Annonce
Kolding

Kommunen er trukket i arbejdstøjet: Lover at institutioner og skoler åbner efter påske

Fra på onsdag vil de mindste igen kunne komme i institution og i skole. De vil dog næppe komme til at sidde så tæt, som de gør på billedet her. Arkivfoto: Søren Gylling/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Kommunen er trukket i arbejdstøjet og arbejder på højtryk for, at børnene efter påske igen kan komme i institution eller børnehave. Forældrene kan regne med, at deres børn kan blive passet inden for rammerne, siger børne- og uddannelsesdirektør.

Kolding: Det bliver en udfordring, men Koldings institutioner og skoler skal nok være klar til at tage imod børnene fra onsdag i næste uge.

Det forsikrer Michael Petterson, børne- og uddannelsesdirektør i Kolding Kommune, efter at statsminister Mette Frederiksen mandag aften meddelte, at landet langsomt vil begynde at genåbne fra den 15. april. I første omgang er det vuggestuer, børnehaver og skoleklasser fra 0. til 5. klasse, der har fået lov til at åbne op igen.

- Vi er trukket i arbejdstøjet, og vi er fulde af fortrøstning for, at forældrene kan regne med, at deres børn kan møde op til pasning og undervisning inden for de rammer, som statsministeren har udmeldt, siger Michael Petterson.

Dermed er der udsigt til, at børnene snart kan få lov til at se deres venner og klassekammerater, pædagoger og lærere, men det kræver dog, at institutionerne og skolerne er i stand til at overholde retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen. Det drejer sig blandt andet om rengøring og mulighed for at holde afstand.

De konkrete retningslinjer var endnu ikke blevet meldt ud, da JydskeVestkysten talte med Michael Petterson. Han forventer, retningslinjerne vil komme senest onsdag.

- De har en stor betydning for forældre, børn og vores ansatte i forhold til, hvordan de skal forholde sig. Vi skal selvfølgelig nok komme til at overholde de regler, der kommer, sådan at alle kan være trygge ved at aflevere deres børn eller tage på arbejde, siger Michael Petterson.

Annonce

Nødpasning

  • Nødpasning i Kolding Kommune vil fortsætte frem til, at institutionerne og skolerne åbner igen.
  • Også hen over påsken vil det være muligt at få sine børn i nødpasning i kommunens weekend- og helligdagspasning.
  • Tirsdag den 14. vil der også være nødpasning og nødundervisning.

Flere spørgsmål end svar

Samtidig med at institutionerne og skolerne lukker op, vil Sydtrafik også åbne op for buskørslen. Derfor vil børn, der normalt bruger bussen til at komme frem og tilbage, kunne benytte sig af busserne igen, fortæller Michael Petterson.

- Vi er ved at få fod på, hvordan vi får transport til familier, der har særliger behov, håndteret. Det kan eksempelvis være, hvis man har et barn i en af specialinstitutionerne, siger Michael Petterson.

Børne- og uddannelsesdirektøren er samtidig fuld af forståelse for, hvis forældre og ansatte i øjeblikket har flere spørgsmål, end han og kommunen kan give et øjeblikkeligt svar på. Han slår fast, at arbejdet med at kunne give svar er i fuld gang.

- Der vil vi gøre os stor umage for at informere, så godt vi kan. Vi har også sendt information ud til alle forældre, der gengiver de retningslinjer, man skal forholde sig til, og så snart vi ved mere, vil vi også få meldt det ud.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev For abonnenter

'Emmas' far drak og kunne vende på en tallerken på et splitsekund: - Far er virkelig sød, når han er ædru

Sydjylland For abonnenter

Retten i Kolding er i fuldt gear igen: Alligevel risikerer flere at skulle vente et år på ny retssag

Erhverv

Barsk maj for Billund Lufthavn: Massefyringer og nedgang på 98,3 procent

Annonce