Onsdag fejrede Evald Nielsen, at han er blevet kompagnon i Puggaard Begravelse med en reception på Hotel Arnbjerg i Varde.
Varde: Evald Nielsen, 55 år, tog for små to år siden et markant kursskifte i arbejdslivet. Han skiftede jobbet som mellemleder på industrivirksomheden Skylight i Varde ud med jobbet som bedemand. Det var i forbindelse med, at bedemand Henry Puggaard gik på efterløn ved månedsskiftet april/maj 2015.
Onsdag var der reception for Evald Nielsen på Hotel Arnbjerg. Her blev det markeret, at han træder ind i firmaet Puggaard Begravelse i Varde.
Her er nu blevet kompagnon med Hans Peter Nielsen og Inge Breum.
De seneste næsten to år har Evald Nielsen arbejdet i firmaet og har altså haft mulighed for at overveje, om bedemandsbranchen er ham. Sideløbende har han taget en uddannelse i Vejle.
- For at få Danske Bedemænds uddannelse er der krav om, at man også arbejder som bedemand, siger Evald Nielsen
Puggaards Begravelse
Puggard Begravelse er et anpartsselskab.Oprindeligt hed firmaet Bennedsens Begravelsesforretning.
Henry Puggard købte firmaet i 1994.
Oprindeligt landmand
Oprindeligt var Evald Nielsen landmand, han er uddannet driftsleder med det grønne bevis. Senere blev han klejnsmed og læste til maskinkonstruktør. Det førte til jobbet som projektleder på Skylight.
- Jeg kunne se, at flere af mine kolleger gik ned med stress, det er nok vilkårene som mellemleder i industrien, siger Evald Nielsen.
Han er glad for sit job som bedemand trods arbejdets altid alvorlige karakter. Han kom ind i branchen, fordi han i forvejen kendte Hans Peter Nielsen.
- Vi skal møde mennesker med empati. Næsten alt arbejdet vedrører dødsfald. Men vi har også samtaler med folk, som planlægger deres begravelse, den sidste vilje. Men det handler jo også om døden, siger Evald Nielsen.
Han er gift med sygeplejerske Karen Lene Nielsen. Parret har tre voksne børn og bor i Varde.
Hans Peter Nielsen fra Puggaard Begravelse siger om sin nye kompagnon, som han kendte i forvejen:
- Han har empati og situationsfornemmelse.
Kompagnon Inge Breum siger om branchen:
- Nogle gange kan man græde, men der kan også være grin i hverdagen. Der ikke altid så langt mellem grin og gråd.