x
Annonce
Aabenraa

Global virksomhed ledte i hele Europa - valget faldt på Aabenraa

Tyske SAP har - foruden en grund i Kassø - købt 15 hektar af en 50 hektar stor erhvervsgrund lige vest for motorvejen ved Padborg. Den købte Aabenraa Kommune tilbage i 2018 for omkring 22 millioner kroner. Arkivfoto: Claus Thorsted
SAP Software Solutions har købt to datacenter-egnede erhvervsgrunde af Aabenraa Kommune i henholdsvis Kassø og Padborg. Det er dog endnu ingen konkrete planer om at bygge, oplyser selskabet.

Padborg/Kassø: Aabenraa Kommunes drømme om at blive landets datacenter-hovedstad har fået ny næring.

Efter amerikanske Apple overraskende valgte at droppe sine planer om et stort datacenter i Kassø sidste år, har den tyske it-koncern SAP Software Solutions nu købt to datacenter-egnede grunde på hver 15 hektar i henholdsvis Padborg og Kassø. Således slutter SAP sig til Google, som for et par år siden ligeledes købte en grund i Kassø med henblik på at bygge et datacenter.

Grundene er selskabets første i norden, og de er købt, så der kan handles hurtigt, hvis der skulle opstå et behov for datacentre i Danmark, oplyser selskabet.

- Hos SAP investerer vi konstant i vores cloud-infrastruktur, så vi bedst muligt kan betjene vores 440.000 kunder over hele verden. Derfor er det indledende arbejde med at finde optimale datacenter-egnede grunde en vigtig opgave. Selvom der pt. ikke er planer om at bygge på grundene, betyder det, at SAP nu kan reagere hurtigt og etablere datacentre i Danmark, hvis behovet opstår, udtaler Jørn Jacobsen, administrerende direktør i SAP Danmark, i en skriftlig kommentar, hvor det også fremgår, at SAP har valgt at købe grundene efter grundige undersøgelser på tværs af Europa.

- Adgang til vedvarende energi, Danmarks geopolitiske stabilitet og compliance ift. datasikkerhed er blandt de vigtige årsager til, at SAP har valgt at investere i Danmark, lyder det fra selskabet.

Annonce

Jeg er glad for, at vi fortsætter i det her spor, og at der er nogen, der interesserer sig for Aabenraa.

Borgmester Thomas Andresen

Fortsætter i sporet

SAP har hovedkvarter i Waldorf, og navnet står på tysk for Systeme, Anwendungen und Produkte - på dansk: systemer, applikationer og produkter. Virksomheden udvikler IT-systemer, der overordnet set anvendes til virksomheders interne processer inden for eksempelvis økonomi, lagerstyring og indkøb.

Købet glæder borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen (V).

- Det passer jo godt med vores datacenterstrategi, som blandt andet går ud på at tiltrække flere datacentre. Nu har vi både Google og SAP - desværre ikke længere Apple - og jeg er glad for, at vi fortsætter i det her spor, og at der er nogen, der interesserer sig for Aabenraa, siger han.

Datacenterstrategien blev vedtaget i efteråret 2018 og har blandt andet det delmål, at kommunen i 2022 skal huse to datacentre i drift, mens ydereligere to skal være under planlægning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

JV mener: Pressemøde var en mavepuster til Danmark

To måneder uden indtægter. Mindst. Det ser ud til at blive virkeligheden for tusindvis af forretningsdrivende. Det er blandt andet frisører, massører, cafeer, restauranter, biografer og mange butikker, som tidligst kan åbne igen 11. maj. Endnu længere skal oplevelsesbranchen og de store arrangementer vente, da de bliver ramt af, at denne sommersæson til og med august er aflyst. Det var noget af en mavepuster, statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften gav Danmark med sine meldinger om en meget langsom og gradvis genåbning af samfundet. Hun gav på pressemødet ganske vist udtryk for, at Danmarks økonomi er sund. Men det er den ikke i meget store dele af det erhvervsliv, vi alle skal leve af, enten direkte eller indirekte. Mange virksomheder gisper efter vejret, og de får brug for flere økonomiske respiratorer end dem, der er vedtaget i de foreløbige hjælpepakker. Ellers dør alt for mange danske virksomheder, hvilket koster både værdifulde arbejdspladser og skatteindtægter. Det er enormt positivt, at den hidtidige nedlukning af Danmark ser ud til at få den ønskede effekt. Vi har heldigvis foreløbig undgået de uhyggelige scener fra Italien og Spanien, hvor sundhedsvæsenet ikke kan følge med. Men vi skal have gang i økonomien igen, og hvis det skal ske uden, at epidemien eksploderer, kræver det både noget af den enkelte borger og af myndighederne. Vi skal hver især følge reglerne og blive ved med at holde afstand, selv om det kan have store menneskelige omkostninger. Men vi skal også kræve af myndighederne, at de i forbindelse med genåbningen af samfundet, i første omgang daginstitutioner og dele af skolerne, gør deres til at holde smittespredningen under kontrol. Det skal blandt andet ske ved, at der omsider kommer styr på noget så fundamentalt som, at der er værnemidler nok til frontlinje-medarbejderne i sundheds- og plejesektoren. Og at der gennemføres mange flere test end hidtil, så man så vidt muligt undgår, at smittede medarbejdere går på arbejde med måske fatale følger.

Danmark

Liveblog: Disse børn og ansatte skal ikke i skole eller børnehave efter påske

Annonce