ESBJERG: Forskrækkelse og vrede var nogle af de følelser, der løb igennem Giacomo Fagiolis hoved, da han tirsdag så sin grædende søn råbe på hjælp i vandkanten ved stranden nær Strandpromenaden i Hjerting.
Han og familien var ellers taget på strandtur for at hygge sig som så mange andre, men den gode stemning blev hurtigt ødelagt, da den ni-årige søn Leo Fagioli trådte i et stykke glas, der lå gemt i sandet.
- Jeg blev hurtigt klar over, at der var sket noget alvorligt, og da det fossede ud med blod, blev vi bange. Vi kunne se, at han havde skåret sig i fodsålen, og såret var mindst 6-7 centimeter bredt og 1-2 centimeter dybt. Så selv om min kone er læge, ringede vi til skadestuen. Han var nødt til at blive syet, siger Giacomo Fagioli, der igen denne sommer er rystet over strandenes tilstand.
- Vi har flere gange set mennesker, der kaster ølflasker i vandet, og vi har flere og flere gange samlet glasstykker op fra stranden. Man skal selvfølgelig hygge sig på stranden, men det er nødvendigt at samle skraldet op efter sig selv. Altid. Hvorfor kan familier og børn ikke nyde stranden uden at skulle bekymre sig om at komme til skade?
Kommer der aldrig igen
Giacomo og familien deltager hvert år i den offentlige strandrensning af Hjerting Strand, og han ved derfor også, hvor stort problemet er.
- Hjerting er et smukt turistområde, og derfor kommer der mange, som hygger sig på stranden. Det betyder også, at der kommer masser af skrald, og det er også fint nok, hvis man bare bruger skraldespanden. At svine stranden til med øldåser og pizzabakker er mangel på respekt for de andre og for naturen, men ligefrem at smadre glasflasker på stranden truer især børns sikkerhed, siger Giacomo Fagioli, der fortæller, at episoden har gjort stort indtryk på familien.
- Min søn var virkelig bange, og vores to andre børn græd, fordi de ikke kunne forstå, hvad der skete og på grund af alt blodet. Men de er heldigvis ok igen nu, og Leo er tilbage i skolen med krykker på, siger han og understreger, at familien har tænkt sig at tage på stranden andre steder i fremtiden.
- Vi elsker Hjerting men vi vil aldrig mere gå på stranden ved strandpromenaden.