Annonce
Sønderjyske Fodbold

Klagen er sendt: Derfor indberetter SønderjyskE FCK for "klokkeklar" fejl

Jens Stage (i rødt) er omdrejningspunktet for den klage, SønderjyskE har sendt til Fodboldens Disciplinærinstans. Han spillede på midtbanen i søndagens kamp og ikke i forsvaret som oplyst af FCK. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
SønderjyskE har klaget over, at FCK oplyste en anden startopstilling end den, holdet rent faktisk stillede i. Det handler ikke om "dårlig taber-mentalitet", understreger sportschef Hans Jørgen Haysen.
Annonce

Fodbold: Et tremandsforsvar. Nicolai Boilesen til venstre, Mathias Zanka Jørgensen i midten og Jens Stage til højre.

Med den bagkæde ville FCK indlede søndagens kamp mod SønderjyskE, hvis man skulle tro den startopstilling, som FCK havde oplyst.

Men der var ikke spillet ret mange minutter af kampen, som SønderjyskE i øvrigt endte med at tabe 1-3, før det stod klart, at Jens Stage ikke spillede midterforsvarer. Han løb og tacklede derimod på midtbanen.

Ifølge Divisionsforeningens regler skal klubberne som en del af det elektroniske holdkort meddele den taktiske startformation - for eksempel 4-4-2 eller 3-5-2 - hvor de 11 startende spillere er placeret på den position, der er deres udgangspunkt. Startopstillingerne stilles til rådighed for modstanderen en time inden kampstart - her offentliggøres den også for medier, sponsorer og fans.

Hurtigt under søndagens kamp stod det klart for SønderjyskE, at FCK ikke spillede med den oplyste startformation.

Efter kampen fortalte Glen Riddersholm til Canal9, at han "var ret sikker på", at SønderjyskE ville indberette FCK til Fodboldens Disciplinærinstans. Mere af principielle årsager end fordi det havde indflydelse på, hvordan kampen udviklede sig.

Vurderer disciplinærinstansen, at FCK har overtrådt reglerne, får klubben en bøde på 25.000 kroner.

Annonce

Overhold reglerne

Indberetningen af FCK er sendt af sted, fortæller sportschef Hans Jørgen Haysen.

Hvad håber I at få ud af det?

- Egentlig så har vi bare det udgangspunkt, at når vi har nogle regler, så tror jeg, at vi alle sammen er interesseret i, at vi overholder dem. Hvis der er nogle, der laver en fejl, er det fint, at vi kan minde hinanden om, at der er noget, der ikke er rigtigt. Rent kommercielt er der også noget i det. Vi har en masse interessenter og kommercielle partnere, som vi rigtig gerne vil pleje og dele en masse med – inklusiv startformation. Det er tv og apps, hvor fans kigger. De får urigtige oplysninger, og det er ærgerligt. Vi vil gerne sørge for, at produktet er troværdigt.

Er du ikke bange for, at det kommer til at ligne et udtryk for ”dårlig taber-mentalitet”?

- Nej, det er jeg faktisk ikke. Jeg vil sige, at havde vi vundet, så havde vi også gjort det.

- Hvis der ikke er nogen, der gør opmærksom på, at en regel er overtrådt, når det sker, så skal reglerne ikke være der. Er der nogen, der bevidst eller ubevidst - jeg kan ikke sige, hvad det er i det her tilfælde - laver en fejl, så er det kun godt, at vi minder hinanden om det.

Burde der så ikke være en neutral instans, som tjekker det her fra runde til runde?

- Det kan du sige, det er en god pointe. Det kan være ressourcemæssigt, at der ikke er det nu, det skal jeg ikke kunne sige.

Hans Jørgen Haysen påpeger ligesom cheftræner Glen Riddersholm, at den taktiske ulempe for SønderjyskE er ret begrænset.

- Det er mere det her kodeks. Selvfølgelig skal vi indgive det rigtige, for det står i reglementet, siger han.

Annonce

Ram så godt som muligt

Da I spillede mod Brøndby, angav I, at Emil Frederiksen skulle spille midt i et tremandsangreb i en 3-4-3. Men han spillede 10'er i en 3-4-1-2. Har I ikke selv været skyldige i at indlede en kamp med en anderledes formation, end I havde opgivet?

Jeg ved, at vi har haft problemer med at kunne stille tingene rigtigt op – DBU og Divisionsforeningen har haft nogle problemer med softwareprogrammet. Om der har været det i den kamp, ved jeg ikke. Men jeg tror ikke, der har været problemer i, om man (som FCK, red.) spiller firebackkæde eller trebackkæde, siger sportschefen.

Han mener desuden, at der er forskel på at oplyse et forkert antal i et forsvar eller eksempelvis at dreje en diamant på midtbanen.

- Der er nuancer i det. Det er ikke en nuance, om du spiller med et antal, der hedder tre eller fire i forsvaret. Det er jo helt tydeligt, om du spiller med en tre- eller firebackkæde. Den her var bare så klokkeklar. Du kan godt ramme, om du skal sætte tre eller fire mand i en bagkæde. Om de så havde spillet med en diamant på midtbanen osv., det er ikke det, vi går op i. Det er mere, at de rammer det rigtige i formationen så godt som muligt. At glemme én i et forsvar, det er ikke at prøve at gøre det så godt som muligt, siger Hans Jørgen Haysen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Tosprogede elever får lavere karakterer, og færre på Kolding Gymnasium har forældre med videregående uddannelse

Danmark

Partier afviser regeringens forslag om krav om mundbind i det offentlige rum: - Det kom som en tyv om natten

Navne For abonnenter

Edel er ny leder på Koldinghus: Som barn tænkte, at når jeg bliver voksen, så køber jeg slottet og flytter ind

Annonce