Annonce
Esbjerg

Konkurs-advokater strides om salær i det hedengangne Street Food

Det oprindelige Street Food gik konkurs i sommeren sidste år, og nu er to af konkursboets kuratorer oppe at toppes om salærer. Arkivfoto: Chresten Bergh
To advokater, der begge har været kuratorer i konkursbehandlingen af det oprindelige Street Food, der måtte dreje nøglen i juni sidste år, er endt i salær-slagsmål. Den første kurator beskylder nu den anden for over-fakturering, mens den anden beskylder den første for dårligt arbejde.
Annonce

Esbjerg: To af egnens kendte og erfarne advokater ud i konkurser, advokat Søren Dueholm, Vogel & Gammelby, Varde, og advokat Corna Levin Munch, Kirk Larsen & Ascanius, er endt i et verbalt slagsmål om salærer i forbindelse med konkursbehandling af det oprindelige Street Food A/S ved Søren Gaj Nielsen, der måtte dreje nøglen i juni sidste år.

Sagen er kort fortalt den, at advokat Søren Dueholm i første omgang af Skifteretten blev antaget som kurator, da selskabet i Kongensgade blev taget under konkursbehandling den 28. juni sidste år, og det skete efter anmodning fra selskabets otte kapital-ejere. Imidlertid blev der holdt skiftesamling godt 14 dage senere - den 15. juli 2019 - hvor der blev valgt en ny kurator. Valget faldt på advokat Corna Levin Munch, der således gik til opgave at føre konkursbehandlingen til ende.

Den 6. april i år fremsender Corna Levin Munch en salær-redegørelse, hvor hun gør opmærksom på, at der samlet set er plads til et kuratorsalær på 172.720 kroner eksklusive moms. Søren Dueholms har fremsendt et salærkrav på 48.400 kroner eksklusive moms, men Corna Levin Munch gør det klart over for Skifteretten, at hun mener, at de 172.720 kroner bør tilfalde hende, idet hun "ikke mener, at Dueholms indledende arbejde har bibragt konkursboet værdi, men snarere har været mangelfuldt med deraf følgende yderligere arbejde for nuværende kurator."

Sagen kort

  • Det var advokat Søren Chr. Dueholm, Advokatfirmaet Vogel & Gammelby, der efter begæring fra det konkursramte selskab blev udpeget til at varetage kreditorernes interesser, da Street Food Esbjerg A/S umiddelbart før sommerferien sidste år blev erklæret konkurs i Skifteretten ved Retten i Esbjerg.
  • Advokat Dueholm blev imidlertid ved en skiftesamling erstattet af advokat og partner, Corna Levin Munch, Kirk Larsen & Ascanius, efter et ønske fra de to største kreditorer i boet.
  • Den statslige finansieringsfond, Vækstfonden, der arbejder for at styrke danske virksomheders adgang til risikovillig kapital, havde godt og vel to millioner kroner ude af svømme efter streetfood-konkursen. Et næsten ligeså stort beløb skyldte boet til den næststørste kreditor, Sparekassen Kronjylland. Ingen af de to ønskede at oplyse, hvorfor de udskiftede Søren Dueholm med Corna L. Munch på kurator-tjansen.
  • Street Food Esbjerg overlevede i bare lidt mere end et år, før den ny tidligere indehaver Søren Gaj Nielsen og en række medinvestorer måtte kaste håndklædet i ringen og indgive konkursbegæring. For få dage siden genåbnede Street Food imidlertid med en anden esbjergenser ved roret - Dan Lia Christensen - i den samme lokalitet i det ombyggede Esbjerg Teater i Kongensgade tæt på Torvet.
Annonce

Spild af tid

Det er en grov og usand påstand, mener Søren Dueholm, der overfor Skifteretten ikke lægger skjul på, at han mener, at Corna Levin Munch dels blot har foretaget det samme arbejde, som han allerede selv havde udført for konkursboet, dels har brugt alt for mange timer på et arbejde, han kunne have udført på langt færre timer og for et langt lavere salær. Desuden gør Søren Dueholm gældende, at Corna Levin Munch har spildt tid på at undersøge juridiske forhold, der åbenlyst ikke havde nogen gang på jord.

"Hvorledes kurator har kunnet bruge otte timer på undersøgelser af omstødelige dispositioner forekommer helt uforståeligt. Det samme gælder konkurskarantæne, og kurator har til overvejelse derom anvendt tre juristtimer. Det burde være helt oplagt, at der ikke er belæg for konkurskarantæne", skriver Søren Dueholm blandt andet til Skifteretten.

Annonce

Snavsetøj

Af salæropgørelsen fra Corna Levin Munch fremgår det, at der er brugt 190 timer på konkursboet, heraf 90 juristtimer og 100 timer kvalificeret assistent-tid. Søren Dueholm, der indtil han fratrådte som kurator havde brugt 22 advokat-timer, vurderer i en svarskrivelse til Skifteretten, at han kunne have afsluttet boet med et yderligere tidsforbrug på 20 timer, samlet set 42 advokattimer.

Corna Levin Munch har ikke mange kommentarer til sagen:

- Jeg finder det ikke klædeligt, at man lufter sit snavsetøj offentligt. Salærindstillingen er skrevet og sendt til skifteretten, som jeg skal ifølge konkursloven. Dette er alene et anliggende mellem skifteretten og boets parter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Fællessang i Over Jerstal Bypark

Esbjerg

Skulle besøge en veninde: Kørte galt i stjålet bil og efterlod den midt på motorvejen

Annonce