Rødekro: Det bliver Danmarks største forhandler og distributør af byggematerialer, Stark-kæden, som flytter ind i det tidligere antikmessecenter på Skånevej i Rødekro, hvor Region Syddanmark i dag har lejet sig ind med et vaccinationscenter.
800 meter fra Davidsens trælast og byggemarked på Brunde Vest, 650 meter fra Biltema på Kometvej og 600 meter fra Harald Nyborg ligeledes på Kometvej.
- Vi synes af flere årsager, det er et rigtig godt sted. Den ene er, at vi for nuværende i den del af Jylland er i Sønderborg, Ribe og Kolding, så ved at placere os i området ved Aabenraa og Rødekro lukker vi en slags "hul", vi har haft på landkortet. Og helt konkret er placeringen jo god lige ved E45, så forretningen er nem at komme til og fra, siger Jens Velling, som er kommunikationschef for Stark Danmark, der sælger både til private og erhverv.
- Men vores hovedfokus er især de små og mellemstore håndværksvirksomheder, og sådan vil det også være i Rødekro, men private er altid velkomne, understreger han.
Vil helst bygge nyt
Endnu foreligger der ganske lidt konkret om det nye byggemekka. Om man bruger de to eksisterende bygninger, der til sammen udgør 4043 kvadratmeter, helt eller delvist, eller bygger helt nyt, afklares først endeligt, når en byggetilladelse er i hus.
- Vi skal have en byggetilladelse, før vi er helt sikre på, hvad vi kan gøre på området, men planen er at bygge en ny trælast på stedet, siger Jens Velling.
Der er imidlertid ganske god plads at boltre sig på i Rødekro, for de 4043 kvadratmeter bygninger ligger på en knap 15.000 kvadratmeter stor grund. Mens Stark allerede i januar kan tage Skånevej 3 i brug, må man vente til 1. juni med Skånevej 5, fordi lejeaftalen med Region Syddanmark først udløber på dette tidspunkt.
Stark Danmark har ifølge tinglysning.dk betalt 8.124.000 kroner for Skånevej 3, mens prisen for Skånevej 5 endnu ikke er offentligt tilgængelig, men Allan Honnens fra erhvervsmægleren Nordicals har tidligere oplyst, at de to adresser var udbudt til samlet pris på 15,95 millioner kroner.
Jens Velling, kommunikationschef, Stark DanmarkVi skal have en byggetilladelse, før vi er helt sikre på, hvad vi kan gøre på området.
Den største
- Stark er Danmarks største forhandler og distributør af byggematerialer med forretninger i hele Danmark og i Grønland. Kæden tilbyder en lang række services til både entreprenører og professionelle håndværkere - og beskæftiger cirka 2.500 medarbejdere i rigsfællesskabet.
- I Nordeuropa har Stark i alt 10.000 medarbejdere, der arbejder i flere end 400 afdelinger i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland og Finland.
- Kilde: stark.dk