Annonce
Esbjerg

Ikea-salg redder overskuddet hos kendt erhvervsmand i Esbjerg

Bjarne Pedersen her fotograferet med to af sine døtre, da det i 2017 kom frem, at Ikea ville bygge et varehus på Pedersens jord i Kjersing. Siden meddelte Ikea, at kæden satte planerne på standby, men grunden er købt, og det kan aflæses i Pedersens årsrapport.
Manden bag Dokken-projektet, Bjarne Pedersen, fik sidste år et overskud på knap tre millioner kroner i sit moderselskab, som samler trådene fra en stribe datterselskaber. Salget af stor grund til Ikea hjælper i den rigtige retning.
Annonce

Esbjerg: Man kan nemt blive søsyg på en tur gennem regnskaberne i manden bag Dokken-projektet, direktør Bjarne Pedersens, mange regnskaber.

Det er op og ned - en rutsjebanetur, hvor der tjenes på gyngerne, hvad der sættes til på karrusellerne i Pedersens minikonglomerat af selskaber, som rummer to markante ejendomsudviklingsprojekter, en restaurant, en håndboldklub og faste indtægter i store kontor- og butikslejemål.

Alt sammen er samlet i moderselskabet Bjarne Pedersen Holding A/S, populært kaldet Pedersen Gruppen, som netop har offentliggjort sin årsrapport for 2018/2019.

Moderselskabets hovedformål at drive aktiviteter i relation til to udviklingsprojekter Dokken og City Nord, mens sekundære aktiviteter drives i Restaurant Gammelhavn og Team Esbjerg, som Bjarne Pedersen ejer en tredjedel af.

Og årets resultat i Bjarne Pedersen Holding A/S endte med et overskud før skat på 2,8 millioner kroner mod et overskud på 5,5 millioner kroner i 2017/18. Det betegner Bjarne Pedersen som et tilfredsstillende resultat. Egenkapitalen i selskabet endte på 86,5 millioner kroner.

Gammelhavn forbedrer sig

Restaurant Gammelhavn A/S er en sekundær aktivitet i Bjarne Pedersen Holding A/S. Selskabets drift har i regnskabsåret bestået i drift af "Huset Gammelhavn”, ”Dit Køkken” og ”Dokken City Beach."

Årets drift resulterede i et underskud før skat på 190.000 kroner mod et underskud på 439.000 i 2017/18.

Annonce

Fint grundsalg

Pedersens forretningseventyr begyndte i sin tid, da han tidligt så mulighederne i, at Esbjerg ville brede sig mod nord, og at der ville være behov for at etablere et handelscentrum i området. Han købte således den første grund af Esbjerg Kommune, som blev forløberen til City Nord med egne butikslejemål i forbindelse med Bilka-varehuset.

Her har han i selskabet Ejendomsselskabet City Nord, Esbjerg A/S, været vant til et pænt årligt overskud fra lejeindtægter, men sidste år endte årets resultat i et minus før skat på 4,9 millioner kroner imod et overskud på 9,8 millioner kroner i 2017/18. Forklaringen er, at selskabets lejemål i ejendomme ved City Nord ikke har ikke været fuldt udlejet i 2018/19 (H&M), men fra 2019/20 er alle selskabets lejemål udlejet, fremgår det af årsrapporten, og man forventer igen et positivt resultat i 2019/20.

Til gengæld opvejes tabet af en ekstraordinær indtægt i selskabet City Nord Retail Park A/S, hvis aktiv er et stort jordlod på den anden side af jernbanen ved City Nord. Her har Bjarne Pedersen sidste år solgt et stort areal til møbelgiganten Ikea.

"Salget har medført en væsentlig indtægt på 13,8 millioner kroner før skat," fremgår det i regnskabet.

Annonce

Dokken-udvikling går i rødt

På havnen har Bjarne Pedersen siden 2003 været i gang med det storstilede Dokken-projekt i dokhavnen.

Lejeindtægten fra selskaberne Bjarne Pedersen A/S og Parkestone A/S, der huser væsentlige lejere i henholdsvis ejendommen Dokken 1 (Retsbygningen) og Parkestone House, giver sammenlagt et overskud før skat på næsten 11 millioner kroner.

Men det koster også dyrt for Pedersen at projektudvikle på Dokken. Således får han et nyt underskud i Udviklingsselskabet Esbjerg Dokhavn A/S på 16,2 millioner kroner før skat. Året før lød underskuddet på 10,4 millioner kroner året før.

Der fremgår desuden, at der i 2018/19 er ydet et kapitaltilskud til udviklingselskabet på 14 millioner kroner fra hovedaktionæren, ligesom det fremgår, at selskabets årsrapport, at "der forventes realiseret nye projekter i de kommende regnskabsår - projekter som forventes at medføre positive afkast for selskabet. De fremtidige driftsresultater er helt afhængige af hastigheden i udviklingen af projektet og igangsætningen af egentlige byggerier og projekter. Selskabet har en beholdning af uudnyttede byggeretter på cirka 53.000 etagemeter."

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordtyskland

Anden bølge er i gang: Tyskland kan blive lukket land for danskere lige om lidt

Annonce