Ansager: Helge Engelbrecht og Mariehaven er den seneste af en lang række forpagtere, der har måttet opgive at drive Ansager Musikhotel. Men nu er der meget, der tyder på, at der kan findes en løsning uden forpagter.
Der er nemlig interesse for at købe hotellet af det borgerejede anpartsselskab, der ejer bygningerne. Der er kommet adskillige tilbud. Der er især to tilbud, som, bestyrelsen i selskabet Ansager Hotel ApS vurderer, er seriøse. Det ene tilbud kommer fra Allan Jensen, der driver Møllen og Allan's Dinér i Ansager. Allan Jensen har selv offentliggjort, at han har budt på hotellet, men ikke hvor stort beløbet er.
Ole Nielsen er formand for Ansager Hotel ApS, og han vil ikke offentliggøre, hvem der står bag det andet tilbud. Han vil heller ikke offentliggøre, om tilbuddet fra Allan Jensen er bedre end det andet tilbud.
Der er desuden interesse for at købe den hytteby, som hører med til hotellet. Men anpartsselskabet foretrækker at sælge hotel og hytteby samlet. De to seriøse tilbud angår både hotel og hytteby.
Private har penge i klemme
I øjeblikket er Ole Nielsen gået i gang med at forhandle med kreditforening og bank. Der er nemlig risiko for, at indtægterne fra et salg ikke kan dække den gæld, der er i hotellet. Der var 16-18 lokale private långivere med tilknytning til Ansager, der for nogle år siden udlånte cirka en million kroner til renovering af hotellet, og især disse risikerer at miste penge, mens kreditforening og bank er prioriteret højere.
- Vi ser gerne en løsning, hvor private långivere mister så lidt som muligt, siger Ole Nielsen.
Vi ser gerne en løsning, hvor private långivere mister så lidt som muligt
Anpartshaverne i selskabet skal godkende et eventuelt salg. Der ventes at skulle to generalforsamlinger til at godkende en sådan beslutning.
Glæde over interesse
Men selv om et salg ikke er uden problemer, så er Ole Nielsen og Gert Thomsen fra bestyrelsen af anpartsselskabet glade for, at der er interesse for at købe hotellet og drive det videre.
I øjeblikket er de syv bestyrelsesmedlemmer fra hotellet selv med til at drive hotellet, som afholder alle bestilte selskaber, som var i kalenderen, efter Helge Engelbrecht stoppede.
- Vi får endda flere selskaber ind, siger Ole Nielsen.
Deter Gert Thomsen, som er en slags køkkenchef. Han er ved at gøre klar til weekendens Mariefestival, hvor alt er udsolgt.
De midlertidige værter
Ole Nielsen er uddannet lærer og Gert Thomsen er bogbinder, men i øjeblikket driver de altså hotel.
Helge Engelbrecht drev hotellet i halvandet år - frem til denne sommer.
I foråret var det dog coronalukket.
Der faktisk godt gang i den, og de to vurderer, at hotellet har en fremtid. Også selv om et eventuelt salg ikke kan gennemføres.
Det vigtigste for det borgerejede anpartsselskab er at sikre fremtidig hoteldrift i Ansager.