Annonce
Esbjerg

Norsk firma vil bygge fabrik i Esbjerg: Skaber 70 nye arbejdspladser

Den norske virksomhed Quantafuel vil bygge en fabrik ved Veldbæk syd for Esbjerg. Fabrikken vil komme til at beskæftige 60-70 ansatte.
Norske Quantafuel vil etablere sig i Esbjerg og bygge deres første ”full-scale-virksomhed” med godt 60-70 arbejdspladser. Quantafuel kan løse et af verdens store affaldsproblemer, fordi de har udviklet en teknologi, som omdanner affaldsplast til olieprodukter som bruges i produktionen af ny plastik. Første spadestik forventes inden sommer.
Annonce

Esbjerg: Det hører til sjældenhederne, at Esbjerg i et hug får 60-70 nye arbejdspladser, men det er ikke desto mindre, hvad den norske virksomhed Quantafuel nu bebuder i en pressemeddelelse.

Quantafuel har nemlig netop underskrevet en eksklusiv køberet på omkring 140.000 kvadratmeter jord i et erhvervsområde syd for Esbjerg. Til foråret forventer virksomheden at begynde at bygge en ny fabrik, som omdanner affaldsplast til eksempelvis nafta, også kaldet råbenzin. Det kan så genbruges i plastindustrien, og dermed øges andelen af genanvendt materiale i ny plast.

Quantafuel oplyser, at fabriksanlægget udgør en samlet investering på over 100 millioner euro, svarende til trekvart milliarder kroner. Lego-familiens investerings- og holdingselskab, KIRKBI, har investeret 250 millioner kroner i Quantafuel, og også den tyske kemigigant BASF samarbejder med Quantafuel.

Annonce

Glad borgmester

Det er den stærke infrastruktur omkring Esbjerg, som har spillet en afgørende rolle i beslutningsprocessen, da den rette placering til den kommende fabrik skulle vælges. Med beliggenheden på Veldbæk Industrivej ved Måde får Quantafuel opfyldt ønsket om at være tæt på en stor international havn. Udover Esbjerg Havn var jernbanen og den direkte motorvejsadgang også vigtige parametre.

Den kommende fabrik placeres på en 140.000 kvadratmeter stor grund ved Veldbæk Industrivej. Kort: Esbjerg Kommune

Med til billedet hører også, at Esbjerg Kommune har sat et ambitiøst mål om at være en CO2-neutral kommune i 2030. Quantafuels forretningsmodel passer godt til den bæredygtige EnergiMetropol, og derfor glæder borgmester Jesper Frost Rasmussen sig over at byde Quantafuel velkommen.

- Selvfølgelig hører en virksomhed som Quantafuel hjemme i Esbjerg. Vi har flere virksomheder indenfor plastindustrien, og Quantafuel bidrager med en unik profil som bunder i den cirkulære økonomi. Netop bæredygtighedsaspektet er noget, som flere og flere af vores lokale virksomheder arbejder aktivt med, udtaler Jesper Frost Rasmussen i meddelelsen og løfter sløret for den intensive proces:

- Fra den første henvendelse har Quantafuel været sporet ind på mulighederne i Esbjerg, og vores taskforce-model har endnu engang vist sig yderst effektiv. På kort tid har vi identificeret et godt areal og undersøgt, om virksomhedens ønsker stemmer overens med det, som vi kan tilbyde. Arbejdet med de nødvendige godkendelser er i samarbejde med Quantafuels rådgiver allerede fastlagt i en tidsplan.

Annonce

Spadestik inden sommer

Arbejdet med miljøkonsekvensrapport, miljøgodkendelse og byggetilladelse er netop gået i gang. Da det er kendte processer, forventes de at forløbe gnidningsløst, så byggeriet af den nye fabrik kan gå i gang inden sommeren næste år. Når byggeriet står færdigt, skaber Quantafuel mellem 60-70 nye arbejdspladser i Esbjerg.

- Efter en bred screening af næsten 100 mulige grunde i Danmark faldt, valget på Esbjerg og grunden i Veldbæk. Grunden er stor nok til at give os fleksibilitet i design af vores nye anlæg, og Esbjerg er strategisk placeret i forhold til international logistik. Det har også været vigtigt, at Esbjerg Kommune har stillet de rigtige ressourcer til rådighed til en hurtig procedure. Når fabrikken er færdig, vil dette være et udstillingsvindue for vores førende teknologi inden for kemisk genanvendelse af plast til resten af ​​verden og sandsynligvis også tiltrække andre relaterede virksomheder. Det har også været vigtigt for Quantafuel at etablere sig i et område med adgang til kvalificeret arbejdskraft fra procesindustrien, lyder det fra Erik Rynning, der er projektleder hos Quantafuel.

Om Quantafuel

Det kommende anlæg i Esbjerg vil kunne bearbejde 80.000 tons affaldsplast om året. 

Anlægget udgør en samlet investering på over 100 mio. euro. og vil betyde omkring 60-70 nye arbejdspladser.

Quantafuel har til formål at stoppe spild og fremme bæredygtig håndtering af Jordens ressourcer. Firmaet fra Norge har udviklet deres teknologier gennem mere end 10 år. Ved at konvertere næsten alle former for plastaffald til miljøvenlige brændsler og kemikalier, bidrager Quantafuel væsentligt til at nedbringe forurening og emissioner og samtidig skabe jobs lokalt. 

Quantafuels første europæiske anlæg er beliggende i Greenlab’s grønne industripark i Skive.

Det er målet, at fabrikken skal forarbejde 80.000 ton plastmateriale om året. Quantafuel er i gang med at industrialisere og standardisere teknologien, der skal være omdrejningspunktet i Esbjerg. På sigt skal det færdige byggeri danne grundlag for et standard-design, der kan bruges andre steder i Europa, hvor der også er brug for at genanvende plast.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Er der en ledig plads i din boble?

Annonce