Annonce
Esbjerg

Kommune vil anmelde 48 ulovlige vintercampister til politiet: Enlig mor med børn smides på gaden

Campisterne gør fælles front mod kommunens krav om, at de skal flytte fra campingpladsen og opgive det frie liv i Ådalen. Fra venstre: Anne Petersen, campingpladsejer Lars Bendixen, Finn Hansen, Knud Jacobsen, Torben Olsen, Anders Eggert og Finn Madsen. Foto: Lars Stokbro
Esbjerg Kommune går hårdt til 48 beboere, som bor ulovligt i vinterhalvåret på Esbjerg Camping. TV-udsendelse afslørede de mange fastboende, hvoraf mange har boet i årevis på pladsen om vinteren.

Esbjerg: En enlig mor med to børn risikerer at stå på gaden fredag. Kommunen vil tvinge den lille familie væk fra deres campingvogn på Esbjerg Camping i Sædding, hvor de bor ulovligt. Flytter hun ikke, anmelder kommunen hende til politiet.

Hun kan dermed vente en retssag og tvangsbøder, hvis hun ikke flytter - og hun er ikke alene. Tirsdag sagde politikerne i kommunens Plan og Miljøudvalg ja til, at en lang række beboere på campingpladsen kan ende i retten, fordi de bor på campingpladsen i vinterhalvåret. Sagen overgives til politiet til strafferetlig behandling, hvis beboerne ikke flytter inden de varslede datoer.

Alle har boet fast og dermed ulovligt på campingpladsen i vinterperioden, mange af dem i flere år, og kommunen vil nu have ryddet op med politiets hjælp. Den enlige mor er den første i rækken af beboere, som skal tvinges væk, hvis hun ikke flytter frivilligt. Hun bor på pladsen med sine børn, fordi det er det eneste, hun har råd til efter en dyr skilsmisse.

Esbjerg Kommune tager det tunge skyts med politi og retssager i brug mod familien og de 40 andre beboere efter flere måneders forarbejde i år. Beboerne bryder alle sommerhusloven ved at bo fast på campingpladsen i vinterhalvåret, men er ikke flyttet trods stribevis af breve og påbud fra kommunen. Beboerne har folkeregisteradresse på pladsen, og det har afsløret ulovlighederne.

- Mange af disse mennesker har boet her i over 20 år. Men det må de pludselig ikke mere. Den enlige mor græder og ved ikke, hvad hun skal gøre, fortæller Esbjerg Campings ejer, Lars Bendixen.

Campingpladsens ejer skal smide de mange mennesker på porten og stoppe den ulovlige udlejning, ellers risikerer han i værste fald at miste tilladelsen til at drive campingplads, fremgår det af breve fra Esbjerg Kommune.

Annonce

POLITI OG DAGBØDER

Har man fast adresse i campingvogn pr. 1. november, vil kommunen kræve, at du flytter til en helårsbolig inden 14 dage. Hvis man ikke følger anvisningen, har kommunen pligt til at indgive en anmeldelse til politiet, og så kan man blive afkrævet dagbøder.

De fleste skal flytte til næste år

- Der har aldrig før været problemer, kommunen sender sågar folk herud at bo, når de mangler boliger, fortæller campingchefen, der mener, at de årelange lejeperioder må danne praksis for, at det er lovligt at bo hele året på campingpladsen.

Dette bestrides af kontorchef Ole Eriksen ved Teknik & Miljø ved Esbjerg Kommune.

- Jeg er vidende om, at Esbjerg Kommune sjældent henviser borgere til at tage ophold på en campingplads. Når det gøres, så gør vi opmærksom på, at det kun er midlertidigt, at man kan tage ophold der, siger han.

Af en mail fremgår det, at kommunen allerede i 2016 vidste, at der boede 30 personer med folkeregisteradresse på campingpladsen. De greb ikke ind.

- Men fem TV2-udsendelser "Trailerpark Danmark" i sommeren 2019 om ulovlig vintercamping fik pludselig kommunen til at rette søgelyset mod os, mener Lars Bendixen.

