative i forhold til at opretholde genoptræningen på trods af covid-19. En del genoptræning har været virtuelt, der har været oprettet mindre hold, og vi har gjort brug af telerehabilitering, siger Otto Ohrt.

Det betyder også, at der ikke har ophobet sig en pukkel af borgere, der venter på at komme i genoptræning.

- Men der er ingen tvivl om, at vi ser et stigende pres på behovet for genoptræning efter covid-19, som vi er meget opmærksomme på at løse, og det har vi blandt andet gjort ved at ansætte ekstra personale. Desuden kommer der flere ældre, og vi ser derfor generelt et stigende behov for flere ressourcer til genoptræning og rehabilitering, så flere trænes til at klare sig selv, siger Otto Ohrt.

Annonce

Ikke svære sygdomsforløb

Helle Kruuse-Andersen er leder af afdelingen for fysio- og ergoterapi på Aarhus Universitetshospital, og her har de også haft travlt det seneste år.

Foruden at lave genoptræningsplaner til patienter med senfølger, har de også med genoptræning af de indlagte coronapatienter at gøre. Afdelingen har ansat omkring 10 nye medarbejdere i kortere eller længere stillinger.

- Det handler rigtig meget om at holde folk i gang under indlæggelsen. Om at træne deres vejrtrækning, komme op at sidde på sengekanten, gå nogle skridt og komme ud på badeværelset. Vi understøtter patienterne i alt lige fra deres balance til deres udholdenhed, siger Helle Kruuse-Andersen og forklarer, at nogle af patienterne også oplever kognitive problemer, som gør det svært for dem at overskue dagligdagsaktiviteter og bevare overblikket:

- Nogle kan ligefrem have svært ved at stave. Rigtig mange lider af det, man kalder ’hjernetræthed’. De bliver simpelthen så udtrætte, at de slet ikke kan overskue at gøre almindelige, dagligdagsaktiviteter.

Senfølger efter sygdomsforløb med covid-19

Langt de fleste coronasmittede bliver raske af sig selv uden behandling, men der findes også folk, som oplever senfølger efter et sygdomsforløb med covid-19.

Nogle af senfølgerne er:

  • Åndenød, hoste, hjertebanken
  • Muskel- og brystsmerter
  • Hovedpine, svimmelhed, feber
  • Nedsat appetit, nedsat muskelstyrke
  • Ondt i halsen og synkebesvær
  • Smerter i arme og ben
  • Opkast, diarré, udslæt på huden
  • Tab af smags- og lugtesans
  • Udtalt træthed
  • Koncentrations- og hukommelsesbesvær
  • Humørsvingninger, søvnforstyrrelser

Ifølge Berit Schiøttz-Christensen, overlæge på senfølgeklinikken, får patienterne på senfølgeklinikken forskellige øvelser, for eksempel en fløjte som skal træne deres vejrtrækning, og vejledning i at holde pauser så hjernen får ro.

Langt størstedelen af patienterne har ikke haft svære sygdomsforløb.

- I 2020 var alt fokus på dem, der var svært syge og havde været indlagt. Der var man ikke helt klar over, hvad der foregik blandt dem, der havde været lettere syge. Men opmærksomheden er nu blevet rettet mod, at der er rigtig mange, der har symptomer, som er kommet efter, de har haft infektionen, siger hun.


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Billund For abonnenter

Legolands teknikere ordner alt fra videoovervågning til årets nyeste forlystelser: - Det er ligesom at få noget fra Ikea

Annonce