Jeg tror, jeg kan gøre alt

S om barn drømte hun ofte om at være ligesom alle de andre. Sådan en, der havde en klar fornemmelse for, hvad MAN kunne og ikke kunne - og et klædeskab, der indeholdt det rigtige tøj fra de rigtige butikker.

Det var ikke fordi, hun følte sig forkert eller upopulær. Det var mere en følelse af at være anderledes. At andre syntes, hun var anderledes. Og trods ihærdige forsøg lykkedes det hende aldrig helt at presse sig ned i den skabelon, der - måske - kunne have gjort drømmen til virkelighed.

Når de andre for eksempel kom i skole i den dyre dynejakke fra Deres eller i den stribede bluse fra Nørgaard på Strøget, rakte familiens økonomi kun til billige kopier. Så en dag tog hun konsekvensen. Udstyrede garderoben med tøj fra den lokale genbrugsbutik - og gik så ellers om bord i livet med en erklæret målsætning om at være unik.

For når man åbenbart alligevel skiller sig ud fra mængden, kan man lige så godt gøre det med stil og oprejst pande.

- På et tidspunkt måtte jeg bare erkende, at ligegyldigt, hvor meget jeg gik med perlehalskæde og skjortebluse, så var jeg stadig sådan en, som folk gloede på, og så kunne jeg ikke gøre så meget andet end at holde fast i mig selv.

I dag har hun stadig ikke helt fået greb om, hvad pokker det er, der gør, at hun skiller sig ud fra mængden. Hun kan bare konstatere, at hun gør det.

Det kendte ansigt bliver for eksempel en gang imellem stoppet på gaden, og så sker det, at folk siger: "Nå, det er dig, der er så anderledes end de andre". Og det okay, at de siger sådan.

- Jeg ved jo godt, at jeg ikke har det store held med at forsvinde i mængden, selvom jeg stadigvæk oplever situationer, hvor jeg ikke kan lade være med lige at give det et forsøg. Men når det ikke lykkes, så gider jeg ikke få ondt i maven. Så har jeg efterhånden lært at fjerne mig fra situationen i stedet.

Når Sara Bro de kommende uger rejser rundt med radiovært David Mandel som konferencier på Grøn Koncerts P3-scene, er det med budskabet om, at der skal være plads til forskelle.

Et budskab, der ligger ualmindeligt godt i P3-værtens mund, for det er det, hun er vokset op med gennem hele sin barndom. I kollektivet, hvor hun boede med sin mor, var fællesskabet en rummelig størrelse, der både gav plads og skabte sammenhold.

- Jeg er vokset op med, at alle er noget værd, og ingen er bedre end andre. Når beslutninger skulle træffes, var det et fælles ansvar at finde en løsning på problemerne. Helt klassiske værdier fra den tid, som jeg har taget med mig.

Hellere lappe en cykel

Og helt i tidsånden fra dengang understregede hendes far, at der ikke var nogen grund til, at datteren lærte at gøre rent. Hvorfor bruge tid på kvinde-nedgørende sysler, når man i stedet kunne udstyres med nyttige fif til, hvordan man snitter en god pind til snobrød eller tænder et bål?

- Min far var i høj grad til stede i min barndom og var stort set den, der passede mig det første år af mit liv. Han havde en stærk filosofi om min opdragelse og har sørget for, at jeg med tiden har lært at skifte ledninger, bruge en boremaskine og sætte lamper op. Den slags ting som i dag er ret praktiske at kunne selv. Til gengæld har jeg det stadig lidt stramt med rengøring, og hvis nogen spørger, om jeg helst vil vaske op eller lappe en cykel, så vil jeg til enhver tid vælge at lappe cyklen.

I Dyrehaven nord for København ligger desuden en udflytterbørnehave, som i dag er datterens, men engang var Sara Bros daglige legeplads, og også den har bidraget til det fundament, hun står på.

- I den børnehave er man ude hele tiden, og der er plads til at gøre vilde ting og gå på opdagelse. Min datter gider ikke gå ude på stien, fordi hun ved, at det er inde i krattet, at man finder de spændende ting. Sådan har jeg det også.

