Annonce
Esbjerg

Med mere end et år til valget: Første valgforbund indgået i Esbjerg Byråd

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) og Freddy Hyldgaard, som er formand for Dansk Folkeparti Esbjerg, skrev fredag morgen under på en aftale om et valgsamarbejde mellem partierne ved kommunalvalget i 2021. Som nummer to fra venstre ses Dansk Folkepartis gruppeformand i Esbjerg Byråd, Olfert Krog. Foto: Jacob Schultz
Venstre og Dansk Folkeparti har som de første indgået aftale om valgforbund ved kommunalvalget næste år. Det sker knap et år før, det formelt er nødvendigt, men der skal ikke herske tvivl om, at Dansk Folkeparti hører til i den borgerlige lejr, siger DF-formand. Flere valgforbund i rød og blå blok kan koste dyrt, viser historien.
Annonce

Esbjerg Kommune: Den 16. november næste år går borgere landet over til stemmeurnerne for at sætte kryds ved et parti eller byrådsmedlem, men kampen om at få flest stemmer til at indtage borgmesterkontoret er for længst gået i gang.

Fredag skrev Venstre og Dansk Folkeparti som de første under på en aftale om et såkaldt valgforbund, der skal maksimere antallet af mandater og minimere stemmespild, og det er håbet, at flere borgerlige partier følger efter og senere tilslutter sig i ét samlet valgforbund.

Ved kommunalvalget i 2017, hvor der var to borgerlige valgforbund – Venstre, DF, Borgerlisten og Liberal Alliance i det ene og De Konservative og Nye Borgerlige i det andet - blev blå bloks mandater dyrere i kraft af opsplitningen.

Annonce

Næsten et mandat

En plads i byrådet kostede på blå side således 2.057 stemmer, mens en plads i rød blok kostede 1.907 stemmer – en forskel på omtrent 150 stemmer per mandat. Blå blok tabte således i omegnen et mandat på, at der var to valgforbund i blokken fremfor ét stort.

Kommunalvalget endte som bekendt med, at den borgerlige blok alligevel kunne tælle til de nødvendige 16 mandater i det 31 medlemmer store byråd, og ifølge en opgørelse, som daværende sekretariatschef og valgansvarlig i Esbjerg Kommune, Søren Abildtrup, stod bag, manglede rød blok – som sagerne nu dengang stod - 3.068 stemmer i at have sikret sig flertallet.

Formanden for Venstre Esbjerg Kommune Jan Lagoni (yderst til højre) var også med til morgenkaffemødet med DF-formand Freddy Hyldgaard (yderst til venstre, gruppeformand Olfert Krog (DF) og borgmester Jesper Frost Rasmussen. Foto: Jacob Schultz

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) siger om valgsamarbejdet, at Venstre og Dansk Folkeparti har haft et fint samarbejde i indeværende byrådsperiode.

- Det gode og solide samarbejde er vi enige om at fortsætte, og vi håber selvfølgelig, at der er flere partier, som tilslutter sig og bakker op om den borgerlige linje i styringen af Esbjerg Kommune. Stemme-resultatet fra sidste gang viser jo, hvor vigtige de her valgforbund er - de kan være afgørende i et tæt løb, og derfor håber vi naturligvis at alle partier, der ønsker et blåt flertal i næste byrådsperiode, går med i fælles valgforbund, siger Jesper Frost Rasmussen og fortsætter:

- Inden længe går vi i gang med at indskrive de politiske sigtelinjer, som vi vil arbejde for, men andre partier kan naturligvis blive involveret i processen med det samme, hvis de er klar til det, for vi ønsker naturligvis så bredt et valgforbund som muligt, siger Jesper Frost Rasmussen.

Annonce

Ikke blokpolitik

Formanden for Dansk Folkeparti i Esbjerg, Freddy Hyldgaard, slår fast, at partiet ikke ønsker et byråd, hvor der bliver ført blokpolitik, og gerne samarbejder henover midten i det daglige byrådsarbejde.

- Men vi er et borgerligt parti, og Jesper Frost Rasmussen har gjort det godt som borgmester for hele Esbjerg Kommune, så der er ingen grund til at trække beslutningen i langdrag. Samtidig kan vi ikke se os selv i et valgforbund med et stadig mere venstreorienteret Socialdemokrati, siger Freddy Hyldgaard.

I rød blok arbejder Socialdemokratiet også på at samle ét stort valgforbund, men herfra er der ingen melding kommet endnu.

Valgforbund

Ved kommunale og regionale valg har de kandidatlister, der opstiller, mulighed for at støtte hinanden ved at indgå valgforbund eller listeforbund. Kandidatlister, der indgår i valgforbund eller listeforbund, betragtes rent teknisk som én kandidatliste ved opgørelsen af, hvor mange mandater valgforbundet skal have. Derefter fordeles mandaterne forholdsmæssigt og efter en særlig matematisk model ud på de enkelte lister.

Kandidatlisterne kan - ved at indgå i valgforbund eller listeforbund - mindske stemmespild og maksimere antallet af mandater.

Ved kommunalvalget i november 2017 var der alt i alt tre valgforbund. Rød blok var samlet om ét valgforbund med deltagelse af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet.

Blå blok havde to valgforbund - det ene talte Venstre, Dansk Folkeparti, Borgerlisten og Liberal Alliance, mens det andet havde deltagelse af De Konservative og Nye Borgerlige.

16 lister og partier stillede op ved kommunalvalget i 2017 - otte partier kom ind i Esbjerg Byråd.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce