Annonce
Regionalt

Coronakrise og annonce-fald kaster skygger over flot resultat i Jysk Fynske Medier

Selvom Jysk Fynske Medier og dermed Den Sydvestjyske Venstrepresse kom bedre ud af 2019 end forventet, var der skår i glæden. Coronakrisen kommer til at gøre ondt i 2020, advarede administrerende direktør Jesper Rosener. Foto: Rikke Baltzer
Selvom Jysk Fynske Medier præsterede et større overskud end forventet i 2019, var der ikke lutter god stemning på onsdagens generalforsamling i Den Sydvestjyske Venstrepresse, der ejer 36 procent af mediekoncernen. Coronakrise og faldende annonceindtægter skaber turbulens og udsigt til stort underskud.
Annonce

Medier: Godt nok var det en ordinær generalforsamling, da Den Sydvestjyske Venstrepresse (DSVP), der ejer 36 procent af Jysk Fynske Medier, onsdag aften mødtes for at gennemgå årsregnskab, evaluere på 2019 og se frem mod 2020.

Men som bestyrelsesformand Arne Andersen startede med at slå fast, var intet, som det plejer.

Først og fremmest barberede coronavirussen de vanlige 200-250 deltagere ned til cirka 50, og middagen med det traditionsrige oplæg, der i år skulle have været med tidligere minister Søren Pind (V), var sparet væk.

Historien om DSVP

  • DSVP er en forkortelse for Den Sydvestjyske Venstrepresse.
  • DSVP stiftede i 1917 Dagbladet Vestkysten, som i 1991 fusionerede med Jydske Tidende. Det blev tilsammen JydskeVestkysten, som DSVP ejede halvdelen af.
  • I 2013 købte DSVP den anden ejer, Berlingske, ud.
  • I 2015 gik DSVP med JydskeVestkysten ind i koncernen Jysk Fynske Medier.
  • I dag ejer DSVP 36 pct. af Jysk Fynske Medier, og ejer stadig udgiverrettighederne til JydskeVestkysten.
  • DSVP har i mange år også ejet de de syd- og sønderjyske ugeaviser. De er nu en del af Jysk Fynske Medier.
  • Selv ejes DSVP af 1600 anpartshavere, der primært bor i Syd- og Sønderjylland.
  • Selvom navnet "Den Sydvestjyske Venstrepresse" klinger meget politisk, er det ikke et krav, at anpartshaverne er medlem af partiet Venstre.
  • DSVP har ingen indflydelse på det redaktionelle indhold i Jysk Fynske Mediers aviser.
  • Generalforsamlingen vælger et repræsentantskab, som vælger en bestyrelse. Herfra udpeger DSVP repræsentanter til Jysk Fynske Mediers bestyrelse.

Således lagde virussen sig som en dyne hen over arrangementet, og generalforsamlingens talere lagde ikke skjul på, at den også har lagt sig som en dyne hen over Jysk Fynske Medier (JFM).

- Vi er kommet ud af 2019 bedre end budgetteret, men jeg glæder mig ikke til at præsentere tallene for 2020, sagde administrerende direktør i JFM, Jesper Rosener.

Annonce

Overskud på 25 millioner

DSVP kan som en del af mediekoncernens ejerkreds glæde sig over, at JFM kom ud af 2019 med et overskud på 25 millioner kroner i stedet for de ventede ti. Det betyder, at DSVP selv får et overskud, der ikke er set større, siden man allierede sig med andre mediehuse og dannede JFM i 2015. På bundlinjen står der 9,2 millioner kroner efter skat mod et underskud i 2018 på 1,4 millioner kroner. Egenkapitalen noteres til 153,3 millioner kroner i 2019.

Ikke meget var, som det plejede til den årlige generalforsamling i DSVP - men traditionen tro var der fællessang. Foto: Rikke Baltzer

Men som varslet af Jesper Rosener vanker der en økonomisk lussing i 2020. Coronakrisen forventes at koste JFM et underskud på 100 millioner kroner i 2020, og det smitter af på DSVP, der forventes at få et underskud på 40 millioner kroner.

Annonce

Store fyringsrunder

Medregnet er en økonomisk håndsrækning, som DSVP sammen med JFM's øvrige ejere har givet JFM i kølvandet på coronakrisen. Det betyder, at man de næste tre år giver afkald på betaling for udgiverrettighederne, og at man har slækket på kravene til resultatet i JFM.

Ny formand i DSVP

  • Bestyrelsesformand gennem 12 år, Arne Paabøl Andersen, takkede onsdag aften af på posten, idet han falder for aldersgrænsen i DSVP.
  • Ny bestyrelsesformand bliver Peter Hansen fra Sønderborg, der tidligere var næstformand.
  • Ny næstformand bliver Anton Yding fra Kolding.
  • Ind i bestyrelsen træder Jakob Lose fra Esbjerg.
  • Ved generalforsamlingen blev Arne Andersen overrakt en metaldetektor, da han i sin fritid ynder at jagte danefæ. "Mit mål er at finde de tre guldhorn", lød det i hans takketale.

Foruden coronavirussen kæmper JFM med store fald i annonceindtægterne i printaviserne. Digitale kæmper som Facebook og Youtube er blevet stærke konkurrenter, forklarede Arne Andersen.

Men ifølge Jesper Rosener er det gennem nedskæringer og tilpasning af koncernen lykkedes at afbøde slagene. Det har betydet et farvel og tak til i alt 176 ansatte, idet der både i 2019 og 2020 er blevet gennemført store fyringsrunder.

Annonce

Fokus på udvikling

Det er nødvendigt for at kunne se fremad og holde fokus på udvikling, understregede Rosener. JFM har allerede investeret massivt for at ruste koncernen til fremtiden. Blandt andet er ambitionen at formidle mere journalistik gennem lyd, og dertil er Radio4 og Podcasten Danmark blevet født. Desuden købte Jysk Fynske Medier Helsingør Dagblad og en række ugeaviser i København, da coronavirussen var på sit højeste.

Med op mod 250 deltagere plejer der at være stærkt fremmøde til DSVP's generalforsamling og efterfølgende middag og oplæg. I år var der cirka 50, mens mad og oplægsholder var aflyst. I forgrunden ses Jesper Rosener og Peter Orry, der er henholdsvis administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør i Jysk Fynske Medier. Foto: Rikke Baltzer

- Jeg tror ikke, nogen havde regnet med det, men vi ser gode muligheder derovre, sagde Jesper Rosener.

Forskellige tiltag ser ud til at give pote. I hvert fald redegjorde ansvarshavende chefredaktør i Jysk Fynske Medier, Peter Orry, for, at koncernens betalende kunder ifølge analyser aldrig har været mere tilfredse med produkterne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Aktivist snød sig ind til corona-pressemøde: 'Journalisterne er bare mikrofonholdere. De stiller jo ingen kritiske spørgsmål.'

CORONAVIRUS

Live: Det er for tidligt at glæde sig over smittetal, mener Mølbak

Annonce