Annonce
Debat

Nej tak til en elektrisk motorvej i luften

Læserbrev: Forestil dig, at du går en tur i den danske natur. I et kort øjeblik stopper du op for at betragte omgivelserne. Træer, buske og naturens skønne farver fylder dit synsfelt ud. Fuglene kvidrer oppe fra trætoppene. Et rådyr springer frem fra buskadset. Alt er det rene idyl. Men så vender du dig om. Og straks mødes dine øjne af en kilometerlang parade af højspændingsledninger, der toner frem og slår sprækker i den danske muld.

Det scenarie kan mange vestjyder desværre se frem til. For regeringen og Folketinget er nemlig i fuld sving med at ville ødelægge den vestjyske natur med 175 kilometer højspændingsledninger fra Holstebro til den tyske grænse. Undskyld mig, men hvad er meningen? Det er just ikke fordi Vestjylland har mangel på stolper, der stiger mod himlen. Ja, de kommende kystnære vindmølleparker, som ødelægger en gåtur langs kysten, er faktisk en medvirkende årsag til de nye højspændingsledninger.

Gang på gang kommer der den ene fine floskel efter den anden om, at vi skal passe på vores kulturlandskab. Men hvad gør man så? Man beslutter simpelt hen, at høje master skal skære sig gennem landskabet fra horisont til horisont og få vores smukke natur til at krakelere.

Så lad mig være klar i spyttet: Få nu de ledninger i jorden - ikke i luften! Det kan ikke være rigtigt, at vores natur og beboere må ofre sig til stor skade for turismen, fordi Finansministeriet og Energinet.dk har sparekniven fremme og går efter den billigste løsning. Og det kommer fra en stolt jyde, som bedst kan lide at have pengepungen liggende tungt i lommen.

Men jeg begriber ikke, at man kan finde på at etablere en elektrisk motorvej i luften gennem Vestjyllands smukke natur til gene for beboere, småbyer og landbruget. Derfor håber jeg, at regeringen og Folketinget kommer til fornuft, lytter til danskerne og vælgerne, henter spaden frem fra skuret og graver højspændingsledninger ned i jorden, der hvor de hører hjemme.

At prisen på el så ikke bliver sat ned med 25 øre pr. kW, men kun med 23 øre. Ja, det tror jeg, at de fleste forbrugere er ligeglade med. Og én ting er sikkert. Prisen for ikke at ville grave kablerne ned bliver høj for nogle partier og for nogle medlemmer af Folketinget.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Uvenlig behandling af tyskere skal stoppe

Det er en gevinst for den danske del af grænselandet, når tyskere og andre EU-borgere beslutter sig for at købe et hus i Sønderjylland. Sidste år solgte EDC i Rødekro og Nybolig i Padborg i alt 55 huse til udenlandske EU-borgere, hvoraf langt de fleste var tyskere. Det er med til at skabe udvikling i en landsdel, der ellers i mange områder kæmper med faldende befolkningstal. Derfor er det meget bekymrende, at både advokater og ejendomsmæglere i Sønderjylland oplever, at servicen over for de udenlandske huskøbere er blevet forringet i en grad, så det kan risikere at få mulige tilflyttere til at opgive deres forehavende. Den oplevede forringelse er sket i forbindelse med, at den statslige Styrelse for International Rekruttering og Integration siden 1. april har overtaget opgaven med at udstede EU-opholdsbevis til de udlændinge, som vil flytte til Danmark, fordi de er ved at købe et hus i Danmark. Forinden var det Statsforvaltningen, der stod for opgaven. Dengang var oplevelsen hos advokater og mæglere, at udlændingene fra andre EU-lande, inden de flyttede hertil, kunne få det opholdsbevis, der er betingelsen for at kunne gennemføre huskøbet. Men det er ulovligt at gøre det på den måde, mener den statslige styrelse. Den kræver, at udlændingene har bopæl her i landet først, og dermed skal de leje en bolig, før de kan købe én. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) bør i en fart finde ud af, om det virkelig kan passe, at det pludselig skal være så besværligt for en EU-borger at købe et dansk hus. Selv om hans styrelse benægter, at der er lavet om på praksis, er der en række kilder, som har fortalt JydskeVestkysten, at behandlingen af sagerne foregik meget smidigere, da det var Statsforvaltningens opgave. Det må kunne lade sig gøre at genskabe den situation, så Danmark igen kan blive opfattet som et venligt værtsland for EU-medborgere, som kan forsørge sig selv og som har lyst til at købe et hus i vores land.

Kolding

Fynslund gør klar til LAN-party

Annonce