Annonce
Aabenraa

Jollehavn er ommer: Den er kendt ulovlig i klagenævn

Rent juridisk er den gal med tilladelsen til at bygge jollehavn ved Loddenhøj, mener Miljø- og Fødevareklagenævnet. Rent fysisk har havnen det heller ikke så godt efter blæsevejret for nylig. Foto: Outdoor Studio
Loddenhøj Jollehavn fik for snart to år siden forlænget sin tilladelse hos Kystdirektoratet. Men det skete ikke efter foreskrifterne, siger Miljø- og Fødevareklagenævnet. Nu ligger jollehavnen der, men den er ulovlig.

LODDENHØJ: I sommeren 2020 stod den der omsider - jollehavnen ved Loddenhøj Strand, som har været i støbeskeen i omkring otte år.

Men nu viser det sig, at den tilladelse, som foreningen Loddenhøj Jollelaug fik af Kystdirektoratet til at opføre jollehavnen, var ulovlig.

Nærmere bestemt er det forlængelsen af tilladelsen, som blev givet af Kystdirektoratet i 2019, der er ulovlig. Det fastslår Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Annonce

Nævnet har derfor hjemsendt sagen til fornyet behandling i førsteinstansen, som det hedder - det vil sige i Kystdirektoratet.

Den afgørelse kommer bag på formanden for Loddenhøj Jollelaug, Carsten Lau Kjærgaard.

- Da tilladelsen kom, fik vi at vide, at den klage, som var sendt til Miljø- og Fødevareklagenævnet, ikke havde opsættende virkning. Derfor gik vi i gang med at bygge jollehavnen. Vi gjorde det, vi fik lov til, pointerer han.

Carsten Lau Kjærgaard ser sagen som en tvist mellem to statslige myndigheder.

- Vi er ikke part i den sag. Det må nu være op til Kystdirektoratet at lovliggøre jollehavnen. Hvis det kræver, at vi indsender nogle flere ansøgninger, så må vi gøre det, siger han.

Miljø-redegørelsen

Grunden til, at Miljø- og Fødevareklagenævnet nu siger, at tilladelsen til jollehavnen blev givet på et ulovligt grundlag, er den, at der i 2019 ikke blev lavet nogen ny VVM-screening - det vil sige undersøgelse af jollehavnens indvirkning på miljøet.

Det blev der ganske vist i 2014, da jollelauget fik den oprindelige tilladelse til at etablere en jollehavn ved Loddenhøj. Men sådan en undersøgelse er forældet efter tre år, og så skal der laves en ny.

- Vi kunne jo ikke komme i gang med at etablere jollehavnen, efter vi fik den oprindelige tilladelse, fordi der blev klaget over lokalplanen. I mellemtiden udløb tilladelsen, så den måtte fornys, forklarer Carsten Lau Kjærgaard.

Annonce

Bekymrende

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet er indgivet af Foreningen Bevar Loddenhøj Naturstrand, som hele tiden har kæmpet imod at få en jollehavn placeret på stranden ved Loddenhøj.

Birte Schultz, der er talsmand for foreningen, er ikke overrasket over, at klagenævnet har kendt tilladelsen ulovlig.

Det forkerte sted

Foreningen Bevar Loddenhøj Naturstrand mener ikke, at stranden ved Loddenhøj egner sig til en jollehavn på grund af de strømningsforhold, der er i vandet ud for Loddenhøj.

I følge foreningen kom der bevis for påstanden, da der samlede sig en masse tang på stranden efter den første stom i efteråret.

Foreningen mener ikke, at de nuværende badeforhold på stranden syd for jollehavnen lever op til de løfter, der blev givet fra kommunens og jollelaugets side.

- Det er dybt bekymrende, at vi har et statsligt system, der fagligt set fungerer så dårligt, siger hun med henvisning til Kystdirektoratets behandling af sagen.

Foreningen Bevar Loddenhøj Naturstrand mener ikke, at naturforholdene ved Loddenhøj egner sig til, at der kan etableres en jollehavn ved standen.

- Vi føler jo ikke, at der nogen sinde er blevet lyttet til os hos kommunen og Kystdirektoratet. Vi har jo sagt, at tilladelsen ikke bare kunne forlænges. Men man har i den grad villet det her politisk, fastslår Birte Schultz.

- Nu har vi en ny situation, og jeg mener, at politikerne bør benytte denne lejlighed til at tage alle parter med på råd og finde ud af, hvordan vi kan få genskabt stranden ved Loddenhøj. Vi bør bruge alle vores gode energier til at finde en løsning, tilføjer hun.


Vi fik at vide, at den klage, som var sendt til Miljø- og Fødevareklagenævnet, ikke havde opsættende virkning. Derfor gik vi i gang med at bygge jollehavnen.

Carsten Lau Kjærgaard, formand for Loddenhøj Jollelaug


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Kvinde anholdt med favnen fuld: Sigtet for at stjæle indbo og ejendele fra sammenstyrtet hus

Sydjylland

Region Syddanmark i top: Markant færre corona-patienter i respirator døde end i resten af landet

Annonce