Sara Bros far mente, at datteren skulle blive havbiolog. Hun ville hellere være frisør og stewardesse som alle de andre. Stewardesse-drømmen har hun ikke helt opgivet. Men lige nu er det stadig de elektroniske medier, der trækker, sådan som det har været i et par årtier efterhånden.

Børneradio

Det begyndte med børneradio, uden at Sara Bro helt havde fået sat ord på, at det var det, hun ville. Så lavede hun tv. Så radio igen. Og sådan har hun gennem årene flyttet sig lidt frem og tilbage.

Programmernes form og indhold har været forskelligt.

Men Sara Bro har været Sara Bro. "Jeg kan ikke rigtigt andet - og mit pejlemærke har altid været mavefornemmelsen mere end journalistikken", som hun siger.

Og nok har hun gennem livet følt sig anderledes, men hun har aldrig tvivlet på sit eget værd.

- Jeg er opdraget til at tro, jeg kan alt! Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget, jeg ikke kan lære. Der er nok nogle ting, jeg er blevet for gammel til, men i princippet har jeg det sådan, at hvis jeg ville, så kunne jeg. Jeg har for eksempel en form for højdeskræk, men det har altså ikke afholdt mig fra at komme op i højden alligevel. Det kræver sådan set bare, at nogen siger: "Det kan du ikke". Så sætter jeg alt ind på at bevise, at det kan jeg selvfølgelig godt.

Hun kan for eksempel ikke huske, at hun nogensinde har sagt nej til et tilbud af frygt for, at hun ikke ville kunne finde ud af det. Også her er det mavefornemmelsen, der bestemmer retningen.

- Jeg kigger mere på, om det er noget, jeg har lyst til eller kan se mig selv i. Hvis TV Avisen spurgte, ville jeg for eksempel sige nej. Jeg ville ganske vist elske det, men det ville jo aldrig blive TV Avisen. Og det er måske en erkendelse, der er kommet med årene. Hvis jeg bliver bedt om at gøre noget, hvor jeg skal ændre mig for at passe ind, så siger jeg nej. Hvis jeg skal være med, skal jeg kunne være mig selv.

Inden interviewet har Sara Bro som de fleste andre dage været tidligt oppe for at styre P3-lytterne sikkert gennem morgenen. Efter interviewet skal hun hente sin datter, der skal til tandlæge.

Kernefamilie

Det er et helt almindeligt hverdagsliv med logistik og opvaskemaskine, der skal tømmes, og sejrsdans de sjældne gange det lykkes at komme i biografen med sin mand.

Det er et liv, der ikke er anderledes end så mange andres, og måske derfor har det sin helt særlige tiltrækningskraft.

- Vi lever på sin vis meget klassisk med vores lille kernefamilie. To børn, karrierer og sådan noget, og jeg synes, det er mega-eksotisk, for det er jeg jo ikke vokset op med. Så jeg ved faktisk ikke, hvordan man gør det, men jeg synes, det er sjovt og spændende og en udfordring og synes faktisk, vi klarer det ret godt.

Sara Bro er flyttet med sin familie tilbage til den ejendom, hvor hun voksede op som barn. Og selvom kollektivet nu er skiftet ud med kernefamilien, er det stadig de samme værdier, hun navigerer efter. Det kan godt være, hun stikker lidt ud fra flokken en gang imellem, men det med at løfte i flok vokser hun vist aldrig fra.

- Det har altid været vigtigt for mig at opføre mig ordentligt over for andre mennesker. Også vigtigere end at pleje min egen karriere. Jeg får ondt i maven, hvis jeg går over mine egne grænser for, hvordan man skal opføre sig. Derfor tror jeg faktisk heller ikke, jeg ville være en særligt god chef. Eller også ville jeg netop være en god chef på grund af det.

Så hun holder sig til at være Sara Bro. Det er alligevel det, hun er bedst til.

Derfor glæder hun sig også til at rejse rundt med Grøn Koncert og hilse på nogle af dem, der til dagligt er hendes lyttere.

- Og så er altså bare et vanvittigt godt budskab, som vi nok alle sammen har godt af at blive mindet om en gang imellem. Det er helt fint, at vi er forskellige. Det ændrer ikke på, at vi er lige meget værd.