Annonce
Sydjylland

Louise blev enke som højgravid: Casper lever videre gennem sine døtre

Louise Sommer kan både smile og grine sammen med datteren Enya, som hun var højgravid med, da hendes mand begik selvmord. Men samtidig giver hun sig selv lov til at være ulykkelig. Foto: Søren Gylling

Louise Sommer blev enke, mens hun var højgravid med sit andet barn, da hendes mand Casper begik selvmord. Siden den isende kolde nat i februar for under et år siden har hun hver dag forsøgt at forholde sig til at være dybt ulykkelig samtidig med, at hun er forelsket i sine to døtre. Men selvom hverdagen som alenemor til to små børn er hård, og Casper ofte har fået skæld ud over sin beslutning, så vil han altid være med i hendes hjerte.

Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte, hver gang du gjorde vort liv til en fest. Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte, du ved alene, hvad tjener os bedst.

Casper Mandrup Sommers farbror skrev i 1981 melodien til salmen ''Du som har tændt millioner af stjerner''. En salme, der fulgte ham og hans hustru Louise Sommer. Fulgte dem fra deres bryllup og til barnedåben af deres to døtre. Men da det var deres yngste barns tur, var Casper ikke selv med. For salmen fulgte også parret til hans begravelse. Det var deres sang - og dens melodi og lyrik fyldte Harte Kirke ved hver af de nævnte begivenheder.

Da der skulle siges ja til, at kun døden kunne skille dem. Da der skulle siges velkommen til nyt liv. Og da der skulle siges farvel - for netop døden kom til at skille dem.

Casper forsvinder
Louise Sommer vågner i mørket natten til mandag den 26. februar. Hun er højgravid og har halsbrand. Faren til barnet i maven er ikke ved hendes side, men hun havde trods alt også lagt sig til at sove alene, da Casper som så ofte før så tv på sin mobil. Måske er han faldet i søvn på sofaen nedenunder, tænker hun - det ville ikke være usædvanligt.

Men da Louise står op og bevæger sig ud i mørket på 1. sal, opdager hun hurtigt, at Casper har været ovenpå. Lyset er slukket overalt, så han har været ovenpå uden at gå i seng. Nedenunder er han heller ikke at finde, og panikken begynder at sprede sig i Louises krop. Hun iler frem og tilbage. Går udenfor. Døren er låst. Casper er ikke i bilen, som fortsat holder i carporten. Hun forsøger at ringe og skrive til ham, men der er ikke noget svar. Hans arbejdsmobil bliver omstillet til en kollega.

Indenfor igen går Louise ind på sin datters værelse. Den datter, som snart skal have en lillesøster. Febrilsk leder hun videre, men hvad leder hun efter? Det er tydeligt, at Casper har forladt rækkehuset i udkanten af Kolding. Ekstranøglen er væk - den har han brugt til at låse døren udefra, og hans sko står ikke i entreen.

Da politiet bliver kontaktet, går der ikke længe, før området er fyldt med hundepatruljer, luften bliver hersket af en helikopter, og medierne bringer en efterlysning. Alle stiller de det samme spørgsmål.

Hvor er Casper Sommer?

Ved du godt, hvor højt jeg elsker dig?
Louises stemme knækker en anelse, når hun genfortæller scenariet fra den kolde vinternat, hvor hendes virkelighed ændrede sig fra lykkelig familie til alenemor.

At Casper kunne finde på at tage sit eget liv, kom som et chok. Om lørdagen var familien til fødselsdag hos Caspers bror - og Casper købte ikke overraskende gaven i sidste øjeblik. Søndag kiggede de på ny bil, som skulle rumme fire personer i stedet for tre, når parrets datter, Stella, få måneder senere skulle have en lillesøster. Men mandag gjorde han en ende på sit liv.

- Ved du godt, hvor højt jeg elsker dig, spurgte Casper sin kone få dage før sin død, mens han kiggede på Louise.

Det var ikke unormalt, at han kom med kærlighedserklæringer til hende, men denne fredag var det for sidste gang.

Hun ved, at han ikke tog en impulsiv beslutning den nat, hvor søndag blev til mandag, og hun gik fra hustru til enke. Han havde tegnet en livsforsikring i Louises navn kort før sit selvmord, men det var ikke noget, hun undrede sig over på daværende tidspunkt, for hun var trods alt højgravid med parrets andet barn.

Annonce

Louise Sommer


  • Er 30 år, og er uddannet pædagog.
  • Hendes mand Casper Sommer begik selvmord den 26. februar 2018 - cirka to måneder inden Louise havde termin med parrets anden datter.
  • Deres ældste datter Stella fylder tre år den 23. december, mens den yngste datter Enya i dag er otte måneder gammel.
  • Louise og Casper havde været gift i treethalvt år, da Casper tog sit eget liv.
  • Ved at fortælle sin historie håber Louise på, at nå ud til pårørende eller folk med selvmordstanker. Hun vil opfordre disse til at tale om problemerne, for Louise har selv oplevet, at folk ofte ''bakker ud'' og har svært ved at håndtere at tale om Louises oplevelse.
Salmen ''Du som har tændt millioner af stjerner'' havde stor betydning for Louise Sommer og hendes mand, og den fulgte dem gennem livets store begivenheder.

