Annonce
Mindeord

Mindeord om chefredaktør Søren Rosenlund Christensen

Arkivfoto: Sussie Christiansen
Journalist Uwe Iwersen skriver følgende mindeord om chefredaktør Søren Rosenlund Christensen, Nordjyske, der er født og opvokset i Tønder.

Mindeord: Ord kan være fattige, når følelserne er store. Fredag i sidste uge mistede chefredaktør for Nordjyske, Søren Rosenlund Christensen livet, kun 44 år gammel.

Han døde af komplikationer efter et færdselsuheld, hvor han to dage forinden var blevet kørt ned på sin elskede racercykel. Nyheden bredte sig hurtigt over de sociale medier.

For Tønder-drengen Søren var ikke som mennesker er flest.

Som ganske ung trådte han ind ad JydskeVestkystens fordør på torvet i Tønder. En uge som erhvervspraktikant udviklede sig næsten naturligt til en fast ansættelse som redaktionens sportsmeddeler. Søren elskede at skrive, og han var god til det. En god rubrik og en god talestreg var afgørende. Det stod hurtigt klart, at journalistikken skulle blive hans levevej. Det kunne en kort ansættelse som bankelev heldigvis ikke forhindre.

Det har gennem årene været imponerende at følge Sørens karriere. Altid åben for at gribe de muligheder, der bød sig. Altid nysgerrig og opsøgende, og bedst af alt, altid sig selv.

Det lidt drengeagtige gik jo aldrig helt af ham, uagtet at ansvar og anseelse steg i takt med hans evne til at skrive om og kæmpe for det, han synes var vigtig.

"En mand med ploven i mulden alle steder. Moderne journalistik og kommunikation hånd i hånd med respekt for en ægte kærlighed til den egn, hvor han var sat i redaktørstolen. Sjældent at opleve i vores tid," skrev tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen i et kondolance -opslag.

Rigtig set og flot formuleret.

For Søren var livet fest og farver. Søren Solskin er han blevet kaldt. Men der var også stor empati og tilstedeværelse, når der var behov for det.

Bag ham, ved siden af ham og i flere henseender også foran ham stod Arina, som han mødte som ganske ung, og som han var slemt stolt af.

At være i selskab med Søren og Arina var aldrig kedeligt. Vi er mange, der husker deres forrygende bryllup med mojito-bar, eller Arinas 40 års fødselsdag, hvor Søren i al hemmelighed havde lært sig selv at spille guitar for at overraske alt og alle ved at hylde fødselsdagsbarnet med ungdoms-idolet Michael Falchs kærlighedssang "Du er den eneste i verden jeg vil".

Sådan var han, Søren. Altid omfavnende og fuld af overraskelser.

Han nøjes ikke kun med at skrive om sport. På tennisbanen slog han en gedigen forhånd, og i løbeskoene gjorde han en god figur. Men den helt store kærlighed gjaldt cykelsporten. I det lys er det endnu mindre forståeligt, at netop denne store passion i sidste ende kom til at koste ham livet.

Søren kom i sit alt for korte liv vidt omkring og satte spor hos mange, der krydsede hans vej. Hans engagement og optimisme var smittende.

Heldigvis var båndene til barndomsbyen Tønder altid stærke og intakte. Så uanset, hvor i Danmark han befandt sig og i hvilken redaktørstol han satte sig, så var Tønder stedet, hvor han havde rod. Det var her, hans verden begyndte, og hvortil han altid vendte tilbage for at glæde familien og venner med sit selskab. Og så er det altså også Tønder, hvor der på fredag med bisættelsen i Kristkirken skal tages afsked.

Det bliver svært – og uvirkeligt.

Den 7. februar klokken 17.22 endte et ungt, givtigt og vigtigt liv. Arina mistede sin mand, Frederik og Stian mistede deres far, Tove og Vagn mistede deres søn, Peter og Mette mistede deres bror, og der var mange, der mistede en god ven og inspirator. Jeg er en af dem.

Æret været Sørens minde.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Åbne kirker var tåbelig ide

Bevares. Vi kan nok alle trænge til et trøstende ord i denne krisetid med udsigt til både sygdom og økonomisk nedtur. Her er det kristne budskab om tro, håb og kærlighed så relevant som nogensinde. Men vi behøver ikke at være fysisk sammen om den oplevelse. Den moderne teknologi byder på rigelig mulighed for at forrette gudstjenester på utraditionel, men sikker vis. Derfor må man undre sig over, at Kirkeministeriet i første omgang besluttede at åbne kirkerne til påske. Naturligvis er påsken en af kirkeårets største helligdage. Men enestående forhold kræver også enestående løsninger. Den nuværende epidemi er absolut en af de undtagelser, der berettiger til for en gangs skyld at aflyse den fysiske kirkegang – selv i påsken. Statsminister Mette Frederiksen har stillet danskerne i udsigt, at vores samfund langsomt kan åbne op igen efter påsken. Betingelsen er, at smittekurven fortsætter med at flade ud. Det sker imidlertid kun, hvis vi viser agtpågivenhed og undgår letsindig adfærd. I praksis vil det formentlig i de fleste kirker være muligt at gennemføre en påskegudstjeneste med god afstand mellem deltagerne. Ikke desto mindre er netop en gudstjeneste netop et eksempel på, at flere mennesker unødigt forsamles. Derfor er det godt, at beslutningen nu er trukket tilbage. Blandt andre sognepræst Dennis Voss Stensgaard fra Vester Nebel havde på forhånd afviset at holde gudstjeneste. I hans tilfælde kunne det ske med god samvittighed. Han er sygemeldt, fordi han formentlig selv er smittet med coronavirus. Ikke desto mindre gav han i utvetydige vendinger udtryk for sin frustration over kirkeministeriets udmeldinger. I hans øjne var det blandt andet en hån mod de unge, der netop på grund af den aktuelle epidemi har fået udskudt deres konfirmationer til august og september. Koldings borgmester, Jørn Pedersen var enig og opfordrede andre præster til at følge Dennis Voss Stensgaards eksempel. Lykkeligvis bredte den sunde fornuft sig til sidst også til ministeriet.

Annonce