Annonce
Sydjylland

Maria fik aldrig sagt farvel før morfars selvmord: Svært at forstå, at han er væk for altid

Halvandet år efter sin morfars selvmord oplever Maria Jazmin Port fortsat, at hun kan have brug for dage under dynen til at bearbejde sin sorg. Men hun har altid haft svært ved at give sig selv lov. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Maria Jazmin Port så sin morfar for sidste gang en måned før, han begik selvmord, og hver dag føler hun, at hun mangler at få sagt farvel. Hun fortæller historien om, hvordan det har påvirket hendes endnu unge liv, at en af hendes kæreste familiemedlemmer valgte livet fra. At han ikke ville være her mere, hvorfor hun fra den ene dag til den anden skulle prøve at forstå, at han ikke længere skulle være med til fødselsdage, fremtidige bryllupper, og at han ikke kommer til at holde de løfter, han har givet.

Som de sad der i stuen, vidste Maria Jazmin Port godt, at sandsynligheden for, at hendes morfar ville holde sit løfte, var lille. Siden hun var helt lille havde de to haft en intern joke med, at han skulle fylde 100 år. Men på trods af sin sygdom, virkede den 77-årige morfar ikke parat til at dø. Og derfor faldt hans spørgsmål overraskende for hende.

- Vil du stadig have huset, når jeg er væk en dag?, sagde han og kiggede på hende.

Maria var 17 år og forestillede sig ikke ligefrem, at hun skulle overtage et helt hus i den nærmeste fremtid. På trods af deres meget tætte forhold plejede de to egentlig aldrig at have dybe samtaler. Det var den sønderjyske morfar ikke komfortabel med, for han ønskede ikke at dele ud af sin indre verden. At vise det han anså som svaghed.

Maria børstede derfor spørgsmålet væk ved at sige, at der jo var lang tid til, at dét skal være et samtaleemne. De havde i årevis lavet sjov med, at hun ville overtage hans hus, når han en dag ikke længere selv skulle bo der.

I mange år havde han forsikret hende om, at han ville holde sit løfte om at runde de 100 år, men den dag i stuen, hvor de to sad i enrum, fortalte han, at Maria nok ikke skulle regne med det

Forskrækket bad hun ham om ikke at sige sådan. Hun var ikke klar over, hvad han helt præcis fejlede. Hun vidste, at det var noget i maven, og hun vidste, at han ikke ligefrem lå på dødens rand. Men ensomheden efter hans samlevers død i 2014 betød, at den fysiske sygdom ikke var det eneste, Marias morfar gik alene med i sit hjem.

Den dag i stuen var sidste gang, hun så ham.

- Ikke fair at jeg skal have det dårligt
Da Marias morfar skød sig selv, ødelagde han også en del af sit barnebarn. I perioden efter morfarens selvmord var Maria mest af alt plaget af chokket over, hvad der var sket. Hun kunne i mange måneder ikke tænke på de gode minder, de havde sammen, for selvmordet overskyggede alt, og det var altid hans død, som fyldte, når hun tænkte på ham.

Da chokket havde lagt sig, og alt det praktiske arbejde med begravelsen var overstået, kom alle de andre følelser rullende. Maria følte sig vred, hun følte sig forrådt, og hun følte sig dum over deres aftale om, at han skulle blive 100 år.

- Det er jo ikke i orden, det du har gjort. Det er ikke fair, at jeg nu skal gå her og have det dårligt, tænkte hun ofte - og gør det indimellem stadig her halvandet år senere.

Men hun gav aldrig sig selv lov til for alvor at arbejde med sorgen. Hun følte ikke, at hun kunne tage sig tid til at være derhjemme og være ked af det, selvom det gjorde ondt indeni. Derfor så klassekammeraterne hende tilbage i skole blot få dage efter hans død. I dag husker hun ikke meget fra disse timer på skolebænken. De var sekundære i hendes liv, og hun havde svært ved at motivere sig til noget som helst. Det betød ikke længere noget for hende.

Hun havde altid glædet sig til, at hendes morfar skulle se hende blive gift, se hende flytte hjemmefra, og se hende blive færdiguddannet. Men nu var hun efterladt med følelsen af, at udsigten til dette ikke var nok for ham. Og da han sluttede sin kamp, måtte Maria starte sin egen.

På en måde kan hun i dag også godt forstå hans beslutning. Og det irriterer hende, for det gør ikke hans handling ok, mener hun. Hver dag siden har hun kæmpet med den dybe smerte. En smerte, som hun har svært ved at komme ud med, da hun oplever, at andre, som ikke har stået i samme situation, har svært ved at forstå hende.

Annonce

Maria Jazmin Port


  • 19 år.
  • Bor i Gånsager ved Skærbæk.
  • Er ved at uddanne sig som pædagogisk assistent.
  • Hende og storebroren Martin er begge adopteret fra Colombia.
  • Deres morfar begik selvmord den 25. april 2017 som 77-årig.
I begyndelsen var det chokket over, at morfaren kunne finde på at begå selvmord, som fyldte mest for Maria Jazmin Port. Da hun fik besked om, hvad der var sket, kunne hun ikke gøre andet end at skrige.

