Annonce
Kolding

Jalousidrama i swingerklub endte med knytnæveslag: 'Pigerne ville hellere være sammen med mig'

Den 47-årige er kommet i mange i år i swingerklubben, men er nu blevet smidt ud. Den 47-årige og offeret har kendt hinanden i flere år, men aldrig været venner. Arkivfoto: Maria Tuxen Hedegaard
En 47-årig mand blev mandag dømt for vold, efter han i december sidste år slog en anden gæst i swingerklubben Tucan Club. Den 47-årige mente, at offeret var racistisk. Offeret selv mente, han blev slået, fordi pigerne foretrak ham frem for den 47-årige.

Almind: Nogen vil nok tænke, at knytnæveslag på en swingerklub blot er en af gæsternes frække fantasier, men da der den 1. december sidste år blev uddelt slag på swingerklubben Tucan Club, var det virkelighed og alvor.

Derfor skulle en 47-årig mand mandag møde ved Retten i Kolding tiltalt for vold. Han gav nemlig en af swingerklubbens andre gæster to knytnæveslag i ansigtet, da de begge besøgte Tucan i december.

Den 47-årige, der har anden etnisk oprindelse end dansk, erkendte at have slået manden og forklarede, at det mandlige offer i lang tid havde haft noget imod ham.

- Han havde sagt en masse ting til de andre, så der var drama, da jeg kom. Alle i klubben kiggede underligt på mig. Det var racisme. Det er kun på grund af min hudfarve, han gjorde det, sagde den 47-årige, der havde fået at vide af en muslimsk kvinde, at offeret for knytnæveslagene havde talt dårligt om ham.

- Han ser mig ikke som en god mand, en god dansker eller en god swinger, sagde han.

Derfor konfronterede den 47-årige offeret, og det endte i noget småtumult, der kulminerede med knytnæveslag. Den 47-årige blev blandt andet skubbet omkuld af offeret, forklarede han.

- Jeg ved godt, jeg ikke havde ret til at slå, men jeg forsvarede mig selv. Jeg ville holde ham væk. Jeg slog ham ikke hårdt, og hvis jeg havde bokset på ham, ville han være kommet til skade, sagde den 47-årige.

Annonce

Han ser mig ikke som en god mand, en god dansker eller en god swinger

47-årig dømt for vold

Jalousi

Offeret havde dog lidt en anden forklaring. I hans øjne var jalousi skyld i, at han fik et par på lampen.

- Jeg ved godt, hvad det bunder i: Der var nogle af pigerne, der hellere ville være sammen med mig end ham, sagde offeret, der forklarede, at den 47-årige var ophidset fra start.

- Han kom hen til mig og sagde, at vi skulle snakke, selvom han i lang tid ikke har villet snakke med mig. Jeg havde ikke lyst, for jeg vidste, det ville ende i skænderi. Jeg sagde, han skulle lade mig være, men så begyndte han at kalde mig racist. Jeg hader at blive kaldt det ord, sagde offeret, der indrømmede, at han havde skubbet til den 47-årige.

Offeret, der selv arbejder i swingerklubben, men bare var der som gæst den pågældende aften, henvendte sig til en medarbejder for at få den 47-årige sendt hjem. Medarbejderen forklarede mandag, at han så den 47-årige slå offeret, og at han derefter var blevet smidt hjem.

- Han slog hen over mig og ramte ham i hovedet. Jeg nåede at tænke, at jeg i hvert fald skulle passe på mine briller, sagde medarbejderen, der ikke længere arbejder på Tucan Club.

Dommen

Idet den 47-årige var blevet skubbet, mente hans forsvarer, at han han havde handlet i nødværge og skulle frifindes. Det afviste dommer Camilla Dalgaard, der i stedet idømte den 47-årige 40 dages betinget fængsel. Han blev desuden pålagt at begyndte i psykiatrisk behandling, fordi han blandt andet lider af posttraumatisk stress og søvnproblemer.

Den 47-årige har udbedt sig betænkningstid i forhold til, hvorvidt han vil anke dommen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce