Annonce
Livsstil

Karen bor sammen med sin eksmand

Man er nødt til at finde sit voksne jeg frem i en skilsmisse og vælge sine konflikter med omhu. Ellers risikerer man at blive konfronteret med dem igen og igen gennem livet, mener Karen.

Mange skilsmissebørn må finde sig i at flytte mellem mor og far hver anden uge. Det ville Karen Bülow Voetmann ikke byde sine børn, så hun valgte at blive boende sammen med både børn og eksmand - en løsning, hun aldrig har fortrudt.

Annonce

Der var ikke mange, der spåede Karen Bülow Voetmann og hendes mand gode odds, da de for ti år siden fortalte omgangskredsen, at de skulle skilles - men at de havde valgt at blive boende sammen.

Tværtimod.

- De fleste troede ikke på, at det kunne lade sig gøre, og mange reagerede - og gør det stadig - med vantro, når jeg fortæller, at jeg bor sammen med min eksmand, smiler hun, efter at hun har vist rundt i den store toplansvilla, hvor familien har sin gang.

Lige nu er her stille. Sønnen, Christian, på 14 år er lige rejst med far til Bangkok på en tur, der også går over Taipei, hvor den to år ældre storesøster, Anna, er udvekslingsstudent. Karen Bülow Voetmann har et halvmaraton, der skal løbes i Berlin i weekenden, og derefter støder hun til resten af familien i Taipei. Men i øjeblikket er hun alene i huset sammen med Ricardo, som er udvekslingsstudent fra Mexico.

Dørene i huset står åbne, og hun færdes lige naturligt på førstesalen, der udgør hendes lejlighed, som i stueplan, hvor hendes forhenværende mand residerer.

- I begyndelsen havde vi en del regler. Dørene var tit lukkede, og vi havde aftalt, at vi voksne skulle banke på hos hinanden. Sådan er det ikke mere - nu sjosker vi bare ud og ind hos hinanden helt naturligt, forklarer hun.

Karen Bülow Voetmann har boet i huset i 16 år - de ti af dem som fraskilt. Der skete nemlig det, som der sker for mange par: Hun og ægtemanden gled fra hinanden. De forsøgte at redde ægteskabet med parterapi, men det lykkedes ikke. Pengene, som de lagde hos psykologen, inden beslutningen om skilsmissen blev taget, var dog på ingen måde spildt.

- Vi vidste, at især Christian ville få svært ved at håndtere det der med at bo en uge hvert sted. Så vi begyndte at tale om, hvordan vi kunne løse den udfordring - og så meldte tanken sig om at blive boende sammen. Psykologen gjorde os opmærksom på, at det aldrig ville holde, hvis vi udelukkende gjorde det for børnenes skyld, og derfor rådede hun os til at lede efter de fordele, som vi selv kunne få ud af det, fortæller Karen Bülow Voetmann.

Hun siger, at uden psykologens opbakning er hun ikke sikker på, at de kunne have fundet en så fredelig og fremtidssikret løsning.

- Vi var tæt på at falde i fælden, hvor man begynder at diskutere. Men psykologen bakkede os heldigvis op i, at løsningen kunne fungere.

Der findes kun "vores" parti

Da beslutningen var truffet, skulle omgangskredsen informeres. Det valgte parret også at gøre på utraditionel vis.

- Vi lavede simpelt hen en pr-strategi. Vi vidste godt, at vi var nødt til at nå ud til alle, for ellers ville vi have svært ved at styre, hvad der blev sagt, tænkt og følt.

Som tænkt, så gjort: Alle nære venner, familie og børns skolekammerater fik et brev, hvori der stod, at parret skulle skilles, men fortsat var gode venner, og at der ikke ville ske forandringer i hverdagen. Og de opfordrede alle til at opføre sig, som de plejede.

Det faldt dog ikke alle lige let. Et af Karens nære familiemedlemmer ringede hende op og sagde, at hun tog eksmandens parti, for hun var ret overbevist om, at skilsmissen var Karens skyld. Det parti ville eksmanden dog ikke kendes ved.

- Han ringede hende op og sagde, at her kunne man faktisk ikke vælge parti til fordel for en af parterne. Der var kun et parti, og det var "vores" parti, smiler Karen Bülow Voetmann og fortæller, at en af de regler, hun havde fastlagt sammen med børnenes far, var, at man ikke talte dårligt om hinanden foran børnene eller andre mennesker.

- Vi besluttede os for, at vi ikke ville skabe en konflikt omkring det at blive skilt. Men det var faktisk ikke helt nemt, for det er ikke normen her i landet. Vi siger til hinanden, at vi skal opføre os ordentligt, men hele vores system lægger op til, at vi er i konflikt. I retssystemet arbejder vi med tabere og vindere - at have to vindere i en sag er ikke muligt. Vi oplevede, at advokaterne var afvisende og meget skeptiske over for vores model, og vi måtte ud at finde præcedenssager for at få godkendt, at vi som fraskilte kunne bo på den samme adresse. Jeg tror, at der er mange, der i udgangspunktet går fra hinanden uden nævneværdig konflikt, men at den begynder, når de kommer ind i systemet. Hvornår har du senest set en advokat reklamere for sobre skilsmisser? siger hun, der har valgt at fortælle sin historie for at opfordre andre til at samarbejde omkring en skilsmisse i stedet for at modarbejde hinanden.

- 50 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse i dag, så der er simpelt hen nødt til at ske et paradigmeskift, hvor vi samarbejder i stedet for at vælge konflikten. I dag taber alle ved en traditionel skilsmisse, og det er synd. Jeg synes, at vi har fundet en løsning, som alle har vundet ved. Jeg ved godt, at det ikke er løsningen for alle at blive boende under samme tag - men måske kunne man finde ud af at bo i samme opgang eller på samme vej...

Fælles fokus

I hele forløbet har Karen Bülow Voetmann og børnenes far haft et fokus: Fællesskabet om børnene.

- Vi har koncentreret os om det, vi stadig har til fælles. Den helt store styrke ved denne model er den fælles glæde i vores børn. Der er ingen andre, der på samme måde kan dele den glæde, som den anden forælder. Det har vi udnyttet.

Børnenes bedste har også været det fokus, som har været i spil, når Karen eller børnenes far har haft kærester.

- Min eksmand har haft en kæreste i mange år, og jeg har haft et par stykker gennem årene. Så vi har begge haft mulighed for at vælge denne løsning fra - men det har ingen af os gjort. Vi har skabt en god ordning, hvor både vi og børnene er vindere, og den smider man ikke bare væk. Det ville være fejt at sige til vores børn, at nu skal de så alligevel til at leve som skilsmissebørn. Det har vi ikke lyst til. Børnene vil altid veje tungest.

Drop millimeterdemokratiet

Hver søndag aften sætter Karen og børnenes far sig ned og laver en planlægning over ugen, der kommer, så de hele tiden ved, hvem der står for morgenmad, madpakker, afhentning, aftensmad og putning.

- Vi har begge job, hvor vi arbejder meget. Det tvivler jeg på, at vi kunne have haft, hvis vi havde valgt en anden model. Vi rejser begge en del, så vi prøver at indrette vores kalendere efter hinanden, så der altid er en hjemme hos børnene.

I begyndelsen agerede de med "dine" og "mine" weekender, men det opgav de hurtigt. Det fungerer meget bedre bare at finde ud af det efterhånden.

- Jeg sidder helt ærligt ikke og tæller. Vi har fundet en fin balance, og jeg har aldrig følt mig forbigået.

Hun er da også meget opmærksom på ikke at falde i den fælde, der hedder millimeterdemokrati.

- Jeg tror, at mange par kommer op at skændes om små ting - som at der bliver afleveret børn 20 minutter for sent og den slags. Men man er nødt til at bide det i sig, vælge sine konflikter med omhu og finde sit voksne jeg frem i stedet for at konflikte over alt, man kan konflikte over. Vi kunne sagtens finde ting at skændes om, men det er i virkeligheden ikke det værd. Konflikter har det med at sprede sig, så man bliver konfronteret med dem igen og igen. De kan følge med familier i generationer, hvis ingen stopper det, siger Karen Bülow Voetmann og giver en eksempel på en konflikt, hun har valgt ikke at tage:

- Vi deler alle udgifter i forbindelse med børnene ligeligt imellem os: Efterskole, udlandsrejser og konfirmation. Hvis jeg skulle være lidt smålig, kunne jeg godt påpege, at 75 procent af gæsterne til familiefesterne er svigerfamilie, og min egen kun står for en fjerdedel. Men det er simpelt hen ikke en diskussion, jeg synes er værd at tage.

Hun er af den holdning, at samværet giver meget igen, uanset om det er med hendes egen eller eksmandens familie. Derfor spiser far, mor og børn stadig sammen en gang om ugen, og de holder fast i at fejre alle fødselsdage og højtider sammen med både hans og hendes familie. Det er logisk for dem selv, men stadig indimellem svært at forstå for andre:

- Der er da nogen, der stadig forsigtigt spørger os, hvordan vi skal holde jul - selv om vi har kørt den samme model alle årene, smiler hun.

Selv om Karen Bülow Voetmann ikke efterlader den mindste tvivl om, at hun har taget et valg, som hun aldrig har fortrudt, slipper hun ikke for spørgsmålet om, hvad der skal ske fremover, og om, hvorvidt hun skal blive gammel sammen med sin eksmand?

- Når engang børnene flytter hjemmefra, skal jeg nok ikke blive ved med at bo her. Jeg kan ikke se mig selv som gammel stadig sidde her i den samme sofa med den samme udsigt, siger hun og nikker ud af vinduet mod Haderslev Dam.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun vil komme til at savne eksmandens selskab, svarer hun:

- Jeg vil jo stadig se ham. Vi har stadig børnene sammen, og de mange begivenheder med dem vil vi fortsætte med at være fælles om. Så nej - det tror jeg ikke, jeg kommer til.

I begyndelsen var dørene i det store hus lukkede mellem Karen og eksmanden - i dag går de ud og ind ad hinandens lejligheder og låner gerne fra hinandens køkkenskabe.
Selvom Karen elsker at bo med udsigt til Haderslev Dam, ser hun ikke sig selv blive gammel i huset sammen med ex-manden.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordtyskland

Anden bølge er i gang: Tyskland kan blive lukket land for danskere lige om lidt

Danmark

Nu kan borgere med milde symptomer selv booke coronatest uden hjælp fra lægen

Annonce