Kontorchef Ole Eriksen oplyser, at et tilsyn på campingpladsen i 2018 afslørede den ulovlige helårscamping, og at tv-udsendelsen senere viste, at det ikke var stoppet.

De fleste beboere - flere familier med børn - har boet fast i flere år på campingpladsen og har fået frist til at flytte til 1. november næste år. Også disse sager kan ende med politianmeldelser.

Vi er blevet bondefanget

Campingpladsens ejere, Lars og Rikke Bendixen, risikerer i yderste konsekvens at blive ruineret. Kommunen truer med at lukke campingpladsen ved at trække tilladelsen til Esbjerg Camping A/S tilbage, hvis en regel om højst 15-20 dages campering i vinterhalvåret fra 1. november til 1. marts ikke følges.

- Vi føler os bondefanget. Pludselig må vi ikke have de folk boende, selv om reglen aldrig har været håndhævet, siger parret.

En af de ulovlige campister, Allan Eggert, blev skilt og ville bo i sin campingvogn i en overgangsperiode, men blev presset af kommunen til at flytte igen 1. november.

- Nu bor jeg hos en kammerat, for jeg har slet ikke råd til en lejlighed, fortæller han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Garden på den kommunale finanslov

Der er jo ikke ligefrem, fordi pengene hænger på træerne, når det gælder økonomien i Vejen Kommune. I torsdagsavisen bragte vi her i avisen historien om, at Vejen Garden kan se frem til et tilskud på 75.000 kroner. Det blev politisk bestemt på det seneste møde i Udvalget for sundhed, kultur og fritid. Næppe var avisen på gaden denne grå og triste torsdagsmorgen, før en læser var i røret for at gøre opmærksom, at vi ikke skal længere tilbage end ved budgetvedtagelsen i november, da Vejen Byråd godkendte et budget med nedskæringer på ældreområdet. Hvordan kunne det så være rimeligt at bevilge penge til noget, der ikke ligefrem er velfærd? Holdningen fra vedkommende læser er taget til efterretning, og den pågældende blev også opfordret til et debatindlæg. Men der blev takket nej. Det var alene holdningen, der skulle afleveres. Der kan sagtens være dem, som ser en sådan bevilling i et kritisk lys, når politikerne i forbindelse med budgettet vedtager nedskæringer på eksempelvis ældreområdet. Ikke desto mindre så er holdningen herfra entydig; Det er altså at blande æbler og pærer. Det ville være alt for let – og også forkert – at sige nej til et kulturelt fyrtårn, som Vejen Garden vitterlig er, fordi der nu engang er foretaget nedskæringer på andre områder. Gardens præstationer i ind- og udland er indiskutable – og har været det i en endog ganske lang årrække. Vejen Gardens talentfulde unge og erfarne kræfter har adskillige gange været på podiet rundt omkring, og alene de mange danske mesterskaber, som er hentet hjem, vækker begejstring. Der skal for mange såmænd ikke mere til, end at garden trækker op ved et arrangement, før stoltheden melder sig. Det er ikke kun herhjemme, at Vejen Garden nyder respekt. Det gør garden også i udlandet, og forude venter eksempelvis deltagelse ved Berlin Tattoo senere i år samt EM i Rastede i 2021 og medvirken i Bremen Tattoo ligeledes i 2021. Garden er med til at sætte Vejen på kortet – også internationalt. Det hører ligeledes med, at Vejen Garden langt fra kun er de talentfulde drenge og mænd, som udgør fællesskabet. Bag garden er der et effektivt og travlt bagland, som med en stor frivillig indsats arbejder på at skabe de bedst mulige betingelser og rammer for, at garderne kan udfolde deres talenter. At der skal bruges penge på professionelle instruktører viser blot, at Vejen Garden er kommet op i en liga, hvor det koster at være med. Derfor er der ikke noget at indvende imod, at garden er kommet på den kommunale finanslov. GOD SØNDAG

Annonce