Annonce
Aabenraa

Krisecenter råber vagt i gevær: Voldsramte kvinder gemmer sig under nedlukning

Lederen på Aabenraa Krisecenter, Hanne Frederiksen, er bekymret over, at der lige for tiden stort set ikke kommer henvendelser fra voldsramte kvinder. Arkivfoto: Claus Thorsted
Aabenraa Krisecenter får markant færre henvendelser fra voldsramte kvinder under nedlukningen, og det vækker bekymring.
Annonce

Aabenraa: - Vi er bange for, at mange voldsramte kvinder gemmer sig under nedlukningen.

Hanne Frederiksen er leder af Aabenraa Krisecenter, som er et opholdssted for kvinder med og uden børn, der er udsat for vold eller trusler om vold. Hun oplever lige nu forbavsende få henvendelser, og det vækker bekymring.

- Normalt vil vi være fyldt helt op, men lige nu har vi to ledige pladser ud af fem. Det er en situation, som vi tror, hænger sammen med corona-nedlukningen, siger Hanne Frederiksen.

- Som tilfældet også var under den sidste nedlukning, oplever vi, at kvinderne ikke i samme omfang søger på krisecenter, måske fordi de tror, vi ikke er til at komme i kontakt med på grund af nedlukningen, fortsætter hun.

Det er især efter den anden nedlukning af Danmark, at der har været markant færre henvendelser.

- Efter den anden nedlukning sidst i december har telefonerne været helt stille, siger Hanne Frederiksen.

Annonce

Mere vold under nedlukning

Det er især krisecentre uden for de større byer, der oplever et fald i antallet af henvendelser under den nuværende nedlukning, og ifølge Landsorganisation af Kvindekrisecentre skyldes det ikke, at der er mindre vold i hjemmene. Tværtimod.

- Vi ved, volden under nedlukningen er steget. Erfaringerne fra sidste nedlukning viste desværre, at kvinderne havde været udsat for mere massiv, intens og grov vold. Der er ingen tvivl om, at kvinderne har behovet og i særlig høj grad her under nedlukningen, men vi har svært ved at nå dem, og de har svært ved at nå os, siger Kamilla Bjørn Drøidal, der er direktør i Landsorganisation af Kvindekrisecentre.


Som tilfældet også var under den sidste nedlukning, oplever vi, at kvinderne ikke i samme omfang søger på krisecenter.

Hanne Frederiksen, leder af Aabenraa Krisecenter


At krisecentrene får færre henvendelser skyldes dog ikke kun, at mange tror, at centrene er lukkede.

Ifølge Landsorganisation af Kvindekrisecentre lever mange voldsudsatte kvinder og deres børn under nedlukningen sammen med deres voldsudøver 24 timer i døgnet. Det kan være grunden til, at det er sværere for kvinderne at søge hjælp, da de ikke har samme muligheder for at komme udenfor eller være alene i hjemmet væk fra deres voldelige partner.

Annonce

24 timer i døgnet

For lederen af Aabenraa Krisecenter er det vigtigt at få slået fast, at der er åbent under nedlukningen, og selv om der bliver kørt med en mindre bemanding, er der altid nogen at få fat i.

- Det er bekymrende, at der lige nu overhovedet ingen henvendelser er, men vi har åbent som normalt. Vi er der hele tiden. 24 timer i døgnet. Derfor skal voldsramte kvinder bare kontakte os, siger Hanne Frederiksen.

Samme opfordring kommer fra Landsorganisation af Kvindekrisecentre.

- Tøv ikke med at søge hjælp, uanset om volden er fysisk eller psykisk. Der er hjælp at hente, og der er plads på krisecentrene landet over, siger Kamilla Bjørn Drøidal.

Annonce

Flere huspektakler

Tesen fra Landsorganisation af Kvindekrisecentre om, at kvinder udsættes for mere vold under en nedlukning, understøttes til dels af en rapport udarbejdet af Syd- og Sønderjyllands Politi, Det Kriminalpræventive Råd og Syddansk Universitet.

Her viser tal, at der under den første nedlukning i foråret sidste år var 42 procent flere husspektakler i hele Danmark sammenlignet med samme periode året før.

- I Syd- og Sønderjylland har vi isoleret set dog ikke oplevet samme store stigning i anmeldte husspektakler, og det er vi selvfølgelig glade for, siger vicepolitiinspektør Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Vicepolitiinspektøren har også kigget på antallet af anmeldte husspektakler under den nuværende nedlukning.

I Aabenraa Kommune var der i perioden fra slutningen af december sidste år og frem til 22. januar syv sager om husspektakler. I samme periode forrige år var der kun tre sager i Aabenraa Kommune.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Vejen til en normal hverdag: Her får du de to stik mod covid-19

Danmark

Overlæge: Jeg har aldrig set en så langvarigt kritisk syg patient på intensiv som Flemming

Annonce