Må ikke hjælpe med at lede

Det er en bidende kold dag, den mandag i februar, hvor hundepatruljer og helikopter søger efter den forsvundne Casper Sommer. Udenfor ligger der sne, og de mange mennesker, der i løbet af dagen trasker ind og ud ad Louise Sommers hoveddør, slæber vinterlandskabet med indenfor og gør gulvet vådt og beskidt.

Casper kan normalt ikke lide at fryse, og Louises mavefornemmelse fortæller hende, at han derfor er søgt ind i et skur. Hun siger det højt til de mange mennesker, der efterhånden er samlet. Både Louises og Caspers familiemedlemmer er mødt op for at hjælpe med at lede efter deres søn, deres bror og deres svigersøn. Men de må ikke, for de risikerer at ødelægge politihundenes spor, hvis de bevæger sig ud i februarvejret.

Som dagen skrider frem, tager Louise sig selv i at overveje, om Casper har gjort skade på sig selv. Det virker urealistisk for hende, for han kan ikke lide, når det gør ondt. Men da hun finder ud af, at han havde sygemeldt sig om fredagen, på trods af at han var rask, begynder de traumatiske tanker for alvor at dominere.

- Der er noget fuldstændig galt, tænker hun, for Casper vil normalt hellere tage sløj på arbejde end at melde sig syg.

Timerne er mange, men de forsvinder hurtigt, mens Louise står med sin højgravide mave og kigger ud ad vinduet i håbet om, at hendes mand kommer gående. I håbet om at han kommer hjem. Kommer hjem og spørger, hvorfor de alle er samlet.

Om selvmord


  • Har du selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11-04. Når du ringer til Livslinien, er du anonym. Rådgiveren præsenterer sig ved fornavn.
  • JydskeVestkysten har i sin artikelserie om selvmord været opmærksom på de etiske overvejelser ved emnet. Avisen har derfor læst og fulgt WHO's råd for ansvarlig journalistik omhandlende selvmord. Historierne er blevet fortalt på kildernes præmisser, og de har læst artiklerne igennem, før de er blevet publiceret.
  • I år 2016 var der i alt 568 personer, der begik selvmord i Danmark. I Region Syddanmark, hvor der både målt på antal og per indbygger blev begået næstflest, blev der begået 132 selvmord.
  • Selvmord som dødsårsag er tre gange så stor som trafikulykker i Danmark.
  • Der er flere mænd end kvinder, som begår selvmord, men der er flere kvinder end mænd, som forsøger at begå selvmord.

Kilder: Center for Selvmordsforskning og Livslinien

Kærligheden til og fra sine to døtre har fået livet til at fortsætte for Louise Sommer.

Casper lever videre gennem døtrene

Enya smiler, mens hun ser sin mor i øjnene, og Louises seriøse mine midt i fortællingen af en tragisk historie bliver erstattet af lysende øjne og glæde.

Enya kom til verden godt to måneder efter Caspers død. Louise giver sig selv lov til at være dybt ulykkelig samtidig med, at hun er dybt forelsket i sine to døtre. Det er disse følelser, som har hamret mod hinanden siden den kolde vinterdag i februar. Men de SKAL bare samarbejde.

- Hun ligner sin far så meget. Jeg prøver at vende det til noget positivt - det kan godt være, at jeg ikke har ham længere, men han er i mine børn. Han er her stadigvæk i dem, og han lever videre gennem dem, siger Louise.

Enyas spontane latter og hendes leg på spisebordet afbryder historiefortællingen igen. ''Nu er det altså mig, der skal have lidt opmærksomhed'', synes hun at kommunikere. Hun bryder stemningen og fremprovokerer grin.

Sådan kommer Louise gennem hverdagen. Enya og Stella. De to døtre. Deres uskyldighed og glæde gør det værd for Louise at kæmpe videre.

Ingen tårer tilbage

Selvom der er mange mennesker i rækkehuset, så er der stille. Og mens de bare sidder der i stuen i den utrolige stilhed, sætter to betjente udenfor hurtigt i sprint.

Det er en 12-årig dreng og hans mor, som får politiet til at løbe stærkt. De opsøger ud på eftermiddagen den patruljebil, der dagen igennem har holdt vagt udenfor Louise og Caspers hus. De to betjente i bilen haster kort efter i retning af en ubeboet bolig på den anden side af vejen, hvor der knap et år forinden havde været brand.

Ved huset står der et skur.

Det banker på Louises dør. Politiet har fundet Casper. Han er død, fortæller de.

I det moment lukker Louise ned. Hun føler sig lammet. Hun har grædt hele dagen, mens hun har frygtet netop denne besked, men nu er der ikke flere tårer tilbage. Hun kan intet gøre udover at sætte sig på gulvet og skrige sin smerte ud.

Hun hører ikke, at betjenten fortæller, at Casper har begået selvmord, for på det tidspunkt er hun kun i sit eget hoved.

