Hun husker ikke den mest dramatiske begivenhed i sit liv. For hun lå i sin mors mave, da de vietnamesiske bådflygtninge sejlede ud fra kysten. 122 mennesker stuvet sammen i en fiskekutter, som hendes far var styrmand på.
- Men det er blevet en del af min identitet, noget jeg bærer på, forklarer hun.
Hun hedder Simba Hansen. Fordi ØK-skibet hed Simba, og fordi et af besætningsmedlemmerne hed Hansen.
Hendes familie blev reddet 16. december 1979 efter tre nætter og to dage på havet, og i historien om familien er det et vigtigt kapitel, som hun gerne vil skrive længere.
Derfor leder hun efter "Hansen". Hun har brugt nettet, mødt stor hjælpsomhed, men endnu ikke fundet ham. Og nu er der gået over fire årtier, så det bliver sværere.
Eksempelvis er kaptajnen på skibet den gang død for 20 år siden. Men også, fordi en del af besætningen var fra Filippinerne.
Tirsbæk og ØK
Men fredag mødte hun faktisk en flok af de gamle ØK-søfolk. Det skete ved et arrangement på Tirsbæk Slot.
Godsejerparret Hans Henrik Algreen-Ussing og Marianne Kirkegaard havde inviteret, fordi ØK også er en del af deres historie:
Stifteren af ØK, etatsråd H.N. Andersen, er tipoldefar til Hans Henrik Algreen-Ussing og købte i sin tid Tirsbæk ind i familien.
- Min oldemor Adda har selv fortalt mig, at hun en gang med sin far sejlede ind gennem Vejle Fjord og sagde: "Se papa, der kunne jeg godt tænke mig at bo."
Etatsråden og Tirsbæk
- H.N. Andersen købte Tirsbæk i 1912. To værelser på Tirsbæk var reserveret til etatsråden og etatsrådinden, når de kom på besøg. Her måtte kun en bestemt stuepige komme ind.
- Etatsråd H.N. Andersen døde i 1937, mens respekten for ham var af en sådan karat, at værelserne blev stående uændrede og ubrugte flere årtier frem.
- Først i nyere tid besluttede den nuværende ejer og hans far, at nu skulle historien pakkes sammen og gemmes væk. Derfor blev de to værelser ændret til en sal, hvor der kan være op til 100 personer til foredrag.
- Men Hans Henrik Algreen-Ussing lovede gæsterne fra ØK's rederitid, at han vil værne om forbindelsen til den en gang verdensomspændende virksomhed - Østasiatisk Kompagni - og dets stifter, så længe han har muligheden.
Da Adda blev gift, fik hun slottet af sin far, lige som hendes to søskende også hver fik en herregård. Han brugte 500.000 kroner på at købe stedet og andre 700.000 kroner på at sætte alt i tiptop stand.
Det svarer 150 millioner kroner i købspris i dag og 220 millioner kroner til renovering, fortalte Hans Henrik Algreen-Ussing ved arrangementets indledning.
ØK-veteranerne så slottet, haven og en udstilling om etatsråd Andersen. Samt fik noget at spise.
Simbas familiehistorie
Da Vietnamkrigen sluttede i 1975, stod de tabende sydvietnamesere som landsforrædere efter stormagtskonflikten, der også var en borgerkrig. Simbas far var to gange i fængsel, og det var hans tredje forsøg på at flygte fra Vietnam.
Han var fisker, og i forståelse med sin kaptajn sejlede de ud på havet i hans fiskekutter. Kaptajnen var selv blandt de flygtende.
Målet var at møde et stort skib, som ville samle dem op. De håbede på store lande som USA, Tyskland eller Canada. Men de frygtede, at de i stedet endte i kløerne på thailandske pirater, som også var i farvandet.
Det var et græsk skib, de først fik kontakt med. Det var i forvejen var fyldt med flygtninge og sendte et SOS til Simba. Da de kom ombord, blev fiskekutteren sænket.
Simba Hansen, bådflygtning fra Vietnam i 1979Jeg har ofte tænkt på, hvad der ville være sket, hvis vi ikke var kommet af sted den gang. Så havde jeg måske levet i lykkelig uvidenhed om verden og dens muligheder.
"Dem kan vi ikke sejle fra"
Günther Petersen har været kaptajn i ØK og Mærsk. Han har været med til at redde bådflygtninge nogle år senere. Det var den 24. september 1984, hvor han sejlede med ØK Selandia på rute mellem Singapore og Hongkong.
På sømandsvis stod han og holdt øje med horisonten, da han pludselig så en prik. Den voksede, så han gik til styrmanden. Det viste sig, at "prikken" var overfyldt med mennesker.
Kaptajnen gav ham "hvad gør vi?"-blikket. I første omgang var tanken at give dem ferskvand og mad, så de kunne fortsætte. Men pludselig væltede det op med mennesker.
- Dem kan vi ikke sejle fra, sagde jeg, og så hev vi dem op i små hold med en otte-fods container. En af dem blev kaldt "lodsen". Det var han ikke, men han havde et kompas om halsen. Det havde nu ikke hjulpet dem ret meget. De havde 62 ombord, og de lugtede frygteligt. De havde været søsyge og manglede toiletter. Min kone, som var med, var heldigvis resolut. Hun sendte dem i bad, og alt tøjet røg i vaskemaskinerne, fortæller Günther Petersen.
Storebror husker sneen
Simbas storebror, den to år ældre Tuan Pham, husker ikke selve turen på båden tilbage i 1979. Det første, han husker fra den gang, er sneen i Danmark.
- Ud fra, hvad min far fortæller, var det aldrig meningen, at der skulle så mange med fiskekutteren. Men folk hører, at noget er i gang eller holder sig bare til ved kajen. Det må være lidt som dét, vi så, fra lufthavnen i Afghanistan, fortæller Tuam Pham, der er pædagog i Aabenraa.
Fik et kulturchok - i Vietnam
I dag er Simba en veluddannet kvinde på 41 år, gift og har to børn og bor i Søborg. Hun har en bachelor fra CBS i virksomhedsledelse og en kandidat i internationale relationer og udvikling - med særligt henblik på tvungen migration.
- Som alle andre unge, der blev færdig med uddannelse i 2009 lige efter finanskrisen, gjorde jeg som regeringen ønskede og søgt bredt efter job. Så jeg bruger ikke min uddannelse, selv om jeg gerne ville lave udviklingsarbejde. I stedet er jeg konsulent hos KMD, fortæller hun.
Hun har været i Vietnam flere gange og har familie dér.
- Første gang var noget af et kulturchok, for pludselig talte alle omkring mig vietnamesisk. De var meget høflige over for hinanden, ikke som på en gågade i Danmark. Og så troede de ikke på, at jeg var fra Vietnam, fordi jeg er høj.
- Jeg har ofte tænkt på, hvad der ville være sket, hvis vi ikke var kommet af sted den gang. Så havde jeg måske levet i lykkelig uvidenhed om verden og dens muligheder, siger hun eftertænksomt.