Glæde blev til sorg

Det var på en forårsdag sent i april, at Marias liv blev ændret for altid. Solen skinnede mellem Skærbæk og Esbjerg denne tidlige tirsdag morgen, da hun kørte de cirka 50 kilometer i skole. Hun nød det gode vejr, mens hun tænkte over, hvordan tilværelsen var begyndt at vende for hende efter en svær start på uddannelsen. Hun tænkte endda, at det ikke kunne gå galt. At hun var glad. Men da hun kørte den modsatte retning om eftermiddagen, gjorde hun det som en forandret person.

I mellemtiden havde Marias mor hjemme på gården ved Skærbæk modtaget et opkald fra en ansat ved den hjemmepleje, som hjalp hendes 77-årige far. Hjemmeplejen kunne ikke komme ind i hans hus, så hun måtte hjælpe dem frem til ekstranøglen.

Over middag var det så Maria, som blev ringet op. Det var hendes far, som to gange havde forsøgt at få kontakt til hende, og det undrede Maria, for han ringede normalt aldrig - og slet ikke midt på en skoledag.

Da Maria ringede tilbage, fortalte stemmen i telefonens højtaler, at hun blev nødt til at komme hjem. Faren ventede på hende ude foran skolen, men da hun havde fået tidligt fri, var hun der ikke selv.

Og da hun spurgte ind til, hvorfor hun absolut skulle med tilbage mod Skærbæk, fik hun det livsforandrende svar, at hendes morfar var død.

De ti minutter, der gik, fra telefonsamtalens afslutning til hun satte sig ind på passagersædet af sin fars bil, føltes som en time. Faren nåede kun ganske kort at nævne, at politiet havde været hjemme ved dem, før Maria nærmest med en instinktiv fornemmelse spurgte, om hendes morfar havde begået selvmord. Det var det første, som faldt hende ind, og da faren bekræftede hendes bange anelser, begyndte hun at skrige.

Det gjorde så ondt på den 17-årige pige, at hun ikke kunne gøre andet end bare at skrige. Mens hendes far førte bilen fra Esbjerg tilbage til Skærbæk, hvor dagen startede så godt. Dagen, hvor hendes glæde blev til sorg.

Om selvmord


  • Har du selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11-04. Når du ringer til Livslinien, er du anonym. Rådgiveren præsenterer sig ved fornavn.
  • JydskeVestkysten har i sin artikelserie om selvmord været opmærksom på de etiske overvejelser ved emnet. Avisen har derfor læst og fulgt WHO's råd for ansvarlig journalistik omhandlende selvmord. Historierne er blevet fortalt på kildernes præmisser, og de har læst artiklerne igennem, før de er blevet publiceret.
  • I år 2016 var der i alt 568 personer, der begik selvmord i Danmark. I Region Syddanmark, hvor der både målt på antal og per indbygger blev begået næstflest, blev der begået 132 selvmord.
  • Selvmord som dødsårsag er tre gange så stor som trafikulykker i Danmark.
  • Der er flere mænd end kvinder, som begår selvmord, men der er flere kvinder end mænd, som forsøger at begå selvmord.

Kilder: Center for Selvmordsforskning og Livslinien

Sammen med familien besluttede Maria Jazmin Port, at hendes morfar skulle begraves på kirkegården i nærheden af deres hjem. Den beslutning har de alle været glade for.

Morfar skulle ikke have sin vilje

Da Marias mor Susanne så politiets hvide patruljevogn trille ind i indkørslen og hørte gruset knase under bilens dæk, vidste hun, hvad der var sket. Hun vidste også, hvordan det var sket. Der var ingen tvivl i hendes sind.

Hendes far, Marias morfar, havde begået selvmord. Han havde skudt sig selv.

Der var i sig selv ikke noget usædvanligt i, at en mand på 77 år døde. Men da han valgte at begå selvmord, var det anderledes. Da han valgte kun at efterlade et kort afskedsbrev til sin datter og to børnebørn, efterlod han også sin ensomhed til familien, for de har efterfølgende følt sig alene med chokket, sorgen og de mange spørgsmål, som de aldrig får svar på.

Maria var vred, da hun kom hjem den tirsdag i april. Normalt ville hun opfylde sin morfars ønsker, men sammen med familien besluttede hun, at han skulle begraves og have en gravsten. Det var ikke hans egen vilje, men fra den dag skulle familien leve med hans beslutning resten af livet, så nu fik han ikke lov at bestemme.

Mangler at sige farvel

Hver dag kører familien forbi Vodder Kirke, hvor netop denne gravsten markerer, at her ligger Marias morfar begravet. De kan næsten se op til hans hvile fra deres egen have, og de sender ham tanker hver eneste dag.

Halvandet år efter hans død har Maria stadigvæk behov for nogle dage bare at ligge under dynen derhjemme. Men hun gør det ikke. Og andre dage kan hun få dårlig samvittighed, hvis hun glemmer at tænke på ham før engang op ad dagen.

Dagen inden hans selvmord var Marias mor med morfaren på sygehuset, og det var længe siden, han havde været i så godt humør, som han var den dag.

Maria ville gerne have sendt ham en besked, men både den mandag aften og morgenen efter, den dag han begik selvmord, stoppede hun sig selv, fordi hun ikke ville vække ham, hvis han sov.

Hun fik aldrig sendt beskeden, og det fortryder hun i dag. Maria så kun sin morfar i live. Maria så kun hans kiste, da han havde taget sit eget liv. Maria så ham for sidste gang den dag i hans stue.

Hver dag kæmper hun. Det er svært at forstå, at morfar er væk for altid. Hver dag mangler hun at få sagt farvel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce