Annonce
Kultur

Modtager af JydskeVestkystens Kulturpris 2020: Landsdelens lavmælte stemme

Frelle Petersen skildrer almenmenneskelige dilemmaer og lader dem udspille sig herude, hvor landbruget stadig trækker dybe spor i landskabet.Foto: H.C. Gabelgaard
Filminstruktør Frelle Petersen skaber en ny type hjemstavnsfortælling. Vinderen af JydskeVestkystens kulturpris 2020 har succes med ”Onkel” og flere sønderjyske historier på vej.

Her er ingen højhuse og smarte cafeer. Ingen kindkys og kølig vin. Men udsynet i den sønderjyske marsk er uendeligt, og naturens rytme får pulsen ned. Her lever folk på grænsen af den tabte tid. Her kan man udtrykke en masse uden at sige ret meget, og her kan man få klare visioner midt i mudderet:

- Jeg har virkelig haft lyst til at lave film på klingende sønderjysk, fortæller Frelle Petersen.

Det har han nu gjort, den 39-årige filminstruktør. Med ”Onkel” har han skabt en ny type hjemstavnsfortælling. En historie om at høre til herude, hvor vejrhanen er en ko. Et drama om et forpligtende fællesskab, der kan stå i vejen for den enkeltes længsler og forløsning.

Nogen loppetjans var det ikke. Til udfordringerne hørte en kalvefødsel, der var svær at få i kassen.

Med det sønderjyske gik det til gengæld nemt, for vinderen af JydskeVestkystens kulturpris 2020 castede simpelthen lokale skuespillere, hvis roller lå meget tæt på deres eget liv.

Siden premieren i november har Frelle Petersen kunnet glæde sig over, at det betalte sig at sidde i flere måneder i en udtjent campingvogn ved den gård, Stenbjerg, hvor meget af filmen er optaget. Her, tæt på Tønder, skrev han manuskriptet, som blev løftet op på lærredet til både national og international anerkendelse. Budgettet var lavt, men der var højt til himlen:

- Jeg har aldrig sovet så godt som i de måneder.

Annonce
Han har meget tidligt fundet en stemme, som er meget konsekvent og sikker. Han står ved det sønderjyske – ikke bare som en egn, men en tilstand og et gemyt.

Henrik Ruben Genz, filminstruktør

Svært at flytte væk

For Frelle Petersen havde arbejdet med filmen en duft af nostalgi. Han er selv vokset op i Styrt-Om ved Aabenraa, og som barn var han på sommerferie hos moderens familie, der var bønder.

På Stenbjerg var han tilbage i et lignende miljø med stille samhørighed og meningsfulde opgaver. Han hjalp til med høsten. Og fra traktoren gik turen til voksdugen i køkkenet, hvor han fik en sludder med gårdens ejer, Peter H. Tygesen, som har titelrollen i filmen.

Med ”Onkel” nuancerer Frelle Petersen billedet af Sønderjylland på et tidspunkt med debat om affolkning af yderområderne. Kløften mellem land og by og de valg, der kan splitte familier, er genkendelige temaer så langt væk som Japan, hvor filmen har vundet en vigtig pris. Den universelle historie er da også skrevet af en mand, der selv havde vanskeligt ved at rejse væk:

- Det var vildt svært at flytte hjemmefra. Min lillesøster var kun seks og blev så ”enebarn”. Jeg ville gerne være der for hende.

Men det var nødvendigt at pakke traileren og køre østpå for at forfølge drømmen om at lave film.

Tillid til publikum

Søsteren er en efternøler, og det har sat sig i hendes sprog:

- Hun snakker ikke sønderjysk. Der er sket et skift, og nu har jeg nået en alder, hvor jeg synes, det er smertefuldt, hvis dialekterne forsvinder.

At tale æ sproch er en del af Frelle Petersens dna, og han bruger det jævnligt som et festligt indslag, når han skal tale i forsamlinger, hvis forventning er at høre rigsdansk. Instruktøren er blevet landsdelens lavmælte stemme. Han bruger ikke en masse effekter til at vække følelser. Og han bryder sig ikke om det overforklarede:

- Jeg har tillid til, at publikum nok skal regne det ud.

Med sig har prisvinderen, der nu bor med sin kæreste i København, en fascination af det underspillede og en underfundig humor. Hertil kommer bevidstheden om at stamme fra et stykke Danmark, som fra 1864 til 1920 var tysk:

- Det har jeg godt kunnet mærke på min mormor. Hun oplevede, at man ikke måtte tale dansk, og det er gået igennem generationerne.

Ny film på vej

: Filminstruktør Frelle Petersen - aktuel med ”Onkel”, som nu er set af 35.000 - etablerede i 2013 produktionsselskabet 88miles sammen med producer Marco Lorenzen, der er vokset op i Kruså. Til fremtidige planer hører en film om en sønderjysk datters forelskelse i en pigekæreste fra København. På rollelisten er foreløbig en genganger - Jette Søndergaard, som er ”Onkel”s niece både i filmen og i virkeligheden.

Antismart

I den periode blev sønderjyder sendt til fronten i tysk tjeneste under første verdenskrig. Til september skildres det med en barok vinkel, når der er premiere på filmatiseringen af Erling Jepsen-romanen ”Erna i krig”. Bag filmen står Henrik Ruben Genz, som har arbejdet sammen med Frelle Petersen og er fuld af respekt for sin yngre kollega:

- Vi andre kan blive bange for, om der er publikum nok. Men han lefler ikke. Han rutter ikke med følelserne. Han er antismart.