Når Louise forestillede sig et familieliv, var det altid far, mor og børn. Hun forestillede sig aldrig at være højgravid og alene med en datter på to år.

Hvor er far?

Det var den store pige, som sørgede for, at Louises liv fortsatte i dagene og ugerne efter Caspers selvmord - hende, som sørgede for, at hun stod op om morgenen, at hun fik lavet mad, at hun ikke bare lå på sofaen i fosterstilling.

Hun er endnu for ung til at forstå, hvad der er sket, og det er svært for Louise at sige, om Stella kan huske sin far. I begyndelsen var det tydeligt, at datteren manglede noget, men hun kunne ikke forklare, hvad det var. Hun åbnede ofte døren ud til entreen det tidspunkt på eftermiddagen, hvor Casper plejede at komme hjem fra arbejde. I forventningen om at far ville gå gennem døren ind i stuen.

- Hvor er far, spurgte Stella en dag, hvor mor og datter stod sammen i rækkehusets køkken, mens hun pegede gennem vinduesruden mod vejen udenfor.

Louise forsøgte at forklare sin datter på dengang to år, at far var død. At far boede i himlen, og at han ikke ville komme hjem.

De har gjort det til et ritual at sige godmorgen og godnat til det billede af Casper, som på hylden over sofaen i stuen smiler ud i lokalet ved siden af et skilt, der skriver ''Elsket, Savnet, Far''.

- Stella skal ikke glemme ham. Han skal ikke glemmes eller skubbes ud, for han gjorde det ikke i ond mening. Det er ikke forkert for mig at sige til Stella, at far ikke er her mere. Men Casper har mange gange fået skæld ud, for det er hårdt at være alene med et spædbarn og et barn på 2-3 år. Især fordi det ikke var det, jeg ville. Det var planlagt efter, at vi skulle være to om det her, siger Louise.

Ikke kun med i sorgen

Hver morgen vågner hun op i den seng, hvor Casper lå ved hendes side for mindre end et år siden. Hun bor i samme hus, og hun kan se over til det skur, hvor han blev fundet. Hun har efterfølgende været derovre for at se stedet, hvor hendes mand valgte at ende sit liv, og i dag har hun derfor nemmere ved at se over på den anden side af vejen.

Men det er til gengæld stadig svært at bo i huset. Det hus, hvor parret flyttede ind sammen for at få en frisk start og leve et lykkeligt liv. Hun bliver hele tiden mindet om Casper, for spisebordsstolene i stuen er det eneste, som hun har købt efter hans død.

- Det må også gerne minde mig om ham. Men jeg skal også være i stand til at tage skridtet videre. Han vil jo altid have en plads i mit hjerte uanset hvad, men han skal være med på den gode måde. Ikke kun i sorgen, siger Louise.

Netop sorgen har hun arbejdet meget med at overvinde. Hver gang hun fortæller sin historie og taler med andre mennesker, heles hun en lille smule.

Hun har bevidst valgt at være ærlig og åben. Også over for datteren Stella. For en dag vil hun blive bevidst om, at de andre børn både har en mor og en far. Og det skal ikke være en skam, at datteren kun har en mor. I dag ved treårige Stella godt, at far er død, men hun får ikke mere at vide, før hun selv bliver gammel nok til at spørge.

Millioner af stjerner

Politiet afleverer Caspers afskedsbrev til den samlede familie i rækkehuset. Hans far læser det højt. Han læser, at Casper undskylder. At han gjorde det i kærlighed til Louise, Stella og Enya i maven. Han havde løjet om nogle ting, og det fyldte så meget i ham, at den eneste udvej han kunne se, var at tage sit eget liv.

Selv den sidste aften forsøgte Casper at slippe udenom. Da han blev nedenunder i sofaen med sin mobil i stedet for at gå i seng, da Louise kyssede ham godnat. Han prøvede til det sidste at blive fri for de problemer, han havde opbygget, men det lykkedes ham ikke.

Han bliver bisat fra samme kirke, hvor han gav Louise sit ja. Præsten er den samme. Og salmen, der har betydet så meget for parret, er den samme. Kære skat. Kære far. Vi elsker dig stadig. Glæder os til at møde dig igen på den anden side. Kærlig hilsen dine tre piger, står der skrevet på hans kiste, som er prydet med brændende fyrfadslys formet som et hjerte.

Præsten og salmen er også den samme, da Enya et halvt år senere bliver døbt. Casper er ikke med. Han følger barnedåben fra sin gravplads udenfor kirkens hvide mure. Det er første gang, at Louise er tilbage i Harte Kirke siden hans bisættelse, og selvom det er hårdt, så skulle det være her.

Den hvide kiste er byttet ud med Enya i sin lange, hvide dåbskjole med lilla bånd. Det er rart, at Casper fra sin gravplads på en eller anden måde alligevel er til stede, selvom det er hårdt, at han kun er der i ånden og ikke fysisk.

Du som har tændt millioner af stjerner, fylder atter Harte Kirke.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Fra vandbærer til stjerne

Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce