Taulov: Mandag fik tiårige Wasuthon "Guide" Nielsen endnu en grund til at smile.
Den tiårige skoledreng fra Taulov var for tre måneder siden truet af udsmidning fra Danmark, da myndighederne ikke anerkendte, at han var adopteret i Danmark. Og derfor stod han til udsmidning efter besked fra Hjemrejsestyrelsen, selvom drengen trives i Taulov og har gået på Fjordbakkeskolen i tre år.
Siden vendte billedet efter medieomtale i blandt andet Fredericia Dagblad og Ekstra Bladet. Familieretshuset har mandag genoptaget en sag, så Wasuthon "Guide" Nielsen kan adopteres af ægteparret Niels Jørgen Fries Nielsen og Praphatsanun Nielsen fra Taulov.
Praohatsanun er Guides tante, men har reelt været som en mor for ham, siden han var lille.
- Det er positivt, og det var det, vi havde håbet på, siger Niels Jørgen Fries Nielsen, som har været tovholder for familien i den langstrakte sag om at sikre drengen en fremtid i Danmark.
Styrelse ændrede afgørelse
Efter thailandsk lov er Guide blevet adopteret af sin tante. Men det ville de danske myndigheder i første omgang ikke anerkende. Derfor fik den tiårige dreng det ubehagelige brev fra Hjemrejsestyrelsen om, at han skulle forlade landet.
Niels Jørgen Fries NielsenI dag har vi fejret det ved, at min kone har fået Netflix.
Men efter stor støtte fra lokalsamfundet og flere artikler i medierne ændrede Ankestyrelsen en afgørelse 14. september. Dermed fik Wasuthon lov til at blive adopteret efter danske regler. Mandag - knap tre måneder senere - er sagen formelt sat i gang hos Familieretshuset.
Endnu et skridt i retning af, at den tiårige er sikret en permanent fremtid i Danmark nær venner og familie i Taulov.
- Min kone er glad, og Guide er glad. Da Ankestyrelsens ændrede afgørelsen, fejrede jeg det med kollegerne på skolen. Og i dag har vi fejret det ved, at min kone har fået Netflix. Det vil hun og min dreng gerne se med thailandske undertekster, fortæller Niels Jørgen Fries Nielsen.
Har fået dækket billet
Tidligere i forløbet var han meget utilfreds med myndighedernes behandling af sagen. Hjemrejsestyrelsen valgte for eksempel at aflyse et møde med familien med meget kort varsel.
Det skete på en dag, hvor Niels Jørgen Fries Nielsen havde taget fri fra jobbet som lærer på Fredericia Realskole, og familien var på vej med tog til styrelsen i Birkerød. Men da de var nået til Ringsted, blev mødet aflyst.
- De har betalt penge for forgæves kørsel, og jeg har fået dækket en feriefridag. Det var vi berettiget til, siger Niels Jørgen Fries Nielsen.
Han anser adoptionen for at være en formalitet og forventer, der kan gå et års tid, før den er på plads. Drengens biologiske forældre i Thailand har ifølge Niels Jørgen Fries Nielsen accepteret, og i forbindelse med den danske adoption skal de en tur på den danske ambassade i Thailand.