Det kræver mod at afstå fra de store armbevægelser og de sædvanlige tricks. Og det bliver belønnet.

Kulturpris

De 25 vindere af prisen gennem tiden

2020: Filminstruktør Frelle Petersen fra Styrt-Om

2019: Treenighedskirkens Drengekor, Esbjerg

2018: Tekstforfatter og skuespiller Leif Maibom, Sønderborg

2017: Digter Jens Rosendal, Ballum

2016: Egnsspillet Højt til Himlen, Tønder Kommune

2015: Askov Højskole

2014: Vejen Garden

2013: Sanger og musiker Helge Engelbrecht, Ansager

2012: Forfatter og frimenighedspræst Sten Kaalø, Bovlund

2011: Kulturforum Würth, Kolding

2010: Teatret Møllen, Haderslev

2009: Fhv. borgmester A.P. Hansen, Sønderborg

2008: Den Ny Opera, Esbjerg

2007: Tryllekunstner Heinz Saxburger, Rinkenæs

2006: Kulturdagene i Ølgod v. Rigmor Bek-Pedersen

2005: Cirkus Dannebrog, Mølby

2004: Museumsinspektør Teresa Nielsen, Vejen Kunstmuseum

2003: Sønderjyllands Symfoniorkester

2002: Janusbygningen v. Bjarke Regn Svendsen

2001: 7-kanten, Danmarks største amatørteater, Janderup

2000: Lærer og kulturformidler Tage Madsen, Bylderup-Bov

1999: Direktør Tage Sørensen, Esbjerg

1998: Cathrinesminde Teglværksmuseum, Broager

1997: Tønder Festival

1996: Jels Vikingespil

JydskeVestkystens kulturpris

Prisen gives for en indsats, der er i pagt med de bedste folkeligt-kulturelle traditioner i avisens udgivelsesområde. Det skal forstås så bredt, at al kunstnerisk udfoldelse udført af amatører eller professionelle kan komme på tale som vinder.

Prisen kan gives både til enkeltpersoner og til institutioner/foreninger, til såvel en udøvende kunstner som til en kreds af borgere, der tegner en del af det kulturelle billede på deres egn.

Dommerne

Dirigent Lone Gislinge, Treenighedskirkens Drengekor, prisvinder 2019

Tekstforfatter og skuespiller Leif Maibom, prisvinder 2018

Forfatter Marianne Gade

Fhv. konservatorierektor Axel Momme

Teaterinstruktør Majbritt Skovbjerg

Leder af Sønderjyllands Kunstskole Thomas Lunau

Leder af spillestedet Tobakken Jan Mols Poulsen

Ansvarshavende chefredaktør Peter Orry

Tre vindere

Blandt de læsere, som har indsendt kandidater til JydskeVestkystens kulturpris 2020, har tre vundet tre x to billetter til Kulturshow 2020.

Vinderne er: Annemette Krab, Gram

Ole Ernst Hansen, Esbjerg

Morten Weeth, Fredericia.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Socialrådgiver beretter om rystende arbejdsforhold: Kommunal leder foreslog glemsomhed i retssag

Leder For abonnenter

DR er stadig rigeligt stort

Vi har et enormt stærkt Danmarks Radio, der har rigeligt med ressourcer. Statsradiofonien har ganske vist fra årsskiftet gennemført en række programlukninger som en konsekvens af det seneste medieforlig, men tag ikke fejl: DR er fortsat en stor og velpolstret maskine. Fra at have lidt over fire milliarder tvangsinddrevne licenskroner til rådighed hvert år til at drive den vidt og på nogle områder vildt forgrenede koncern, skal DR fremover klare sig med knap 4 milliarder kroner årligt. Det er uanset synsvinkel fortsat et kæmpestort beløb og sikrer DR og dermed staten en meget dominerende medieposition i Danmark. Der er blevet fyret chefer, der er blevet fyret medarbejdere, der er blevet lukket programmer og såmænd også kanaler. Signalet til DR var fra politikernes side klart. Public service er vigtigt, fokuser på kerneopgaven. Public service kan være svært at få greb om. Men det er i hvert fald noget andet end det, markedskræfterne bærer frem. DR skal fokusere på det, andre medieaktører ikke allerede eller alligevel laver. DR skal ikke bare være mere af det samme, men et reelt alternativ til gavn for demokrati, sammenhængskraft og mangfoldighed. Derfor må man undre sig. DR er nærmest gået reality-amok. Danske Damer i Dubai. Øen. Familien Asbæk. Og Fars Pige – lad os holde fast i den. En problemstilling om unge og forældre er bestemt relevant i public service-perspektiv. Men en serie om et forskruet københavnsk familieforhold er en udstilling af ekstremer. Det er ikke dokumentar, det er et freakshow. Det samme kan man sige om serien ”Cougarjagt”. Det kan være public service at kigge ind i parforhold, i kærlighed og samliv. Også på tværs af generationer. Men så er det ikke rendyrket reality-tv om en førtidspensionist, der har sex med unge mænd. Det er godt tv. Det er underholdning. Men det er altså tv, der produceres i store mængder på de kommercielle tv-kanaler, alle tv3-varianterne og kanal 4, 5, 6 og så videre. Det er ikke derfor, vi har DR. DR må gerne samle et stort publikum. Men det skal ikke være på at kopiere det private marked. DR får en enorm statsstøtte for at levere noget andet. Kan koncernen ikke det, er der bestemt basis for endnu en nedjustering af DR.

Annonce